106 / 196
kutteren stadig skulle se ud som en fiskekutter, men ellers
var der lavet meget om. Den var fyldt med luftværnsskyts,
som var camoufleret på forskellig vis, og besætningen be-
stod af engelske marinesoldater.
I lasten havde den 12 tons våben og ammunition, og den
havde også petroleum med. Vejret var så fint, at de to Thy-
borøn-kuttere kunne lægge sig på siden af KVIK og tage
godset om bord. Foruden sin egen part fik KRISTIANWIN-
KEL også det gods, som VINGA skulle have haft, og fik
dermed otte tons i alt. Den noget mindre GADUS nøjedes
med de fire tons, det hele tiden havde været meningen.
24
Omladningen blev overvåget af et engelsk fly, og kutterne
fik også et par containere med våben til eget brug, men åbne-
de dem ikke. De blev stuvet ned i lasten til det øvrige og der-
efter dækket med is og fisk. Mens omladningen stod på, var
Lonsdale om bord på KVIK, hvor han havde en lang samtale
med en engelsk marineofficer med masser af guld på ærmet.
Efter krigen fik fiskerne at vide, at det var Allan Blanner selv,
som holdt konference midt i Nordsøen for at aftale de fremti-
dige retningslinjer for våbenforsyningerne til Danmark.
Det var en god dag. De fik rigtig kaffe, the, tobak og
cigaretter, og de fik også et krus whisky. Det var ægte varer,
og dem havde de ikke smagt i flere år.
Holger Gregersen fik et helt pund kaffe med hjem, som
han forærede sin mor, og 4/5 1945 om aftenen fejrede hun
befrielsen med en kop rigtig kaffe. Det var en stor oplevelse,
som hun aldrig glemte, og som nok kun kunne forstås af
folk, som selv oplevede den tid.
25
Ladningen blev gemt i de agterste rum i lasten, hvorefter
fiskeriet fortsatte nogle dage endnu. Hjemturen var dog ikke
rar. En hel uge igennem var der storm af nordnordøst, og
kutterne måtte ligge i flere dage og vente på kodeordet, som
angav, at der var fri bane.
Hjemme i Thyborøn skulle Kvist holde øje med forhol-
dene. Der blev snakket meget om de to kuttere, men der
skete ikke noget foruroligende. Derfor meldte han alt vel
til Toldstrup, og
”hilsen til Island”
blev udsendt over BBC.
Det betød, at de to kuttere kunne gå i havn. Kvist tog deref-
ter til Ålborg, mens fiskeskipper Harald Iversen, Thyborøn,
påtog sig at følge udviklingen.
Et par dage efter skærpede tyskerne kontrollen. Alle fi-
skekuttere blev nu ransaget grundigt. Alt blev endevendt, og
det ville de to kuttere ikke kunne stå for. Harald Iversen fik
fat i Kvist, som omgående kom til Thyborøn. Han fik via
BBC udsendt den hilsen, som betød, at kutterne skulle gå
til England, men ingen af kutterne hørte den. Harald Iversen
tilbød at sejle ud med sin kutter L 257 MARY IVERSEN og
advare de to andre, men inden han nåede det, kom GADUS
i havn som den første.
Kvist var lamslået, men samlede sig hurtigt og brugte
det eneste middel, han kendte i den situation. Han foldede
sine hænder og bad en bøn.
GADUS lagde til ved den pier, hvor kontrollen foregik,
og Osvald Olesen lagde godt mærke til, at der både var nye
folk og flere, end der plejede at være. Han havde sørget for,
at der lå nogle gode, store pighvar allerøverst, så man straks
fik øje på dem, når lastlugen blev åbnet. Det virkede fint.
”Wunderschöne Fische”
, sagde den tyske officer.
”Hvis du kan lide dem, må du gerne få et par stykker,”
sagde Osvald.
”Det er alt for galt,”
sagde tyskeren.
”Nej, vist er det ej. Dem fanger vi så mange af,”
sagde
Osvald, og gav tyskeren, hvad han kunne bære. De menige
soldater kiggede langt efter pighvarrerne.
”Vil I også have nogle”
spurgte Osvald.
Nej, det var alt for meget, men hvis de måtte få et par
rødspætter, ville de være glade.
”Her gør vi ikke forskel på folk. I skal også have pig-
hvar,”
sagde Osvald, og så fik de også en god portion og var
lykkelige.
Den tyske officer begyndte nu at kigge ned i lasten, hvor
der under fisken lå gemt fire tons sprængstof og ammunition
foruden en del våben og 20 radiosendere.
Han stod og lyste med en lommelygte, og Osvald Olesen
var klar over, at det kunne gå helt galt. Hvis officeren kig-
gede for meget, kunne han ikke undgå at opdage godset.
Især var senderne meget synlige, nogle af dem stak ligefrem
op af isen.
Så besluttede Osvald at spille højt spil.
”Du kan da ikke se noget med den lommelygte,”
sagde
104