Sjæklen

van der Zwiep, er den juridiske tilgang imidlertid nødven-

dig for at standse den igangværende udvikling:

”Vi ønskede

at skabe en offentlig bevidsthed om, at dette ikke var et om-

råde, der skulle udvikles men tværtimod beskyttes på grund

af dets høje økologiske værdi. Men ingen vidste på dette

tidspunkt hvor værdifuldt et område, der var tale om, og

alle mulige interesser ønskede at udvikle det på deres måde:

Økonomiministeriet ønskede at trække drænrør, landbruget

ville have mere jord, militæret mente, at det var et godt sted

at afholde øvelser osv. Alle kunne gøre, hvad de ville. Fordi

de så på området som et område, der ikke var udviklet, øn-

skede de hver især at udvikle det på deres måde.”

Ved at

afprøve de forskellige aktiviteters lovlighed i det holland-

ske retssystem tvinger Vadehavsforeningen staten til at tage

stilling til, hvordan Vadehavet skal forvaltes, og efterhånden

udarbejdes en samlet retspraksis for området.

Men de juridiske kampe tager tid. Kampen omAmeland-

området varer indtil begyndelsen af 1980’erne, og under-

vejs er andre problemer kommet til, herunder spørgsmålet

om færdsel i området i forbindelse med turisme, fiskeri og

forskellige former for fangst og indsamling. Et andet punkt

er den tiltagende forurening, der truer Vadehavets fiske- og

sælbestande. Kilderne til forureningen er mange og forskel-

ligartede, men i tilbageblik fremhæver flere af foreningens

medarbejdere den voldsomme forurening, der dengang

strømmede ind i Vadehavet fra den tyske flod Rhinen. Flo-

den agerede spildevandsudløb for mange af de største tyske

industrivirksomheder, og op gennem 1980’erne var floden

desuden udsat for en række kemikalieudslip, der betød, at

den endte med at være

”så forurenet, at du uden videre

kunne fremkalde en film, hvis du dyppede den i vandet.”

modsætning til kampen mod inddigning, der var præget af

store holdningsforskelle og derfor trak ud i mere end et årti,

er kampen mod forureningen imidlertid lettere at opnå støtte

til. Holland etablerer på linje med de to andre vadehavslande

forholdsvis hurtigt et ministerium til bekæmpelse af forure-

ning,

og også de lokale beboere, erhvervsfiskere og rekre-

ative brugere af Vadehavet er på linje med en lang række

naturvidenskabelige forskere enige med foreningen i denne

sag. Det lykkes derfor relativt hurtigt at nedbringe forure-

ningen væsentligt, selvom dette problem vedbliver at være

et sagsområde, hvor indsatsen kan forbedres, også i dag.

Op gennem 1990’erne kaster Vadehavsforeningen sig

over en lang række nye sager. En af de største kampagner

er rettet mod det industrielle hjertemuslingefiskeri, som for-

eningens biologer mener ødelæggerVadehavets muslingebe-

stande og hele økosystem. Efter en række år og et forløb, der

involverer både fiskeriets organisationer, naturaktivister

medier, forskningsinstitutioner, den hollandske regering og

EU, ender det med, at fiskerne i 2004 må acceptere at lukke

eller omstille deres produktion til et mere bæredygtigt, ma-

nuelt fiskeri.

I en anden af foreningens gamle hjertesager,

kampen mod gasudvinding i den hollandske del af Vadeha-

vet, har foreningen imidlertid endnu ikke haft held med at få

sin politik igennem. Vadehavsforeningen er principielt imod

etableringen af industrielle anlæg i et naturområde som Va-

dehavet, og derudover frygter den, at gasudvindingen vil

føre til forurening og en sænkning af havbunden, der vil

ødelægge det særegne landskab. Spørgsmålet er imidlertid

omstridt, også inden for videnskabelige kredse,

og det er

i dag den hollandske stats officielle politik, at gassen bør

udnyttes, blandt andet med henblik på at finansiere den øko-

nomiske udvikling af vadehavsområdet, der i Holland såvel

som i de to andre vadehavslande ses som et udkantsområde,

der slås med arbejdsløshed og en aldrende befolkning.

Natur, menneske og livsstil

De to sager afspejler hver på deres måde en forandring i det

politiske klima efter årtusindskiftet, som foreningen må for-

holde sig til. Blandt andet er tiden løbet fra et syn på lokale

borgere og brugere, som nogen, der kun skal oplyses og ikke

inddrages. Allerede fra midten af 1990’erne er Vadehavsfor-

eningen da også fortaler for øget lokal inddragelse,

men

denne ambition er ikke altid let at forene med ønsket om at

beskytte naturen i Vadehavet. Dilemmaet vil nok altid bestå,

men bestræbelserne på at finde en mere dialogpræget kurs

vinder gradvis frem internt i foreningen i takt med, at idea-

let om det ”oprindelige” og ”naturlige” Vadehav mere eller

mindre opgives til fordel for et ønske om en bæredygtig ud-

vikling, hvor der er plads til både mennesker og natur.

134