Sjæklen

veret i enkeltdele. Ved hjælp af maskinsave, spil og kroge

blev hvalen delt i håndterlige stykker, som et par mænd

kunne slæbe hen og lade falde ned i de forskellige huller,

som ledte ned i produktionen. For en udenforstående, for-

tæller Kristian Thomsen, var slagtedækket et uoverskueligt

kaos af blod, kød, knogler og dampende indvolde. De ar-

bejdende dæksfolks støvler havde tre pigge under hver hæl,

for at mændene kunne stå fast i det fedtede underlag, og ude

langs siderne lå bunker af krebsdyr og andet maveindhold

fra de døde hvaler. Også ufødte fostre blev taget fra, idet

disse traditionelt og i overensstemmelse med hvalfangernes

gamle overtro aldrig blev forarbejdet, men tværtimod kastet

tilbage i havet igen.

Tidligere benyttedes kun hvalernes spæk og barder samt

for kaskelothvalens vedkommende spermacetolien, tænderne

og den sjældne ambra, men de moderne hvalkogerier bygget

efter 2. Verdenskrig var indrettet til produktion af ingredi-

enser til fødevareindustrien, som også udnyttede kadaverets

øvrige dele. Hvalolien, som tidligere anvendtes til belysning

og smøring, blev i 1950’erne og 60’erne i vid udstrækning

afsat til margarineindustrien, og de enorme mængder af

knogler og kød blev på de norske hvalkogerier forarbejdet til

kød- og benmel og til kødekstrakt, eller ”bouillonterninger”,

som Kristian Thomsen kaldte det. Barder og tænder blev i

nogen udstrækning taget fra til brug, men sammenlignet med

tidligere, hvor barderne var blandt de mest værdifulde råstof-

fer fra hvalfangsten, satte man i den moderne hvalfangst ikke

længere nogen særlig pris på disse.

Udnyttelsen af hvalerne var anderledes i den japanske

hvalindustri, som i midten af 1960’erne havde hele otte

komplette fangstekspeditioner i drift ved Antarktis. I efter-

krigsårenes mangel på korn og andre fødevarer havde ja-

panerne været særdeles aktive for at komme til Antarktis

og udnytte hvalerne til at forsyne efterspørgslen på kød

derhjemme, og japanernes vægt på udnyttelse af hvalkødet

direkte til menneskelig konsum gjorde, at deres ekspeditio-

ner var indrettet med betydelig køle- og frysekapacitet til

det parterede hvalkød.

På THORSHØVDI anvendtes det fineste kød til kødeks-

trakt, og de mange hvaler resulterede i sæsonen 1964/65 i

alt i 574 tons ekstrakt, medens den resterende del af kødet

sammen med knoglerne anvendtes til 2.310 tons kød- og

benmel.

Man forsøgte i det hele taget at optimere den øko-

nomiske udnyttelse af fangsterne, og indvoldene var stort

set de eneste hvaldele, som blev kasseret.

Af Kristian Thomsens afregning fremgår det, at de 1.851

fangede hvaler på THORSHØVDIs fangstsæson 1964/65

udgjorde 330,5 BWU, idet olien fra finhval og sejhval be-

regnedes for sig, og kaskelothvalernes spermacetolie for

sig. Syv dyr blev registreret som ”tabt”, enten fordi bøjebå-

dene ikke kunne finde dem, eller fordi spækhuggere havde

taget for sig af en død hval inden bøjebåden nåede frem.

Tilsvarende blev syv moderdyr kasseret om bord på selve

hvalkogeriets dæk, fordi den ombordværende kontrollør

fra den norske stat konstaterede, at der var mælk i dyrets

mælkekirtler. Dette var tegn på, at der var tale om et moder-

dyr med kalv, og fangst af sådanne var ulovligt ifølge hval-

fangstkommissionen. THORSHØVDIs fangstmængde målt

i blåhvalenheder, BWU, svarede til lidt under 5% af denne

sæsons totale fangst fra de tre tilbageværende aktive hval-

fangstnationer i Sydhavet, Norge, Japan og Sovjetunionen.

Slagtedækket var et kaos af blod, kød, knogler og dampende

indvolde. Dæksfolkenes støvler havde tre pigge under hver hæl,

for at mændene kunne stå fast i det fedtede underlag. Privatfoto,

Kristian Thomsen.