Sjæklen

Fra badegæster og landliggere til masseturisme

Oversigt over kystturismens udvikling i Sydvestjylland

Af Morten Hahn-Pedersen

Frem til de sidste årtier i 1800-tallet havde den sydvestjy-

ske befolkning både klit, strand og hav nogenlunde for sig

selv. Så begyndte de første fremmede badegæster og landlig-

gere fra hovedstad og købstæder at finde vej til klitbønder,

fiskerlejer og skipperbyer. I starten boede turisterne hos lo-

kale beboere, men snart begyndte egentlige badehoteller at

opstå, og særligt velstillede landliggere opførte egne huse

specielt til brug i familiens ferietid. I løbet af 1900-tallet

bredte sommerhusene sig længere ud langs kysterne, og sine

steder opstod der egentlige sommerhuskolonier. Også cam-

pingpladser stødte til blandt de ferietilbud, der ikke mindst

i århundredets anden halvdel forvandlede mange af kystens

små samfund til centre for en ny turismeindustri. Men træ-

erne voksede ikke ind i himlen, og i årene omkring år 2000

satte nye udfordringer kystturismen i Danmark under pres.

Indledning

I 2014 rundede Fiskeri- og Søfartsmuseet gæst nummer syv

million siden åbningen i 1968. Omregnet i årlige besøgende

gav det et gennemsnit på godt 150.000 gæster pr. år. I en by

af Esbjergs størrelse ville et sådant besøgstal næppe kunne

realiseres uden en betydelig mængde turister i oplandet. Og

turister, det var der, mange endda. Det kunne man overbevi-

se sig om ved en biltur omkring Varde en hvilken som helst

sommerlørdag, når der var skiftedag i de store sommerhus-

områder ved Blåvand, Vejers og Henne. Af samme årsag

gav sommerlørdage også tæt trafik såvel længere nordpå

ved Holmslands Klit og Søndervig som ved Fanø-færgen og

dæmningen til Rømø. Også andre egne af Danmark havde

store koncentrationer af sommerhuse. Det var f.eks. tilfæl-

det i Nord- og Vestsjælland, på Falster, Djursland og i Vend-

syssel, men frekvensen af udlejningsuger i sommerhusene

var suverænt størst i Vest- og Sydvestjylland

Sammen med campingpladser, feriecentre og badehotel-

ler var udlejningshusene omdrejningspunkt for en massetu-

risme, som talrige sydvestjyske aktører – og herunder altså

også Fiskeri- og Søfartsmuseet – nød godt af. Den fælles

betegnelse for denne type virksomhed var kystturisme. På

baggrund af eksempler hentet fra det sydvestjyske område

behandles i nærværende artikel kystturismens udvikling fra

starten i 1800-tallet og frem til 2010’erne. Undersøgelsens

primære formål har været at belyse, hvilke faktorer der i

udgangspunktet katalyserede opkomsten af turisme langs

kysterne, hvilke lovgivningsmæssige rammer der bar ud-

viklingen videre, hvilke markeder der åbnede sig, og hvilke

udfordringer kystturismen i 2010’erne stod over for.

Baggrunden for kystturismen

Endnu i 1800-tallet var ferie – forstået som en række sam-

menhængende rekreative fridage – et ukendt begreb for stør-

steparten af befolkningen. Selve betegnelsen ferie kommer

af latinsk feriae, som oprindeligt blot betød helligdage, hvor

der ikke blev arbejdet, men bedt til guderne

. For det arbej-

dende folk var sådanne dage den eneste ferie, man havde.

Det krævede økonomi at holde ferie i vor tids forstand, og

derfor var den form for frihed forbeholdt kongelige, adel og

det højere borgerskab, som havde råd til at rejse eller holde

slotte, landstæder eller palæer i drift uden for byerne.

I løbet af 1800-tallet skete der imidlertid en række ting,

som satte gang i udviklingen af det, der i dag kendes som

111