Sjæklen

105 / 196

Våben til Thyborøn
Det var Kvist, som kom med ordren. Kutterne skulle tage is,
proviant og petroleum om bord og så i øvrigt vente på sig-
nal til afgang. Kutterne fra Thyborøn skulle møde KVIK på
Bolles Banke, som lå cirka 65 sømil øst af Humber fyrskib
eller næsten 300 sømil fra Thyborøn.
Positionen skulle fiskerne lære udenad, og det samme
gjaldt de hilsner, de skulle lytte efter i BBC’s danske ud-
sendelser. ”Hilsen til Argentina” betød, at KVIK lå på
mødestedet og ventede på kutterne. ”Hilsen til Island” be-
tød, at der var klar bane hjemme, og at de kunne gå til Thy-
borøn med deres last, mens “Hilsen til Spanien” betød, at
de var afsløret hjemme og skulle gå til England.
Kutterne blev hurtigt gjort klar, hvorefter fiskerne måtte
væbne sig med tålmodighed. Børge Winkels bror, der hed
Jens Røn Winkel, var bedstemand om bord og havde også
part i skibet. Han var den eneste, som blev indviet i formålet
med den forestående rejse, og han gav sin fulde tilslutning.
De to yngste om bord fik derimod ikke noget at vide, men
var fyr og flamme, da planerne endelig blev afsløret. Det var
Evald Henriksen, der senere blev fiskeskipper i Lemvig, og
kokkedrengen, som hed Lars Krogh og var fra Lyngby i Thy.
Han skulle ud på sin første rejse på Nordsøen.
Foruden Osvald Olesen bestod besætningen på GA-
DUS af fætteren Anders Peder Olesen fra Langerhuse, der
var bedstemand. Desuden af Holger Gregersen, Thyborøn,
som den gang var 18 år, og som senere blev fiskeskipper og
medlem af kommunalbestyrelsen i Thyborøn, samt en kok-
kedreng fra Thorsminde, der hed Villy.
Da kutterne gjorde klar til fiskeri, var der mange, som så
skævt til dem og stak til dem. ”Skal I nu ud og fange fisk til
tyskerne?” De kunne ikke svare igen, men måtte bide det i
sig og lade som ingenting.
Pludselig en aften bankede en mand på BørgeWinkels dør.
Det var Lonsdale, der præsenterede sig som ”Oscar Dahl”.
Han sagde, han kom fra ”Jørgen”, og at de skulle af sted.
Børge Winkel havde aldrig set ham før, men stolede på ham
og bad ham komme igen et par timer senere. Børge Winkel og
hans kone Anna havde denne aften besøg af en flok unge men-
nesker, som helst ikke skulle se den mystiske gæst.22
Da Lonsdale kom tilbage, sagde han, at han selv skulle
med ud, fordi han skulle tale med en mand om bord på den
engelske forsyningskutter. Børge Winkel fulgte ham ned om
bord på KRISTIAN WINKEL, hvor han måtte gemme sig i
kabelrummet, indtil de skulle af sted.
For Marinus blev det en bedrøvelig dag. Han havde ikke
fortalt sine folk, hvad de skulle ud på, og bedstemanden vil-
le ikke med. Han var bange for, at det skulle gå ud over hans
familie, hvis noget gik galt, og derfor måtte VINGA blive
hjemme. Det var en stor sorg for Marinus, som dog kunne
trøste sig med, at hans besætning aldrig røbede sejladsen.
Det varede to dage, før kutterne kom af sted, og Lons-
dale måtte tilbringe ventetiden i det snævre kabelrum agten
for maskinrummet. Her kedede han sig bravt, men meget
værre var det for kvinderne, som skulle blive hjemme og
ikke altid vidste, hvad mændene var i gang med.
Anders Peder Olesen havde således ikke fortalt sin kone
Stinne om våbentransporten, men hun var klar over, at noget
var i gære og var ved at gå ud af sit gode skind. Hun anede
ikke, om hun nogen sinde fik sin mand at se igen, fortæller
sønnen, Flemming Olesen.
Endelig kom kutterne af sted, og de første dage fiskede
GADUS og KRISTIANWINKEL helt normalt, så de havde
fisk til at dække våbenladningen med. ”Oscar Dahl” viste
sig at være en hyggelig fyr, der kom godt ud af det med
Børge Winkels besætning. Efter nogle dage sagde Evald
Henriksen, at han var sikker på, at han havde set ham på Ly-
netten i København, da han var indkaldt som marinesoldat.
Det ville ”Oscar Dahl” ikke svare på, og først efter krigen
lærte de hans rigtige navn at kende.23
Efter nogle dages forløb udsendte BBC en ”hilsen til Ar-
gentina”, hvorefter de to kuttere satte kurs mod mødestedet.
De to skippere kunne sagtens selv finde den aftalte position,
men blev flere gange dagligt overfløjet af engelske fly, som
ledte dem på vej. De kom tæt ned over kutterne og vippede
med vingerne, hvorefter de fløj i retning mod forsynings-
skibet. Fiskerne syntes, det var hyggeligt.
Da de nåede frem til KVIK, hilste Børge Winkel og Os-
vald Olesen hjerteligt på Thomas Christensen, som de begge
kendte i forvejen. På dækket lå der et par ruller tovværk, så
103