Sjæklen

Farvel til Sydhavet

Den antarktiske hvalfangstsæson varede knap fire hektiske

måneder, og på intet tidspunkt i det tidsrum var THORS-

HØVDI i havn. Højst lagde skibet sig i læ ved en af de små

øer i det sydlige ocean, og Kristian Thomsen og de øvrige

besætningsmedlemmer havde stort set ingen kontakt til om-

verdenen i den tid, de var om bord. Eneste undtagelser var

to tilfælde, hvor der opstod mulighed for at få brev hjem-

mefra, fordi et par nødsituationer krævede, at én af hvalbå-

dene måtte ind til land for at hente reservedele. Det skete

i Cape Town i Sydafrika og i Montevideo i Uruguay. Ved

disse lejligheder kunne man så sende brev med til familien

derhjemme, fortæller Kristian Thomsen, og familien fik et

telegram om, at dersom de skyndte sig at skrive, så kunne

breve nå at komme med ud, når hvalbåden skulle tilbage til

THORSHØVDI igen.

Heller ikke sygdom eller talrige arbejdsulykker på dæk-

ket og i kogeriet gav anledning til at afbryde fangstrejsen.

Om bord på hvalkogeren havde man en dansk læge, som

gennem mange år havde fungeret som hospitalslæge for

hvalfangerne. Han kunne, fortæller Kristian Thomsen, ord-

ne det meste, fra knuste fingre og brækkede lemmer til de

vanskeligere tilfælde, som da en dæksarbejders kæbe blev

ødelagt af en kaskelottand, der ramte ham efter at være he-

vet fri af hvalkæben.

Det var således en godt brugt besætning, som i april 1965

satte kursen mod nord for at sejle hjem til Norge og Sande-

fjord. På hjemturen, som tog et par uger, var forplejningen

endda ekstra dårlig. Normalt plejede skibet på hjemrejsen

at gå ind og få ny proviant ombord i enten Sydamerika eller

Sydafrika. Det ville kaptajnen dog ikke, fortæller Kristian

Thomsen, for han var nervøs for ikke at få hele besætningen

Fra kogeriet på THORSHØVDI. Under dæk var skibet udstyret med 40 koger-/presseanlæg. Foto: M/S Museet for Søfart.