Sjæklen

sen til det vadehavsnetværk, der eksisterer den dag i dag, og

som over årene har haft uvurderlig betydning for den førte

vadehavspolitik i alle tre lande.

For Svend Tougaard betyder mødet med Jan Abrahamse

helt konkret, at han får kendskab til den hollandske vade-

havsdebat, hvilket gør ham mere bevidst om de politiske

dimensioner i den eksisterende naturforvaltning, også i

Danmark. Da sagen om Det Fremskudte Dige

tager fart

i midten af 1970’erne, vælger Svend Tougaard således at

etablere en lokal vadehavsgruppe, der kan repræsentere det

lokale synspunkt udadtil. Tougaard kan dog ikke se behovet

for at skabe en helt ny forening som den hollandske Vade-

havsforening, for, som han siger:

”Vi havde jo foreninger

nok.”

I stedet vælger han i 1976 at etablere Den Danske

Vadehavsgruppe som en paraplyorganisation, der kan samle

de eksisterende erhvervs- og brugerforeninger i et forplig-

tende samarbejde. Håbet er at etablere et forum, der gennem

intern diskussion og afklaring kan finde fælles fodslag om

de væsentligste punkter, således at man kan undgå medi-

ernes politisering, der ellers, ifølge Tougaard, ofte blokerer

for ethvert forsøg på konstruktivt samarbejde. Hvor den

hollandske Vadehavsforening af og til bliver beskyldt for at

være elitær, er Svend Tougaards projekt altså mere folke-

ligt, men inspirationen fra Vadehavsforeningen fornægter

sig ikke. Den danske Vadehavsgruppe adopterer både Va-

dehavsforeningens karakteristiske logo med en stor rund,

rød sol og en stiliseret fugl

, der flyver mod horisonten, og

dens motto, der i den danske oversættelse

”Værn Vadeha-

vet”

kommer til at pryde gruppens brevpapir

. Gruppen var

i mange år en toneangivende deltager i det danske vadehavs-

arbejde, og den er siden blev set som en model for inddra-

gelsen af lokale interessenter i naturforvaltningsspørgsmål.

Svend Tougaard lægger aldrig skjul på sine egne hold-

ninger til naturbeskyttelse. Han deltager ivrigt i det trila-

terale videnskabelige samarbejde, og Vadehavsgruppen

indgår – i de første år som oftest repræsenteret ved davæ-

rende dansk koordinator for gruppen, John Frederiksen − i

de grønne NGOers trilaterale netværk, det ”internationale

koordinationsteam” eller som det senere kom til at hedde

”Wadden Sea Team”

. Denne gruppe hjælper ikke kun den

politiske diskussion og det diplomatiske samarbejde på vej

med kommentarer til den officielle regeringspolitik via de

såkaldte

”Statement of Concerns”.

De organiserer også

kampagner og aktioner som fælles skibstogter og cykelture

til regeringskonferencerne med henblik på at lægge et of-

fentligt pres på ministrene og påvirke den førte vadehavs-

politik. Det er også denne gruppe, der i 1985 kommer med

ideen til et Fælles Vadehavssekretariat, der efterfølgende

placeres i Wilhelmshaven i Tyskland.

Set i et mere overordnet perspektiv betyder Vadehavsfor-

eningens interesse for det danske Vadehav, at der kommer

en større bevidsthed om områdets naturværdier i lokalom-

rådet, at de danske aktivister får mulighed for at trække på

den erfaring, som deres hollandske kolleger allerede har hø-

stet i kampen om Vadehavets beskyttelse, og endeligt at de

herved for mulighed for at påvirke den samlede, trilaterale

forvaltningsindsats.

50 år og hvad så?

Man skulle måske tro, at Vadehavsforeningens medarbej-

dere efter 50 års indsats for Vadehavets beskyttelse og med

udnævnelsen som UNESCO Verdensarv i 2009

kunne

pakke sammen i sikker forvisning om, at Vadehavet herefter

vil klare sig fint uden deres hjælp. Men spørger man med-

arbejderne selv, er beskyttelsen af Vadehavet et arbejde, der

aldrig kan gøres helt færdigt. Der er både gamle problemer

som gasudvindingen og nye udfordringer såsom klimafor-

andringer og invasive arter, der potentielt kan true Vadeha-

vets økosystem. Der er nok at tage fat på.

Som Holland så Danmark –

logoet for Den danske Vade-

havsgruppe. Venligst udlånt

af Svend Tougaard.

138