Sjæklen

med hjem. Menuen stod derfor i de sidste par uger på skif-

tevis hvalbøf og fårekød, som blev tilberedt på forskellige

måder. Og kartoflerne var ved at være fordærvede, så det

var for alvor en festdag for folkene om bord, da skibet an-

løb hjemhavnen i maj måned. Inde fra byen kom familie og

venner sejlende ud i små både og tog imod skibet, og hele

Sandefjord deltog i festlighederne ved hvalfangernes hjem-

komst. Kristian Thomsens karriere som ”messe- og lugar-

gut” var forbi for denne gang, og de unge danskere vendte

hjem med en oplevelse, som de færreste havde haft, og som

man i fremtiden ikke længere ville kunne få.

Tilbage i Danmark valgte Kristian Thomsen, blandt an-

det inspireret af tømrerne på THORSHØVDI, at gå i lære

som skibstømrer på Ørskov Christensens Stålskibsværft i

Frederikshavn. Noget af det gode ved tømrernes værksted

om bord på hvalkogeren var, som han siger, at det duftede

mere af træspåner end af død hval. Efter mange år inden for

træskibsfaget skiftede han værktøjet ud med en uddannelse

som pædagog, og med en ballast fra både søfart, hvalfangst

og træskibsværfter og med en aktiv karriere som musiker,

fandt han sig godt til rette i et arbejdsliv sammen med børn

og unge mennesker.

Efter hvalfangsten

Med de tre norske hvalekspeditioners hjemkomst i 1965

nærmede man sig afslutningen på den kommercielle norske

hvalfangst i Sydhavet. For THORSHØVDIs vedkommende

skulle det vise sig at blive den sidste sæson, idet skibet i

1966 blev solgt og bygget om til boreskib for offshore olie-

industrien, hvor den fungerede op gennem 1970’erne. Da

Kristian Thomsen fra rederiet Thor Dahl fik tilbud om en ny

hyre gældende for sæsonen 1965/66, var det med en anden

hvalkoger, M/S THORSHAVET. Han takkede dog pænt nej

til tilbuddet, og den sidste ekspedition med norske skibe på

hvalfangst i Sydhavet var netop THORSHAVETs togt i sæ-

sonen 1966/67. Den samlede fangstkvote var på dette tids-

punkt nede på 3.500 BWU, hvilket kan sammenlignes med

situationen blot fem år tidligere, hvor kvoten havde været på

15.000 BWU. Hverken hvalbestandene eller redernes øko-

nomi kunne længere bære omkostningerne ved en fortsat

kommerciel udnyttelse af de faldende bestande. Russiske

og japanske hvalekspeditioner fortsatte deres aktiviteter op

gennem 1970’erne, men med kvoter og fangstkapacitet som

kun udgjorde en brøkdel af omfanget før 1962.

En statistik

publiceret i 2013 viste, at hvalkød frem til begyndelsen af

1960’erne repræsenterede mere end 25 % af kødforbruget i

Japan, men at dette tal faldt drastisk i løbet af 1960’erne og

70’erne, således at det fra midten af 1980’erne ikke længere

var sporbart i statistikken.

Demontering af THORSHØVDIs kogeriudstyr og ked-

ler fandt sted i løbet af sommeren og efteråret 1966, og i no-

vember blev skibet slæbt ud af Sandefjordsfjorden for sidste

gang. På sine i alt 17 sæsoner i Sydhavet nåede skibet at pro-

ducere knap 1,7 millioner såkaldte ”fat” hvalolie, idet fat be-

tegner den enhed, som oliemængden beregnes i.

Omregnet

til hvaler på grundlag af udbyttet fra fangsten i 1964/65 sva-

rer denne mængde til i størrelsesordenen 50.000 individer

fordelt på blåhval, finhval, sejhval og kaskelot. Med andre

ord forarbejdede skibet i gennemsnit mellem 2500 og 3000

hvaler pr. sæson, hvilket stemmer overens med, at de 1.851

hvaler - hvoraf ¾ var sejhvaler – som blev fanget under Kri-

stian Thomsens togt, var udtryk for, at det ikke længere var

rentabelt at drive hvalfangsten.

I alt viser statistikken over den antarktiske hvalfangst i

det 20. århundrede, at hvalfangernationerne fra omkring 1.

Verdenskrig og frem til 1968 fangede i alt 331.000 blåhva-

ler, 692.000 finhvaler og 149.000 kaskelothvaler. Dertil kom

blandt andet pukkelhvaler og sejhvaler, hvilket bragte det to-

tale antal registrerede fangstdyr i perioden 1904-1978 op på

1.393.254 hvaler.

Alene de fangede blåhvaler, som typisk

havde en længde på 28-30 meter, ville kunne nå fra Køben-

havn til Cape Town, hvis man forestiller sig, at de blev lagt

på en række efter hinanden. På blot et enkelt år i 1930’erne

nåede fangsten af blåhvaler op på 29.400 individer, hvilket

kan sættes i relation til situationen i 1960’erne, hvor IWC

anslog den samlede bestand af blåhvaler i Sydhavet til at

være under 1.000 individer, og hvor blandt andet THORS-

HØVDI ikke længere havde tilladelse til at fange dem.

Set i tilbageblik er det for Kristian Thomsen såvel som for

danskere i almindelighed en markant udvikling, som har fun-