Sjæklen

efterhånden som fisken blev bragt i land, begyndte kutterne

at ligge usædvanlig højt med stævnen. Fiskerne håbede, at

ingen lagde mærke til det.

I Glyngøre skulle der stå lastbiler parat, som skulle tage

mod våbnene, men de var blevet beslaglagt af tyskerne. Da

fisken var losset, blev kutterne derfor dirigeret videre til Fær-

ker Vig på Fur, men under vejs var det ved at gå galt. De mød-

te nogle tyske forpostskibe, men heldigvis blev der luftalarm,

hvorefter forpostskibene sejlede ud for at beskyde flyene.

Våbnene skulle losses ved molerværket, som havde et

kæmpelager af brunkul, hvor godset kunne gemmes. Drifts-

lederen og mange af de ansatte var selv med i modstands-

bevægelsen, og de stod klar til at tage imod lasten. Kutterne

lagde til ved en lille bro og kørte godset ind på tipvogne,

hvorefter det med møje og besvær blev begravet i brunkul-

lene. De måtte tage de bare næver i brug, fordi skovlene, de

skulle bruge, var blevet stjålet.

De var netop blevet færdige, da forpostbådene kom til-

bage, og for at få det lange ophold ved molerværket til at se

”naturligt”

ud, sejle Osvald Olesen forsigtigt GADUS på

grund, hvorefter KRISTIAN WINKEL fik en trosse over og

trak skibet fri. Tyskerne tilbød at hjælpe, men tilbuddet blev

høfligt afslået.

Fiskerne var så patriotiske, at de gav modstandsfolkene

på Fur hovedparten af de milde gaver, de havde fået af eng-

lænderne, og furboerne var lykkelige. Lidt kaffe og lidt an-

det godt tog fiskerne dog med hjem, men de turde faktisk

ikke lave rigtig kaffe, før krigen var slut. De var bange for,

at duften kunne afsløre dem.

Da alt var losset, sejlede de til Nykøbing Mors, gik på

værtshus og fik en ordentlig brandert på. Det var reaktio-

nen oven på den megen anspændelse. Dagen efter sejlede de

hjem til Thyborøn, men her kunne de ikke slappe af.

Børge Winkel havde fra starten fortalt sin kone Anna det

hele. De havde to små børn og ventede det tredje, og hver

gang, de hørte støvler på trappen, troede de, at tyskerne kom

for at hente ham.

Tyskerne var klar over, at der foregik et eller andet, og

der gik da heller ikke mange dage, før modstandsbevægel-

sen gav dem besked om at gå til havs øjeblikkeligt. Tyskerne

var på sporet af dem.

Kutterne tog af sted, så hurtigt, de kunne, og Børge

Winkel lå ude i Nordsøen, da han over BBC hørte friheds-

budskabet fra London. Han kravlede op i masten og satte

Dannebrog, og dagen efter ankom KRISTIAN WINKEL til

England.

Det var hårdt at være fiskerhustru under krigen. Når mændene

tog på havet, vidste kvinderne ikke, om de fik dem at se igen, og

våbensmuglingen rejste et nyt problem. Skulle kvinderne have det

at vide eller ej? Børge Winkels hustru Anna, som her ses med sine

to børn, var orienteret fra første færd. Foto: Chr. Winkel Olesen.

106