135 / 196
uerstattelige og enestående naturreservater. Foreningen har
også til formål at fremme interessen for disse områder og i
sin praksis gå ud fra den erkendelse, at mennesket er en del
af økosystemet”
10
Foreningens arbejde går altså på to ben: Dels ønsker
man at bevare det, man opfatter som ”uerstattelige” natur-
værdier, dels ønsker man at sprede interessen for området.
Dobbeltheden afspejler sig i foreningens motto:
”Wijs met
het Wadden Zee”,
der spiller på det hollandske ord
wijs’
dobbelte betydning som på den ene side vis eller klog og på
den anden side at være stolt af noget. Budskabet er, at man
skal være fornuftig i omgangen med Vadehavet, men også at
denne relation bør være båret af en kærlighed til og stolthed
over området. Beskyttelsen af Vadehavet er med andre ord
ikke kun begrundet i videnskabelige argumenter om øko-
systemets udstrækning og sundhedstilstand. Den inkluderer
også en følelsesmæssig dimension, der tilbyder den, der går
ind i dette arbejde, en særegen og positiv identitet. Iden-
tifikationen med
”
natursagen
”
er populær i 1970’erne, og
foreningen får snart mange medlemmer,
11
specielt blandt de
unge og veluddannede i de hollandske storbyer, der søger
mod naturen som en del af opgøret med det, de oplever som,
forældregenerationens materialistiske værdier og levevis.
12
Vadehavsforeningen er en græsrodsorganisation, en så-
kaldt NGO, og som sådan baseret på sine medlemmer. En
stor del af dens arbejde handler således om at informere og
servicere medlemmerne. Men det er også en forening, der
hurtigt forstår, at det kræver politisk indflydelse at nå de
mål om et beskyttet Vadehav, som den har sat sig. Op igen-
nem 1970’erne arbejder Vadehavsforeningen således på at
opbygge et image som en seriøs og velinformeret organi-
sation, og ved at deltage i så mange politiske organer som
muligt søger den samtidigt at demokratisere de politiske be-
slutningsgange, så naturorganisationernes stemme vil blive
taget med på råd.
13
Igen hjælpes foreningen på vej af det politiske klima. I
1973 kommer en venstreliberal regering til magten i Hol-
land, og den nedsætter i 1974 en kommission, ”Meyer-
kommissionen”, der skal undersøge moderniseringsbestræ-
belsernes indflydelse på Vadehavets økologiske ve og vel.
Kommissionen foreslår, at man skaber en offentlig instans,
der skal samle trådene, og Vadehavsforeningen slår i denne
forbindelse til lyd for, at der nedsættes et vadehavsråd be-
stående af
”repræsentanter fra de lavere myndigheder, de
enkelte natur- og miljøbeskyttende organisationer og viden-
skaben,”
14
der skal sikre, at indsatsen for Vadehavet koordi-
neres indtil en endelig international forvaltning kan falde på
plads. Dette råd,
”Raad vor de Wadden”
eksisterer stadig,
og hele ideen med et forum af interessenter, der diskute-
rer Vadehavets forvaltning, er siden blevet adopteret både i
Danmark og de tyske delstater, Slesvig-Holsten, Hamborg
og Nedersaksen, således at alle berørte områder i dag har et
Rådgivende Udvalg for Vadehavet.
Politiske mærkesager
I forlængelse af Kees Wevers opråb er den første opgave,
som Vadehavsforeningen kaster sig over, at forhindre yder-
ligere inddigning af det hollandske Vadehav. Planerne er,
som Kees Wevers forventede, del af den større Deltaplan,
der skal hindre en gentagelse af katastrofen i 1953, hvor
mere end 1800 mennesker druknede
15
. Opbakningen til den-
ne plan er stor i lokalbefolkningen, hvor sikkerhed opleves
som tidens absolut vigtigste politiske spørgsmål. Samtidigt
hilses udsigten til mere landbrug og øget turisme velkom-
men, idet begge tiltag forventes at kunne bidrage til en bedre
økonomi i vadehavsområdet. Trods store gasfund i Vadeha-
vet er området stadig forholdsvist fattigt,
16
og mange er del-
vist afhængige af de ressourcer (fisk, muslinger, æg mv.),
som de kan hente i naturen som supplement til en beskeden
husholdning
17
. Nu kommer der så en forening, der ikke blot
advokerer for, at dæmningsbyggeriet skal indstilles, men
hævder, at flere af de menneskelige aktiviteter i området
kan være skadelige for naturens økosystem, og at de derfor
bør om ikke standses så i det mindste begrænses. Resultatet
er, at der ret hurtigt opbygges et modsætningsforhold mel-
lem Vadehavsforeningen og store dele af de lokale sam-
fund, specielt på øerne. Spændingerne bliver ikke mindre,
da Vadehavsforeningen i slutningen af 1970’erne begynder
at bruge retssager som middel til at opnå sine mål.
18
Ifølge
daværende, nu afdøde, jurist i Vadehavsforeningen, Karel
133