134 / 196
kees Wevers beslutter sig derfor til at gøre noget. Han skri-
ver et læserbrev til avisen
De Telegraf,
der bliver trykt fem
dage efter, den 15. juni 1965. i læserbrevet opfordrer han
til at bevare vadehavet –
”et af de vigtigste naturområder i
verden”
– og foreslår, at man i denne forbindelse går sam-
men og opretter en
”forening til beskyttelse af Vadehavet”.
4
da pressen opdager, at forfatteren til læserbrevet blot er 16
år, fanger historien deres interesse, og i ugerne efter portræt-
terer flere af de lokale aviser denne
”dreng”
, der på egen
hånd har taget initiativ til at starte en forening til beskyttelse
af det hollandske vadehav
5
.
artiklerne skaber opmærksomhed om sagen, og kees
Wevers bliver i de efterfølgende uger kontaktet af tre perso-
ner, der er interesserede i at støtte projektet. Wevers, der er
bevidst om sin ringe alder og behovet for, at nogle voksne
går ind og hjælper ham, fortsætter imidlertid med at skrive
små indlæg i de nordhollandske aviser, samtidigt med at han
kontakter en række personer direkte, heriblandt forfatteren
til bogen om vadevandring, jan abrahamse, der siden bli-
ver en central person i etableringen og udviklingen af vade-
havsforeningen. da sommeren er ovre, er antallet af interes-
serede oppe på knap 20, og kees Wevers beslutter, at tiden
er inde. Han udvælger en håndfuld mænd, der i hans øjne
vil være gode repræsentanter for en forening til beskyttelse
af vadehavet, og den 17. oktober 1965 afholder
Landelijke
Vereniging tot Behoud van de Waddenzee,
på dansk vade-
havsforeningen, stiftende generalforsamling i lejede lokaler
på Hotel Zeezicht i Harlingen.
6
Vadehavsforeningen – et barn af sin tid
kees Wevers opråb rammer en tone i tiden. efterkrigstiden
i europa har været præget af stor fremskridtsoptimisme og
en økonomisk vækst, der på det personlige plan har gjort det
muligt for de fleste at erhverve sig tidens nye forbrugsgoder
såsom tv, køleskab og ikke mindst egen bil.
7
industrialise-
ringen har imidlertid en bagside, der er begyndt at vise sig i
form af forurening og nedslidning af omgivelserne. i usa
har rachel Carson i 1962 udgivet bogen
”Silent Spring”
,
der er en harsk kritik af industrisamfundets brug af farlige
kemikalier, og også i europa er de første røster begyndt at
tale om det nødvendige i at vende tilbage til et mere auten-
tisk og naturligt liv.
8
i vadehavet er flere forskere inde på lignende tanker. en
af dem er den senere meget indflydelsesrige marinbiolog og
økolog Wim Wolf, der melder sig ind i vadehavsforeningen
i umiddelbar forlængelse af kees Wevers opråb. Her for-
klarer han, hvordan de hollandske forskere dengang så på
vadehavet:
“Vi anså Vadehavet for at være et af de meget få
områder i landet, der stadig var mere eller mindre naturligt,
med tidevandets naturlige kræfter, bølgerne og strømmene,
der formede landskabet, de kraftige understrømme, betin-
gelserne for planter og dyr, osv. Vores opfattelse var, at vi
skulle forsøge at opnå så naturlig en situation som muligt
og ikke blande os i tidevandet eller strømmene, og så skulle
vi selvfølgelig fjerne forureningen osv.”
9
reelt vidste man på dette tidspunkt kun lidt om vade-
havets økologi, men man anede, at området spillede en stor
rolle som fourageringsområde for trækfugle og som yngle-
område for nordsøens fiskebestande. i begyndelsen hand-
lede det derfor både om at redde det, der var, inden det blev
for sent, samt om – som en del af denne proces – at få de
naturlige processer beskrevet og deres betydning formidlet
til de lokale og nationale politikere, samt til offentligheden.
forskernes opfattelse af vadehavets værdi deles af vade-
havsforeningen, der i sin formålsparagraf skriver:
”Foreningen er forpligtet til at bevare, genoprette og for-
valte naturen, landskabet og miljøet, samt de økologiske og
kulturelle værdier i Vadehavsområdet på en ordentlig måde,
herunder betragte de nordlige og vestlige havområder som
Logo for 50-års jubilæet
med mottoet ”Wijs met
de Waddenzee”.
Venligst udlånt af Den hol-
landske Vadehavsforening.
132