Sjæklen

land kun 100 meter fra de tyske vagter ved Halle-restauran-

ten. Ni missionsfiskere lossede det tunge gods, mens Kvist

og lederen af havnekompagniet, Holger Nielsen, dækkede

aktionen med maskinpistoler.

Derefter blev der gjort klar til den næste transport fra Es-

bjerg, og i alt var der skaffet seks kuttere, som ville deltage.

Det hele gik dog i vasken, fordi der så sent i krigen var stor

modstand mod at sende fisk til Tyskland. Den lokale mod-

standsbevægelse, som ikke kendte noget til våbentranspor-

terne, udsendte en advarsel med følgende ordlyd:

”Nu skal

alt, hvad der kan støtte tyskerne i deres videre krigsførelse,

ophøre. Det vil fra dags dato være forbudt kutterne at tage på

fiskeri efter fisk, der ikke er beregnet for hjemmemarkedet.”

Danmarks Frihedsråd gjorde det endnu værre, da det få

dage senere opfordrede Esbjerg-kutterne til at sejle til Eng-

land. Trods forsøg på at redde situationen, var Esbjerg øde-

lagt som modtagehavn, og Kvist og Lonsdale rejste derfor

til Thyborøn, hvor de kunne disponere over tre kuttere.

En af dem tilhørte den 26-årige Børge Winkel, der kun

havde haft sin kutter siden 1943. Den var på 28 ton og hed

L 253 KRISTIAN WINKEL og var opkaldt efter hans far.

Børge Winkel anede ikke, at Hans Kvist var sognepræst

i Sdr. Onsild ved Randers. Han kendte ham kun som

”Jør-

gen”

, men fra starten var de to mænd på bølgelængde.

”Jeg satte stor pris på ham. Vi sad flere gange og snak-

kede til langt ud på natten og fik både øl og snaps, og det

ventede man jo ikke af en præst – i hvert fald ikke den gang.

Han var alle tiders, og vi holdt forbindelsen ved lige efter

krigen,”

sagde Børge Winkel mange år senere.

Kvist og Silkjær mødtes første gang med Børge Winkel

i dennes lejlighed oven over biografen i Thyborøn. De ville

gerne have flere skibe med, og Børge Winkel anbefalede

straks sin svoger, Osvald Olesen. Han var efter Børges op-

fattelse en god dansk mand, og alle kendte hans holdning til

den tyske besættelsesmagt.

Der blev med det samme sendt bud efter Osvald, og han

behøvede ingen overtalelse. Selvom han ikke kendte

”Jør-

gen”,

sagde han ja med det samme, og da de ville have en

tredje mand med, foreslog han sin svoger, Marinus Peder-

sen. Han havde L 231 VINGA, og ham kunne Børge også

sige god for. Det var hos ham, Børge havde haft sin første

hyre. Der blev sendt bud efter Marinus, og her var der heller

ingen vaklen. Også han sagde ja med det samme.

Dermed var alt i orden, og nu skulle de tre fiskeskippere

blot være klar til at tage af sted, når de fik nærmere besked.

De blev tilbudt 10.000 kroner for hver last våben, de sejlede

til Danmark, men sagde alle tre nej tak. De ville kun have

normal betaling for den fisk, de kom ind med, samt eks-

tra forsyning af petroleum, når de fik våbnene om bord. På

grund af rationeringen i Danmark kunne de ikke selv skaffe

petroleum nok til den lange rejse.

Når der skulle rekrutteres nye folk til den farefulde våbensejlads,

henvendte man sig til folk, som man kendte godt, og mange delta-

gere var derfor i familie. Børge Winkel, som ses her, var således

svoger til Osvald Olesen. Foto: Chr. Winkel Olesen.

102