

én stor muskel. Vi var også bange, for de havde altså nogle
lange tænder
.” Med et stykke gummislange på tommelfinge-
ren som den eneste beskyttelse åbnede de gabet på sælerne.
Arne og hans kolleger snakkede siden tit om, hvor heldigt
det havde været, at de var sluppet med alle lemmer i behold.
Dæksmatros på E 1 CLAUS SØRENSEN
”
Det var en plage for mig. Jeg kunne blive søsyg selv når
kutteren lå tøjret til kajen. Bare lugten af dieselolie, gam-
melt havtøj og tjære fik min mave til at køre,
” fortæller
Arne om sit arbejde som dæksmatros på museets kutter
E 1 CLAUS SØRENSEN. ”
Dengang i 70’erne blev den le-
jet ud ofte i løbet af sommeren. Meget mere end den gør nu,
”
husker Arne. ”
I mange uger var den lejet ud to-tre dage om
ugen til gymnasieklasser og lejrskoler og den slags.
”
Kutteren blev også benyttet til at indsamle fisk, og her
deltog Arne også. ”
Vi skulle engang ud og indsamle fisk. Det
var lige i tobissæsonen. Men så ville skæbnen, at der blev
varslet storm. Jeg kom ikke hjem før tre uger senere,
” griner
Arne og uddyber. ”
Først lå vi i otte-ni dage og fangede in-
genting. Stemningen ombord blev mere og mere trykket. Så
kom den storm, og vi sejlede ind til Holland. Her lå vi i tre-
fire dage. Så skulle vi ud og fiske igen, men vi fangede stadig
ikke noget. Så vi kom hjem efter tre uger med ingenting.
”
Arne husker også hvordan en tur til Limfjorden nær var
gået galt for ham selv og en kollega, da de havde fået et hyt-
tefad med hajer til museet, som de skulle ud og hente i en
lille robåd: ”
Da vi havde fået hyttefadet på slæb og lige var
kommet rundt om en pynt, kæntrede vi lige med ét. Da jeg
kom op til overfladen, så jeg, at jollen havde rettet sig selv
op igen, men én af åregaflerne var gået igennem Christians
Arne Sørensen og kollegerne blev med tiden eksperter i fodring af
sælunger, de såkaldte ”hylere”. Foto fra omkring 1980.
Museets første sejlende kutter hed oprindeligt S 49 DANA, men
omdøbtes i 1971 til E 1 CLAUS SØRENSEN. Den afløstes i 1978
af den nuværende kutter E 1.
125