

år, for vi var ved at drukne i arbejde.
” Til sidst holdt man
op med at genudsætte sælerne, og da stoppede arbejdet med
at opfostre hylere helt naturligt. Det var hårdt for både Arne
og hans kolleger, men også for de folk, der fandt de forladte
sælunger, og det kan Arne sagtens forstå: ”
De er simpelthen
så søde, og de ligger og klager sig. De har en helt speciel
klagende lyd, det er derfor de hedder hylere
.”
Da sæler var sjældne. Sælariet bygges til
Før sælariet blev bygget til, gik de første to sæler i akvariet.
”
De gik selvfølgelig særskilt, men i det samme vand (som
fiskene red.). Jeg kan ikke forstå vi dengang kunne komme
i tanke om det. Det forurenede jo helt vildt
.” At bygge et
sælarium og have sæler gående var tænkt som et trækplaster,
og det blev det. Da sælariet blev bygget i 1976 var de spæt-
tede sæler netop blevet fredet i Danmark, og det var som
sådan ikke et dyr, man stødte på ofte i den danske natur. De
var desuden meget mere sky end de sæler, man møder i dag.
Dengang havde museet tre spættede sæler, og det tog no-
get tid, før de havde vænnet sig til deres nye faciliteter. ”
Der
var en 80 cm høj mur rundt om sælariet
,” husker Arne. ”
Men
hver morgen når vi kom, lå der en sæl foran døren ind til
akvariet. Den ville simpelthen ikke være ude i alt det vand,
så når vi kom om morgenen, måtte vi jage den ind i det store
bassin igen
.” Det tog dog kun nogle uger for sælerne at væn-
ne sig til sælariet, og det hele endte som en stor succes, da
museets besøgstal steg med 60.000, efter sælariet var bygget.
Eksperter i sælfodring
Arbejdet med hylerne gav Arne og hans kolleger erfaringer,
der gjorde dem i stand til at hjælpe andre institutioner: ”
Vi
tog de såkaldte efterhylere ind – altså unge sæler, der om
efteråret var blevet syge, fordi de ikke rigtig var kommet i
gang med selv at fange fisk.
” Når de unge sæler har ligget så
længe uden mad, føler de ingen naturlig sult og skal derfor
tvangsfodres for at blive raske. ”
Ja, vi var såmænd blevet
specialister i at tvangsfodre sådanne sæler, selvom det indi-
mellem var med livet som indsats. De var jo helt vildt sure,
så de bed jo alt og alle, der kom i nærheden af dem.
” Flere
af Arnes kolleger blev bidt og kom alvorligt til skade, mens
Arne heldigvis slap med overfladiske skrammer. Men ar-
bejdet gav resultater: ”
Efter en to-tre dage på den måde var
jagtinstinktet tilbage igen, og når den så selv havde fanget
en fisk, som vi havde smidt ud til den, så begyndte den også
at forsøge på at spise den. På den måde fodrede vi en masse
unge sæler op.
”
Rygtet om eksperterne fra Esbjerg spredte sig: ”
Denne
succesfulde tvangsfodring havde man også engang hørt om
oppe i Jyllands Mini Zoo. Her havde man et par pelssæler,
som man ønskede, at vi skulle komme op og tvangsfodre.
Pelssæler minder en del om søløver – de er meget adrætte på
land og kan blandt andet gå på lufferne. Vi mente dog, at vi
sagtens kunne klare det. De viste sig dog at være meget stær-
ke, så det kneb faktisk at holde dem fast – deres hals var bare
Arne Sørensen fotograferet i 1999.
124