Sjæklen

og uden besætning, og ved siden af lå Thyborøn-kutteren

GRETHE.

Osvald var straks klar over, hvad der var sket. Besætnin-

gen fra TERJE VIKEN måtte også være tvunget om bord i

en ubåd, hvorefter briterne havde forsøgt at sænke kutteren.

Det var sket ved at slå røret til spulepumpen over, men da

røret var af kobber, havde de samtidig banket det fladt, så

vandet kun kom ind i en tynd stråle.

Senere fik de hele forklaringen. Besætningen på TERJE

VIKEN havde siddet ved middagsbordet, da de klokken

12.15 pludselig fik besøg af et entrehold fra ubåden TE-

TRARCH. TERJE VIKEN skulle have været med til Eng-

land, men da kutteren ikke have petroleum nok til den lange

sejlads, blev den i stedet forsøgt sænket.

TETRARCH var under kommando af orlogskaptajn Ro-

nald George Mills, og nu gik han på jagt efter en anden kut-

ter. Der var nok at tage af, og allerede klokken kl. 12.35 gik

et prisemandskab under kommando af løjtnant John Paton

Fyfe om bord på L 100 IMMANUEL. Skipperen fik ordre

til at sætte kurs mod Leith, og da IMMANUEL kort efter

mødte L 156 JENS HVAS, gav Fyfe skipperen på denne kut-

ter orde til at følge med. Et par dage senere ankom begge

kuttere til England.

TERJE VIKEN blev bragt sikkert i havn af kollegerne

fra GRETHE, men Osvald havde fået nok af ubåde og havde

ikke lyst til at blive på stedet. Han sejlede i stedet ud og hen-

tede IMMANUELs forladte ankergrejer, som stod lidt læn-

gere ude, og tog dem med i havn. Hjemme i Thyborøn blev

de lagt op på kajen, og det vakte stor opsigt. Folk begyndte at

snakke, og bedre blev det ikke, da der kort tid efter skete en

voldsom eksplosion i Thyborøn. Nogle tyske marinesoldater

havde på stranden fundet en bøje, som de tog med hjem og

anbragte foran den gamle skole, hvor de var indkvarteret. De

troede, det var en almindelig bøje, men i virkeligheden var

det en sprængbøje. Den eksploderede og dræbte ni mand.

Så kom tyskerne og hentede Osvald. Han blev bragt til

forhør i Rom syd for Lemvig, hvor tyskerne var gået i gang

med at bygge en stor flyveplads, og her sad han et par dage.

Tyskerne gav ham skylden for ulykken med sprængbøjen og

påstod, at han havde haft den med hjem.

Så blev Osvald vred.

”Sikke noget pjat,”

sagde han.

”Det

var deres egen skyld. De kunne jo bare lade være med at

lege med en sprængbøje.”

Så begyndte tyskerne at snakke om den britiske ubåd.

De vidste, at han havde været om bord, men Osvald forsva-

rede sig og sagde, at han ikke havde kunnet tale med eng-

lænderne. Han forstod slet ikke sproget. Han fandt aldrig ud

af, om tyskerne troede på ham, men til sidst fik han lov at gå.

Fra den dag følte han, at tyskerne forfulgte ham, og selv

havde han ikke meget til over for dem. Som flertallet af dan-

ske fiskere tog han på havet i det omfang, det var nødvendigt

for at forsørge familien og svare enhver sit, men der var in-

gen grund til at fiske mere til tyskerne end højst nødvendigt.

I Osvalds tilfælde varede det så længe, før han tog ud på den

næste rejse, at tyskerne reagerede. De truede med at tage

GADUS fra ham, gøre den til patruljebåd og tvinge ham til

at være skipper. Så måtte han til det igen.

Ubådene TAKU, TRITON og TETRARCH tilhørte alle T-klassen

og lignede hinanden. Her ses TAKU, som angreb en tysk konvoj

og beskadigede torpedobåden MÖWE, mens Osvald så til. Senere

fik ubåden hold i ankergrejet fra GADUS. Foto: HMS St Vincent

Association.