med skibe i den størrelse før i værftets sidste år, og da blev
skibene færdigbygget andetsteds.
Værftet fortsatte produktionen i den nye konstruktion,
og arbejdspladsen voksede. I 1974 var der 65 ansatte, og
man byggede fortsat både træ- og stålskibe. Halvdelen af de
ansatte var beskæftiget med vedligehold og reparation (pri-
mært af træskibe).
92
Produktionstiden var ca. seks måneder
for både træ- og stålskibene – fire på bedding og to ved ud-
rustningskaj, og man regnede med at bygge to af hver type
årligt på værftets to byggebeddinger. I årene mellem 1971
og 1977 blev der leveret 11 træfartøjer på mellem 20 og 70
brt – de fleste på den typiske kutterstørrelse 47-55 brt.
93
Fle-
re af træskibene blev konstrueret på baggrund af tegninger
fra en ingeniør fra Sønderborg. De stålkuttere, man nu byg-
gede, var af mere moderate størrelser mellem ca. 150-170
brt , og prisen var på godt 2 mio kr. pr fartøj i 1973 stigende
til 3,5 mio i 1976.
94
Måske var denne markante prisstigning
medvirkende til de følgende problemer.
I 1970’erne var de fleste større værfter gået over til at
bygge større skibe, hvilket fik mæglerafdelingen hos A.P.
Møller-Mærsk til at henvende sig til de små værfter for at
få tilbud på coastere. Rederiet vurderede, at der ville bli-
ve mangel på nybygningskapacitet af denne type, at min-
dre værfter måtte være konkurrencedygtige, og at coastere
kunne være et alternativ til ståltrawlere, der ellers var de
små værfters produkt. Den 12. august 1976 blev der såle-
des indhentet tilbud på coastere fra Esmadan, men tilbuddet
blev afslået efter få dage, da andre værfter havde en bedre
pris og kortere leveringstid.
95
Også denne manglende kon-
kurrencedygtighed kan have bidraget til værftets vanskelig-
heder. Værftsdirektøren Niels Møller-Jensen gav i et svar
til rederiet en beskrivelse af værftets profil og situation d.
23. august.
96
Da havde værftet ordrer på fem 150 tons traw-
lere til Cameroun og fire 50 tons rejetrawlere til Gabon og
var ellers uden ordrer. Om værftet skrev direktøren, at der
var tradition for at bygge fiskeskibe med last op til 300 m
3
.
Skibsbyggeriet foregik hovedsageligt i en lukket hal på 30
x 20 m (oprindeligt beregnet for træskibe), mens en del af
sektionerne blev bygget på tilstødende åbne arealer. Af tæt-
te samarbejdspartnere blev nævnt de lokale virksomheder
Nautic ApS og Seatec ApS samt Hvide Sande Maskinfabrik
og til dels A/S Grenå Motorfabrik. I løbet af de næste må-
neder var værftet atter i økonomiske vanskeligheder, og kun
tre trawlere på 176 brt (VICTORIA STAR, CAMPO STAR
og MUNGO STAR) blev efterhånden leveret til Cameroun i
1978,
97
men ingen af de mindre rejetrawlere til Gabon.
Likvidation og retssag
Esmadan havde hovedsageligt, som det var almindeligt for
kutterværfter, bygget for enkelte skippere eller partsrede-
rier, men i midten af 1970’erne knyttede man sig i højere
grad til et enkelt rederi, der blev hovedkunden. Fra slutnin-
gen af 1974 til 1977 blev der bygget eller påbegyndt ti nye
kuttere for Danline. Derudover blev der bygget yderligere
fire kuttere i perioden, og der blev udført reparationsarbej-
de på Danlines kuttere. Værftet blev i øvrigt tæt forbundet
med rederiet Danline og Dan Sea-Invest Holding, bl.a. ved
personsammenfald i de to virksomheder. Da rederiet kom
i vanskeligheder ramte det også værftet. Esmadan måtte
standse betalingerne og træde i likvidation i 1977 pga. in-
solvens – angiveligt pga. betalingsstandsning i virksomhe-
Bygning nr. 67 fra Esbjerg Skibsværft og Maskinfabrik i 1971,
E 440 VIDAR på bedding.
40
