Sjæklen

Vadehavsforeningen fylder rundt

Af Charlotte Jensen

Den 15. juni 1965 bringer den hollandske avis de Telegraf

et læserbrev, der kritiserer den hollandske regerings aktu-

elle planer om at inddige en del af Vadehavet. Indlægget,

der er skrevet af den kun 16-årige Kees Wevers, kalder til

kamp for beskyttelsen af Vadehavets naturværdier og opfor-

drer til skabelsen af en forening, der kan påtage sig denne

opgave. Dette bliver starten på Den Hollandske Vadehavs-

forening, der i efteråret 2015 kunne fejre sit 50-års jubi-

læum. I anledning af jubilæet er Kees Wevers historie blevet

genfortalt flere gange i de hollandske medier, men på trods

af det trilaterale samarbejde om Vadehavets forvaltning

er festlighederne gået mere eller mindre upåagtet hen

i Danmark. Dette vil jeg i denne artikel forsøge at råde

bod på ved kort at fortælle lidt om Vadehavsforeningens

oprindelse, dens idegrundlag og arbejde, herunder hvilken

betydning foreningen har haft for beskyttelsen af det danske

vadehavsområde.

Kees Wevers – en dreng gør oprør

Torsdag den 10. juni 1965 skriver den hollandske avis De

Telegraf, at den frisiske provinsregering planlægger et stor-

stilet inddigningsprojekt ved øen Ameland. Ifølge avisen

vil provinsen med støtte fra den hollandske stat bygge to

dæmninger, der skal forbinde øen med fastlandet for derved

at forbedre adgangsvejene til øen og skabe en bedre digesik-

kerhed. Projektet, der omtales som projekt Grote Wadden-

plan, betyder, at cirka 14.000 hektar af Vadehavet kan ind-

dæmmes. Heraf skal cirka 5.000 hektar ifølge planen bruges

til nyt landbrugsjord, mens et nyt

”unikt naturområde”

be-

stående af skovarealer skal etableres i resten. Formålet er at

skabe et storstilet rekreationsområde, der kan trække turister

til området, hvorfor der i planerne også indgår overvejelser

vedrørende bedre togforbindelser til baglandet.

Artiklen læses imidlertid med bekymring af den 16-åri-

ge Kees Wevers, der er på besøg hos sin mormor og morfar

i Groeningen. Kees har et par år forinden været med sine

forældre på ferierejse i Alperne, hvor han så voksne mænd

klatre og trekke i bjergene, mens han selv måtte blive på

hotellet på grund af sin beskedne alder. Han drømmer stadig

om at kunne udfordre sig selv i Alperne, men i mellemtiden

er han faldet over en bog, der beretter om muligheden for

lignende oplevelser lige her, hvor hans bedsteforældre bor.

Bogen handler om den specielle vadehavssport,

wadlopen

eller vadevandring, og den beskriver de udfordringer, der

møder den entusiastiske vandringsmand, når han stiler ud

over Vadehavets flade vader med kurs mod én af øerne. Be-

skrivelserne af lange strabadserende vandringer kombineret

med faren for pludselig springflod og havgus, hvor man kun

kan orientere sig ved hjælp af kompas, minder Kees Wevers

om de fascinerende fortællinger fra Alperne, og han beslut-

ter, at det vil han prøve. Han vil være

wadloper

. Nu læser

han så pludseligt, at man vil inddæmme noget af Vadehavet

og dermed ødelægge dets utæmmede karakter. Kees Wevers,

der er medlem af en ungdomsnaturorganisation, kender lidt

til den store hollandske inddæmningsplan,

het Deltaplan,

der blev sat i værk efter de store oversvømmelser i 1953, og

han frygter, at planerne for Ameland kun er ét skridt i en ud-

vikling, der sigter mod at inddige hele det hollandske Vade-

hav. Hvis dette sker, vil hans drømme om at prøve sig selv af

imod naturens kræfter måske aldrig blive til virkelighed, og

131