Sjæklen

129 / 196

faktisk en der er tre år gammel, hvilket er helt usædvanligt
i fangenskab.” Den ottearmede blæksprutte bliver typisk to
år i fangenskab, hvorfor akvariet allerede har fundet dens
afløser. ”Det er vigtigt for os at have disse blæksprutter, for
børnene ved jo, at vi har dem og vil gerne se dem. Den vi
har nu, kan jo nogle kunster,” fortæller Arne og fortsætter:
”Hvis for eksempel den får et syltetøjsglas med en krabbe i,
så kan den selv skrue låget af. Det tager faktisk kun en uges
tid at lære en blæksprutte den slags. Det ser helt vildt sjovt
ud, når den sidder der og skruer og skruer.”
”Vandmænd, dem laver vi selv.”
På museet bliver der i dag ikke længere avlet sepiablæk-
sprutter, men andre arter formerer sig fortsat i akvarierne.
Blandt andet udklækkes rokke- og hajæg. Vandmænd bli-
ver også til flere i akvariet, men de kræver dog en del mere
hjælp end andre dyr: ”Når en vandmand formerer sig, kan
æg og sæd sætte sig til en polyp på havbunden, og der kan
den faktisk sidde i flere år. Når den mener, at den er klar
til at formere sig, så lagdeler den sig og afskyder en lille
vandmand,” fortæller Arne og beretter om museets måde at
producere vandmænd på, hvilket viser sig ikke at være så
lige til: ”Det, vi gør her i huset, er, at vi tager sådan en sten,
hvorpå der sidder nogle af disse polypper, og så putter vi
den i køleskab i op til et par måneder – altså uden nogen
form for foder, men bare i vand. Så tror de, det er vinter.
Når vi tager dem ud igen, og temperaturen stiger, så tror
de, at det er forår.” Men for vandmandspolypperne er dette
kunstige årstidsskift ikke nok. ”Vi giver dem et par dråber
kaliumiodid ned i vandet. Det får dem til at afskyde en hel
masse små vandmænd.” Vandmændene kan kun akkurat
ses med det blotte øje, og de kræver helt særligt foder. ”De
skal have nyudklækkede artiner, der er småbitte krebsdyr og
disse artiner skal være beriget med nogle specielle fedtsyrer.
Er de ikke det, vokser vandmanden helt forkert.” Andre arter
har Arne og kollegerne også forsøgt at avle med, men det er
ikke alt, der har været en ligeså stor succes som sepiablæk-
sprutterne og vandmændene.
Arbejdskultur og militærnægtere
Om arbejdskulturen på museet tilbage i 70’erne husker
Arne: ”Det var næsten alle sammen unge mennesker, så der
var masser af fest og ballade. Og dengang var det alminde-
ligt, at man mødtes til en øl kl. 11.” Til spørgsmålet om ar-
Udveksling af dyr med andre zoologiske anlæg indgår også i
arbejdet omkring Sælariet. Her er det sælen Ole, som i en særlig
kasse flyttede fra sælariet i 2003.
I 1970’erne var ølpauser stadig en fast del af dagliglivet på en
arbejdsplads som Fiskeri- og Søfartsmuseet.
127