Sjæklen

men Kristian Thomsens erfaring fra sine oplevelser i Syd-

havet og fra hans kontakt med de norske hvalfangere var, at

granaterne kun formåede at slå hvalen bevidstløs. Hvalerne

døde, mente hvalfangerne, hverken ved harpunering eller

ved forblødning. Den egentlige aflivning foregik ifølge dem

ved, at den bevidstløse hval med en lang ”kanyle” forbundet

med en kompressor pumpedes op med luft, hvorved dyret

vendte sig med bugen i vejret og efter et stykke tid druknede.

Som en hvalfanger udtrykte det overfor Kristian Thomsen:

Hvis hvalerne kunne skrige højt i forhold til deres størrelse,

så ville der aldrig blive skudt en hval

. Underforstået at den

slags aflivning næppe ville være blevet tolereret i 1960’er-

nes Skandinavien, hvis den ikke havde fundet sted så langt

væk fra Europa og ude af offentlighedens søgelys. Som en

påmindelse om, hvilke kræfter en såret hval besidder, så

Kristian Thomsen på et tidspunkt en hvalbåd med en kraftig

bule i skibssiden og et bøjet gelænder langs rælingen. Det

var, fortalte besætningen, resultatet af en hval, som var våg-

net op efter at være blevet hevet ind til skibssiden, hvorefter

den havde givet skibssiden en hilsen med et slag af halen.

Oppumpningen af den nedlagte hval ved hjælp af tryk-

luft tjente til at holde hvalen flydende, og når hullet i hva-

len var lukket af, satte hvalbåden afslutningsvis en bøje ved

dyret, hvorefter der via radioen blev givet melding til bø-

jebåden om, at endnu en hval var klar til at blive afhentet

og slæbt hen til THORSHØVDI. Ved bøjen blev der mon-

teret en sender, så bøjebåden hurtigt kunne finde frem til

det døde dyr i havoverfladen, og efter endt jagt gik hval-

båden på udkig efter den næste hval. Bøjebådenes eneste

opgave var at indsamle de aflivede hvaler og transportere

dem til THORSHØVDI, hvor de én ad gangen blev taget

om bord til slagtning og forarbejdning. Synet af en bøjebåd

med op til 10 store bugvendte hvaler på slæb gjorde indtryk

på Kristian Thomsen, men efterhånden blev det hverdag på

samme måde som den rutinemæssige håndtering af hvalerne

på dækket. Når bøjebåden havde afleveret sine hvaler til for-

tøjning ved THORSHØVDI, skete det af og til, at spækhug-

gere fik færten af frisk kød og begyndte at tage for sig af

retterne. Hvaltunge er en lækkerbisken for spækhuggere, og

de kunne svømme ind og kappe tungen over og stikke af

med den. Når der så var rigtig mange spækhuggere, fortæl-

ler Kristian Thomsen, kunne man af overstyrmanden blive

bedt om at hente hans riffel, og så stod han oppe på agter-

dækket og skød efter spækhuggerne for at jage dem væk.

Slagtning på samlebånd

I løbet af de 115 dage, som hvalfangstsæsonen varede, nåede

THORSHØVDIs hvalbåde at nedlægge i alt 1.851 hvaler,

fordelt på 1.292 sejhvaler, 231 finhvaler og 328 kaskelothva-

ler.

Med andre ord forarbejdede fabriksskibet i gennemsnit

ca. 16 hvaler i døgnet syv dage om ugen gennem hele sæ-

sonen. Der var folk i gang med opskæring af hval og forar-

bejdning både på daghold og nathold, og på de gode dage

blev langt flere dyr kørt gennem produktionen. Det er ikke

underligt, at Kristian Thomsen oplevede håndteringen af den

enkelte hval som en hurtig, effektiv og rutinepræget slagt-

ning, hvor hver mand kendte sin opgave til fingerspidserne.

Skytten er klar ved harpunkanonen til at lade skuddet gå mod

hvalen. Foto: Knud Jensen, Fiskeri- og Søfartsmuseets arkiv, neg.

nr. 6196-2.