Sjæklen

Han blev forlovet og gift, og sammen med en svoger fik han

bygget en 17 tons kutter i Glyngøre. Den viste sig snart for

lille, når to familier skulle leve af den, og svogeren overtog

derfor skibet alene, mens Osvald i 1938 fik bygget en ny

kutter på 19 tons. Det var L 126 GADUS, der betyder rund-

fisk på latin.

Midt i et søslag

Efter den tyske besættelse varede det et godt stykke tid, før

kutterne atter fik lov at gå på fiskeri, og GADUS kom først

af sted i begyndelsen af maj. Nu var det på nye og vanske-

lige vilkår. Alle kutterne havde fået deres radiosendere ind-

draget, og alle fyr inklusive radiofyr var blevet slukket. Kut-

terne havde kun et kompas og et håndlod at navigere med,

måske støttet af en sekstant, men det gav dog ikke så store

problemer, som man skulle tro. Fiskerne var forbavsende

dygtige til at finde rundt i Nordsøen og udviklede måske en

sjette sans, der fortalte dem, hvor de var.

Den første rejse gik til Lille Fiskerbanke, hvor Osvald

uden besvær fandt frem til en god fiskeplads 58 sømil vest

til syd af Thyborøn. 8/5 om eftermiddagen var GADUS ved

at køre voddet ud, da Osvald og hans besætning fik øje på et

mærkeligt syn nede mod syd. Det lignede klipper, der kom

drivende imod dem, men da ”klipperne” kom nærmere, kun-

ne de se, at det var to store tyske fragtskibe, der var malet li-

gesom klipper. Osvald søgte en logisk forklaring og kom til

det resultat, at skibene var på vej mod Norge og havde fået

den mærkelige camouflagemaling for bedre at kunne skjule

sig mellem fjeldene i de norske fjorde. I virkeligheden var

der tale om den specielle form for camouflagemaling, der

blev kaldt

”Razzle Dazzle”.

Den var blevet opfundet under

1. Verdenskrig og bestod af geometriske mønstre og kon-

trastfarver, der skulle forvirre ubådskaptajner, når de betrag-

tede skibene i periskop.

Da de tyske skibe kom tættere på, kunne fiskerne se, at

transportskibene var ledsaget af to store torpedobåde. Plud-

selig lød der tre eksplosioner, hvorefter en af torpedobådene

begyndte at sejle rundt om GADUS og kaste dybvandsbom-

ber. Den kom tæt på, og det gav nogle grimme stød, hver

gang en bombe eksploderede. Toplanternen faldt ned, og alt

raslede rundt. Det var i det hele taget slet ikke spor rart.

Det var ubåden TAKU med orlogskaptajn Voltelin James

Howard Van der Byl som chef, der havde angrebet konvo-

jen. Han havde ligget i nærheden af GADUS, og klokken

16.15 sigtede han de tyske transportskibe i pejling 175

grader, afstand 7.300 meter. Han anslog dem begge til at

være på cirka 8.000 tons, men i virkeligheden var de væ-

sentligt mindre. Der var tale om fragtskibene PALIME og

PELIKAN på henholdsvis 2.863 BRT og på 3.264 BRT, der

begge var bygget som køleskibe til

Afrikanische Frucht-

Compagnie A.G

PALIME var bygget i 1937 og havde en topfart på 16

knob, mens PELIKAN var bygget i 1935 og havde en top-

fart på 14 knob. Begge var i april 1940 blevet rekvireret af

den tyske flåde og var nu på vej fra Cuxhaven til Stavanger

med materiel til de tyske styrker i Norge.

Klokken 16.36 var afstanden til det forreste skib redu-

ceret til 1.800 meter, og på positionen 56°45’N, 06°12’E

affyrede Van der Byl ti torpedoer. Derefter dykkede han til

30 meter, men under vejs fik ubåden hold i ankergrejet fra

GADUS, og det gik ikke ubemærket hen. Osvald så, at an-

kerbøjen pludselig forsvandt, mens de lå for anker og var

ved at hive voddet hjem.

Holdet medførte, at ubåden mistede sit trim og ramte

bunden i 50 meters dybde, og her besluttede Van der Byl

at blive. TAKU stoppede alle motorer og al maskineri og lå

lydløs lå på bunden i de følgende timer.

Det var ikke transportskibene, som TAKU fik ram på,

men derimod torpedobåden MÖWE, som havde et deplace-

ment på 1.213 tons. Van der Byl var sikker på, at skibet var

blevet sænket, og det skrev han i sin rapport

I virkeligheden lykkedes det dog ikke. MÖWE fik hele

agterstævnen revet af og blev svært beskadiget, men det 87

meter lange skib var delt i 13 vandtætte sektioner og havde

dobbeltbund, og det lykkedes at holde det flydende.

For fiskerne var det en uhyggelig oplevelse. MÖWE var

indhyllet i ild og røg, havet flød med vraggods, og der lå

folk i vandet. De mente at kunne høre fortvivlede råb om

hjælp og besluttede at gå til undsætning, men blev afvist.

Det skulle tyskerne nok selv klare.