125 / 196
”Vandmænd, dem laver vi selv”
Akvariemester Arne Sørensen om 40 år på Fiskeri- og Søfartsmuseet
Af Ida Christine Jørgensen
D. 28. februar 2015 tog Fiskeri- og Søfartsmuseet afsked
med akvariemester og tro medarbejder gennem 40 år, Arne
Sørensen, der valgte at takke af og nyde sit otium efter et
langt og begivenhedsrigt arbejdsliv. Et arbejdsliv fuld af
succeser, udfordringer, stor arbejdsglæde og mange anek-
doter, der i denne artikel er samlet til et portræt af en ildsjæl.
Artiklen bygger på et interview lavet i januar 2015.
Fra militærnægter til akvariemester
1. april 1970 begyndte Arne Sørensen på Fiskeri- og Sø-
fartsmuseet. 18 måneder blev det til som militærnægter, og
selv om han var glad for arbejdet, drømte han alligevel om
at komme ud og tjene nogle penge. ”
Jeg var jo nyuddannet
elektriker
,” fortæller Arne. Men kort tid efter at han havde
taget afsked med museet, blev han tilbudt en stilling som
akvarieassistent. ”
Det tog jeg imod, og så har jeg faktisk væ-
ret her siden. Det må have været i slutningen af 1971,
” siger
Arne og tilføjer: ”
Det var jo en hel ny verden for mig. Jeg
var vokset op i håndværkerkredse
.”
Arne fik da også brug for sin håndværksmæssige uddan-
nelse, for i akvariet var det medarbejderne selv, der stod for
små reparationer af teknik, pumper og lys. Men viden om
akvariets beboere var naturligvis også en nødvendighed. ”
Jeg
blev sendt på marinbiologiske kurser både i Helsingør og i
Frederikshavn
,” beretter han. ”
Jeg har også været på kurser i
fiskesygdomme
.” Dertil kom praktikperioder i Kiel, Holland
og på Helgoland. Hver gang en ny situation meldte sig i akva-
riet, måtte Arne samle viden, hvor han kunne.
”Med min bag-
grund har det helt klart været op ad bakke. Det havde jo nok
været noget nemmere hvis jeg havde været uddannet biolog.”
Arbejdet med hylere
I midten af 1970’erne blev spættet sæl fredet i Danmark.
Bestanden var efterhånden blevet meget lille efter mange år
med intensiv jagt for at beskytte fiskeriet. I den forbindelse
begyndte museet at tage hylere ind, altså sælunger, der af
den ene eller den anden grund er blevet efterladt af deres
mor. Med kun to voksne sæler svømmende rundt i akvariet,
havde Arne og hans kolleger ikke stor erfaring med at passe
sælunger, men det fik de. ”
De var jo helt vildt søde
,” siger
Arne, der husker, hvordan de bar rundt på sælungerne som
små børn. Men at opfostre en sæl er ikke lige til. ”
De skulle
have hakket sild. Mælk kan de ikke tåle, for sæler er lakto-
seintolerante, ligesom nogle mennesker er,
” forklarer Arne.
”
Der er ikke laktose i sælmoderens mælk
.”
Den viden, som Arne tilegnede sig i forbindelse med ar-
bejdet med hylerne, kom for en stor del fra Holland, hvor
han var i praktik for at lære om sælunger og deres næring.
”
50 % af sælungerne dør den første vinter
,” fortæller Arne.
”
Efter tre måneder forlader moderen dem. I de tre måneder
har de taget op til 800 gram på om dagen. Det er ligesom
en madpakke. Herefter skal de klare sig selv
.” Det er barske
realiteter, men virkeligheden for en sælunge er endnu mere
vanskelig, og det står klart, da Arne fortsætter: ”
En sælmor
lærer ikke sin unge at jage, og på den måde adskiller den
sig afgørende fra andre havpattedyr. Sælungen begynder at
jage på instinkt.
”
På et tidspunkt måtte Arne og hans kolleger dog sande,
at der var en grænse for, hvor mange hylere de kunne hjæl-
pe: ”
På et tidspunkt havde vi 15 på én gang. De lå i en stor
bunke oveni hinanden. Til sidst tog vi kun fem-seks ind hvert
123