Sjæklen

netværk af hollandske videnskabsmænd med interesse for

området. Året efter, i 1966 indskærpes den hollandske stat

i forbindelse med det andet europæiske møde om

”Wild-

fowl Conservation”,

at den har et

”internationalt ansvar”

(endnu blot overfor nord- og østeuropa) for at bevare

”Va-

dehavets exceptionelle biologiske værdi … som et yngle- og

rasteområde”,

og i 1971 er vadehavet med på ramsar-

konventionens liste over de fuglemæssigt mest betydnings-

fulde vådområder i verden.

lignende formuleringer gentages og udbygges herefter

på den ene internationale konference efter den anden i takt

med, at en global natur- og miljødiskurs etableres og cemen-

teres i den europæiske offentlighed.

dette får i 1972 den

hollandske stat til at bede iuCn om at lave et udkast til en

trilateral forvaltningsmodel for vadehavet, og i 1974 tager

den yderligere initiativ til oprettelsen af et formelt trilate-

ralt samarbejde på regeringsniveau. På grund af en politisk

fodfejl

afvises dette i første omgang af den tyske regering i

bonn, men forhandlingerne fortsætter i kulisserne, og i 1978

afholdes den første trilaterale regeringskonference omvade-

havet i den hollandske hovedstad den Haag. de tre nationale

ministre enes her om, at

”udveksle informationer”

om om-

rådet, hvilket med vedtagelsen af ”den fælles deklaration”

i 1982 i københavn udvides til en aftale om, at

”koordinere

implementeringen af de naturdirektiver, som Det Europæi-

ske Fællesskab er begyndt at udstede.”

lige siden er va-

dehavet fra den Helder i Holland til Ho bugt i danmark

søgt forvaltet inden for det trilaterale regeringssamarbejde,

og vadehavsforeningen har på linje med grønne ngoer fra

de to andre vadehavslande siddet med som observatør i det

trilaterale regeringssamarbejde i mange år. i dag har de en

rådgivende plads i den trilaterale vadehavsbestyrelse.

Vadehavsforeningens betydning for

den danske vadehavspolitik

i Holland bliver vadehavet forholdsvis hurtigt et nationalt

politisk spørgsmål, hvorimod den offentlige opmærksomhed

er langt mindre i både tyskland og danmark. for at realisere

målet om et samlet vadehav, erkender vadehavsforeningen

og den hollandske verdensnaturfond (WWf-Holland) i mid-

ten af 1970’erne, at det er nødvendigt at bidrage til en mobi-

lisering af de grønne interesser i de to andre vadehavslande.

da WWf, anført af sin populære præsident prins bernhard

af nederlandene, lykkes med at skaffe de finansielle midler,

doneres disse derfor til opbygningen af lokale afdelinger af

WWf i henholdsvis bremen, Husum og esbjerg.

i danmark lægges opgaven i hænderne på biolog svend

tougaard, der i 1968 er blevet ansat ved fiskeri- og søfarts-

museet i esbjerg. tougaard og hans kollega Horst meesen-

burg bliver i 1972 kontaktet af førnævnte jan abrahamse

fra vadehavsforeningen, der ønsker at lave en bog om hele

vadehavet. bogen

”Vadehavet – et dansk-tysk-hollandsk

vadehavsområde”

udkommer i 1976 og bliver på mange

måder en milepæl for det trilaterale samarbejde. bogen, der

præsenteres som

”et forsvar for bevarelsen af et enestående

internationalt naturområde,”

samler al tilgængelig viden

om vadehavet på daværende tidspunkt og præsenterer for

første gang ideen om et transnationalt vadehav for en trila-

teral offentlighed. set i tilbageblik er dens største betydning

dog formentligt, at arbejdet med at lave den samler forskere

fra de tre lande i et arbejdsfællesskab, der bliver begyndel-

Den første fæl-

les Vadehavsbog

udgivet i alle tre

lande i 1976.

137