98 / 196
reagerede. Han ville også gerne vide, hvordan danskerne så
på englænderne.
11
Ubåden var HMS TRITON, og chefen var orlogskaptajn
Edward Fowle Pizey. Han var et år yngre end Osvald, og
de to jævnaldrende snakkede sammen i flere timer. Osvald
opfattet Pizey som en flink og fornuftig mand, men havde
afgjort ikke lyst til at bytte. Det havde Pizey heller ikke. Han
forstod slet ikke, at danske fiskere i det hele taget turde fort-
sætte fiskeriet, når så mange farer lurede på dem. I nærheden
af det sted, hvor GADUS blev opbragt, lå der 12-14 spræng-
bøjer, som var koblet sammen med wirer. Dem havde de
begge set, og Pizey syntes, det var frygteligt, at fredelige
fiskere skulle udsættes for den slags
12
.
Så tidligt i krigen så briterne med stor skepsis på dan-
skerne, og da danske kuttere teoretisk var under tysk kon-
trol, blev de betragtet som fjendtlige. Mange blev opbragt
og tvunget til England, hvis de da ikke blev sænket. Danske
fiskere og søfolk blev betragtet som ”aliens”, som frem-
mede, og blev som hovedregel interneret, når de kom til
England.
13
Men Osvald fik særbehandling. Han talte glimrende en-
gelsk med en tillidsvækkende nordengelsk accent, og i løbet
af samtalen indrømmede Pizey, at det efter hans opfattelse
var noget småtteri at opbringe små fiskekuttere. Men det
havde han nu fået ordre til.
Han spurgte, hvem der ejede GADUS. Var det et rederi
eller staten, som ejede kutteren?
Osvald forklarede, at GADUS var hans egen. Han havde
ikke blot sat alle sine sparepenge i kutteren, men havde også
lån i den, og så tilføjede han, at han hjemme i Thyborøn
havde kone og børn. Hvordan skulle det nu gå dem?
Pizey var ikke glad for den rolle, han var blevet tildelt,
og lovede at spørge London, om han måtte lade GADUS
sejle igen.
Da Osvald kom tilbage til torpedorummet, var kokken i
løftet stemning. Han havde ikke kunnet tale et ord med de
britiske ubådsgaster, men de havde givet ham en fin behand-
ling. Hver gang han havde åbnet munden, havde de stuk-
ket et krus whisky i hånden på ham, og det havde gjort sin
virkning.
”Jeg tror ikke, det er tyskere,”
sagde han, og det kunne
Osvald kun give ham medhold i.
Næste morgen kom Pizey med godt nyt. GADUS kunne
få lov at sejle hjem, hvis Osvald og hans folk ville love ikke
at fortælle om ubåden. Osvald afgav et højtideligt løfte, og
23/5 klokken 8.40 dykkede ubåden ud igen.
Det var blevet rigtig kuling, og det tog lidt tid at finde
GADUS, som stadig lå for anker på positionen 57°17’N,
05°10’E. Kutteren trillede en hel del, og da ubåden gik op
på siden af den, fik de engelske marinesoldater ordre til at
springe om bord. De to fiskere på GADUS troede, at kut-
teren skulle sænkes og sprang bagefter.
Så var Osvald på den. I dårligt vejr er det næsten umuligt
at komme om bord på en kutter, som ligger for anker, når der
ingen folk er til at tage imod.
”Hvad gør vi nu,”
spurgte Pizey.
”Vil I prøve at komme
om bord, eller vil I med til England?”
”Jeg vil ikke miste mit skib,”
sagde Osvald og bad Pizey
lave en manøvre, som ikke står i nogen lærebog. Ubåden
skulle sejle langsomt frem foran GADUS og med stævnen
fange forhåndswiren mellem kutteren og ankerbøjen.
”Så vil GADUS på et eller andet tidspunkt klappe på
siden af ubåden, og så må det briste eller bære,”
sagde Os-
vald.
De to sømænd blev enige om, hvordan det skulle gøres.
Osvald gik helt ud i stævnen af ubåden og holdt fast, mens
søerne skyllede ind over dækket. Ubåden listede stille frem,
og det gik, som Osvald havde forudsagt. GADUS blev truk-
ket ind på siden af ubåden, og selvom kutteren fik en hård
medfart og fik lønningen trykket ind i styrbord side, nåede
Osvald at komme om bord.
Så gik han ned og startede motoren, lod ankergrejerne gå
og fik uden problemer sine egne folk om bord igen. Osvald
og hans folk sagde pænt farvel, bjergede ankergrejet og satte
kursen hjemad.
Forfulgt af tyskerne
De var kun nået halvvejs hjem til Thyborøn, da de 50 sømil
vest til nord af Thyborøn igen blev konfronteret med krigen.
Thyborøn-kutteren L 61 TERJE VIKEN lå halv fuld af vand
96