130 / 196
bejdskulturen dengang havde betydning for arbejdsglæden,
svarer Arne bekræftende, men han mener også, det spillede
ind at alle var bidt af deres arbejde.
Museet tog dengang mange militærnægtere, og nogle
var mere villige til at arbejde end andre. Arne husker særligt
en militærnægter, der ikke syntes at tage arbejdet så højti-
deligt: Under fiskeriudstillingen går der en lang gang, og
her var han sat til at male. ”
Men det gad han ikke
,” fortæller
Arne. ”
Så han havde slæbt en madras med derned, og så sad
han og røg en ordentlig pot hash dernede
.” Det gik heller
ikke hverken værre eller bedre, end at militærnægteren faldt
i søvn og først vågnede om aftenen, da museet var lukket.
”
Det var jo helt mørkt, og han havde ikke nogen lommelyg-
te, så det må have været ret traumatisk for ham,
” siger Arne.
”
Han fik jo startet tyverialarmerne og politiet kom. Og di-
rektøren Hjorth Rasmussen måtte ud og genkende ham
.”
Heldigvis var det ikke alle militærnægtere, der skabte så
store problemer. Andre var til stor gavn for museet. ”
Vi hav-
de en, der var her under den første store sældød i slutningen
af firserne. Han hjalp til med at samle de døde sæler ind.
Jeg tror han samlede omkring 400,
” beretter Arne. ”
Han
var bare ikke en pivskid. Han rodede rundt med alle de der
rådne dyr,
” fortsætter Arne. ”
Han stank jo helt vildt, og vi
ville ikke have ham ind i frokoststuen. Men det var han fuld-
stændig ligeglad med. Der er jo nogen, der bare kan tage
sådan noget,
” slutter Arne af med en vis respekt i stemmen.
Tyve på kontoret og dueunger på skrivebordet
– anekdoter fra museet
Fra de 40 år, Arne har arbejdet på museet, har han mange sjo-
ve historier og anekdoter, men han husker særligt én episode:
Da Horst Meesenburg og Svend Tougaard i museets tidlige
år delte kontor, var der altid et forfærdeligt rod. ”
Engang
havde vi haft indbrud, så jeg blev tilkaldt til midt om natten
for at gå en tur rundt med en politibetjent for at se, hvor ty-
vene havde været. Da vi kom ind på de førnævnte biologers
kontor, sagde politibetjenten: ”Her har tyvene i hvert fald
været” Jeg måtte dog forklare ham, at sådan så der altid ud.
”
Det var da også dette rod, der lå til grund for en anden
historie, som Arne kan fortælle: ”
Meesenburg kunne også
godt lide at spise dueunger, så engang havde han lavet en
aftale med én af de militærnægtere, som vi havde ansat, om
at levere nogle stykker. Denne militærnægter havde nemlig
Til sin 50 års fødselsdag fik Arne Sørensen sit helt eget ”akva-
rium” i gave.
I 2013 fik Arne Sørensen tildelt Dronningens fortjenstmedalje i
sølv som en anerkendelse af sine 40 år på museet.
128