Sjæklen

Hver af de seks hvalbåde og de to bøjebåde havde en

besætning på cirka 25 mand, og med selve THORSHØVDIs

mandskab på omkring 320 nåede den samlede besætning

op på mere end 500 mand. Der var i bogstavelig forstand

tale om et mandskab, idet der ikke var kvinder om bord

overhovedet. Til gengæld var rollefordelingen klar, og hver

gruppe af mænd havde deres veldefinerede opgaver. Ud over

de normale skibsfunktioner for navigatører, dæksfolk, ma-

skinfolk og messefolk var en række funktioner knyttet til de

forskellige faser i fangst og forarbejdning af hvalerne. På

hver hvalbåd var der en skytte, som i kraft af sine evner med

en harpunkanon udførte selve fangsten af hvaler, og på selve

THORSHØVDI var dæksmandskabet delt ind i ”flænsere”,

”skærere” og ”lemmere” foruden arbejdsfolk, som slæbte de

parterede hvaldele bort. Under dæk sørgede en stor gruppe

maskinarbejdere og teknikere for, at selve produktionen af

olie, kødekstrakt og benmel forløb, som den skulle.

Som messe- og lukafdreng boede Kristian Thomsen un-

der hele rejsen i et lille fire-mands lukaf sammen med tre

andre danskere. Pladsen var begrænset, og størstedelen af

både arbejdstid og fritid foregik rundt omkring på skibet.

Hans arbejde bestod først og fremmest i at servicere ski-

bets 17 kokke, der holdt til i den centrale kabys, hvorfra de

mange messer for henholdsvis flænsere, skærere, officerer,

matroser osv. blev betjent. Kokkenes kahytter, som lå oven-

over kabyssen, skulle gøres rent, ligesom den mellemgang,

der forbandt kahytterne. Gangen var altid sølet til i blod

fra hvalerne, husker Kristian Thomsen, og arbejdet med at

holde området rent var næsten umuligt. Men properhed og

orden var i højsædet om bord på det norske skib, og de unge

danskere skulle holde rent i messerne og orden på service

og udstyr, så man undgik svind og unødige udgifter for re-

deriet. Maden var ikke helt som hjemme i Nordjylland, men

Kristian Thomsen lærte at sætte stor pris på hvalbøf, navnlig

fra halestykket på finhvalen, som var fantastisk velsmagen-

de. Mindre begejstret var han for andre af de norske retter

så som ludfisk, stuvet kålrabi og fårekød tilberedt på mange

måder, men i hovedsagen var der god forplejning om bord.

Medens spiritus var bandlyst, var cigaretter allestedsnærvæ-

rende og fungerede nærmest som en slags valuta om bord,

idet der ikke var mulighed for at bruge rede penge. Indkøb

af shampoo, tandpasta og lignende foregik én gang om ugen

i ”shoppen”, og betalingen blev fratrukket den endelige

afregning. Men når der på anden vis blev handlet mellem

folkene om bord, foregik prissætningen i form af et antal

pakker smøger, og når det gjaldt kortspil, bestod puljen af

en bunke cigaretter midt på bordet.

Fabriksskibet virkede i det hele taget på danskerne som

en hel lille velfungerende verden med helt specielle om-

gangsformer. Men man risikerede ikke at glemme, hvad for-

målet med togtet var, og fra begyndelsen af fangstsæsonen

var der, når de unge danskere i fritiden bevægede sig rundt

på skibet, en ulidelig stank af hval over det hele. Man væn-

nede sig dog efterhånden til den skarpe lugt, fortæller Kri-

stian Thomsen, og til sidst ænsede man den nærmest ikke.

Danskerne kom under deres arbejde kun indirekte i kontakt

med de døde hvaler, men det var spændende at følge de pro-

fessionelle hvalfangeres arbejde, og Kristian Thomsen su-

gede til sig af indtryk fra de mange forskellige facetter af

den verden, han befandt sig i.

De store hvaler

Fra begyndelsen af det 20. århundredes moderne hvalfangst

ved Antarktis var blåhvalen det mest eftertragtede bytte for

hvalfangerskibene. Med de muligheder, som brugen af har-

punkanon gav hvalfangerne, blev der for alvor åbnet for jag-

ten på verdens største dyreart, som i kraft af sin enorme stør-

relse repræsenterede en stor værdi for hvalfangstselskaberne.

Til og med 1930’erne foregik fangsten uden international

regulering, men efterhånden stod det klart, at bestanden af

såvel blåhval som af de øvrige store hvaler var under pres,

og efter 2. Verdenskrig enedes landene i hvalfangstkommis-

sionen om en årlig fangstkvote på 16.000 såkaldte ”blåhval-

enheder” (

Blue Whale Units

). Den lidt besynderlige enhed

var udtryk for en sammenligning mellem de gængse hvalar-

ter baseret på deres indhold af olie, og en BWU kunne i

fangstreguleringens sprogbrug svare til én fanget blåhval, to

finhvaler eller seks sejhvaler.

Forsøget på at skåne blåhvalbestanden havde dog

nærmest ingen virkning, og først i 1964, da den estimerede