på tvangsauktion og samme år solgtes videre til Esbjerg-
skibsbyggeren, som drev værftet til 1978.
76
Han begyndte
også her med træskibe, men byggede allerede omkring 1960
stålkuttere og fik snart succes med en serie coastere. Søren
Andersen havde dermed fået erfaringer i stålskibsbygning
i det sønderjyske, før produktionen blev taget op i Esbjerg.
SørenAndersens nybygning nr. 1, E 514 BETTY RØNN,
var en kutter på 40 brt, som blev leveret i 1949. I værftets
første år blev der leveret én til tre trækuttere årligt og fra
1960 op til fire kuttere om året. Der blev bygget hen ved
75 skibe i værftets levetid, og foretaget talrige reparationer
og enkelte forlængelser af kuttere.
77
Der blev udelukkende
bygget træskibe frem til omkring 1968-69, da man forsøgte
sig med de første stålfartøjer. Et af de første var et stålskib
på 92 brt til en byggepris på 996.795 kr., som ifølge kon-
trakten skulle leveres i 1969.
78
Over de følgende godt ti år
frem til værftets lukning blev der bygget 30 fartøjer, hvoraf
knap 2/3 var af stål.
Værftet måtte sammen med de andre Esbjergværfter
flytte til de nye beddingsanlæg i begyndelsen af 1960’erne,
og i 1965 blev her opført en ny skibsbyggehal.
79
Keld Koe-
fod Andersen (fra Trunderup) og Aage Hagde (fra Esbjerg)
var d. 20/9 1965 indtrådt som ansvarlige deltagere i firmaet
Esbjerg Skibsværft og Maskinfabrik ved Søren Andersen &
Sønner
, som desuden talte Henning Koefod Andersen (fra
Marstal).
80
Året efter stod virksomheden opført som
A/S Es-
bjerg Skibsværft, Andersen, Jensen & Hagde,
med en besty-
relse bestående af skibsbygmester Søren Andersen, skibs-
bygmester Laurids Jørgen Andersen, forretningsfører Aage
Hagde og skibsbygmester Carl Palmblad Jensen. Hagde,
Palmblad Jensen og L.J. Andersen fungerede som værftets
direktører.
81
Søren Andersen var da engageret på sit søn-
derjyske værft. I 1969 var Hagde blevet enedirektør, mens
bestyrelsen havde samme sammensætning som hidtil,
82
og
værftet havde nu skiftet navn til
Esmadan A/S
.
Værftet byggede i hovedsagen til Esbjergflåden i de før-
ste år, men også nogle skagenkuttere i 1950’erne og enkelte
fartøjer til Nordatlanten – Island og Færøerne – i 1953-55.
I 1962-63 blev der bygget et par fartøjer til Grønland og et
enkelt igen til Island samt nogle små havnetankbåde, ved
siden af de sædvanlige kuttere. I begyndelsen af 1970’erne,
da man var begyndt at bygge i stål på det nye værftsanlæg,
forsøgte værftet sig med nogle store stålskibe til Nordatlan-
ten, bl.a. MAGNUS I RITUVIK på 236 brt, men værftets
stålskibe var i hovedsagen på omkring 150-175 brt, mens
trækutterne gennem hele værftets levetid typisk var på 40-50
brt. I slutningen af 1960’erne forsøgte man sig dog også med
et par store træskibe på omkring 100 brt til Esbjergflåden.
83
I 1967 var der ca. 35 ansatte på træskibsværftet, som
ud over kutterbyggehallen rummede kontorer, smede- og
maskinværksted, tømrer- og snedkerværksted samt diverse
lagerrum mm.
84
Første rekonstruktion
I efteråret 1971 gav værftet et tilbud på kuttere til Søværnets
Materielkommando (man fik dog ikke ordren).
85
I tilbuddet
beskrives værftets kapacitet og arbejdskraftsammensætning.
Værftet byggede skibe i sektioner i en 30 m lang byggehal
på 600 m
2
med loftskran. Arbejdstyrken bestod da af 56
personer fordelt på to skibsbyggere, fem certifikatsvejsere,
15 smede og maskinarbejdere, 16 skibstømrere, otte skibs-
tømrerlærlinge, fem smede- og maskinarbejderlærlinge, fire
formænd og en driftsleder. Der blev indhentet konsulentbi-
stand fra skibsingeniør Ole Steen Knudsen og andre i for-
nøden omfang, og der var kapacitet til at bygge moderne
stålskibe på 250 tons dødvægt fortrinsvis til fiskeriet. Værf-
tet var som nævnt associeret med Sønderborg værft, hvorfra
teknisk know how vederlagsfrit kunne rekvireres.
Beslutningen om at bygge stålskibe nødvendiggjorde
en ny personalesammensætning, og værftet var nødt til at
uddanne sine medarbejdere. På et samarbejdsmøde d. 3/3
1970 blev det besluttet at undersøge, om det var muligt på
Teknologisk Institut at få genoptrænet smede og evt. tøm-
rere i svejsning, da man vil bygge stålskibe.
86
Som det var
typisk for de små værfter, besad man ikke selv en skibs-
bygningsekspertise i forhold til stålskibe, og der blev derfor
anvendt rådgivende skibsingeniører, som leverede tegninger
og konsulentbistand. Man konsulterede også Skibsteknisk
Laboratorium, der kunne bistå med test og beregninger af
skibenes sødygtighed.
87
38
