Sjæklen

bestand var nede på under 1.000 individer, enedes hvalfan-

gernationerne om en egentlig fredning. Fangstkvoten blev

dog fortsat udtrykt i blåhvalenheder, og i fangstsæsonen

1964/65 fastsattes den til 8.000 BWU, men som Kristian

Thomsen erfarede på sit togt med THORSHØVDI, så be-

stod fangsterne udelukkende af finhval, sejhval og kaskelot.

Disse kunne til gengæld også nå en betragtelig størrelse, og

Kristian oplevede en nat at blive purret af sine kolleger for at

komme op på dækket for at se det hidtil største dyr, som var

fanget under togtet: En finhval på 84 fod, svarende til knap

27 meter. På trods af nedgangen i alle hvalbestandene i Syd-

havet fortsatte hvalfangerne altså med at kunne lokalisere de

tilbageværende store dyr, og Kristian Thomsen oplevede på

nærmeste hold den særegne fascination og status, som var

forbundet med succesrig fangst af hval.

Jagt og aflivning

Om bord på hver af de seks hvalbåde regerede skytterne.

Man var, fortæller Kristian Thomsen, som ung nybegyn-

der ikke i tvivl om, at skytterne havde den højeste status på

hele hvalfangstekspeditionen. Skytternes evne til at få ram

på hvalerne var basis for hele ekspeditionens indtjening, og

der blev løbende fulgt med i, hvem af dem, der var aller-

dygtigst. Selv på Kristian Thomsens endelige afregning for

hele rejsen med THORSHØVDI stod nøje opført de seks

hvalbådes fangst af hval benævnt ud fra de respektive navn-

givne skytter om bord. Enhver kunne således på afregningen

ved selvsyn konstatere, at skytten Per Stokke om bord på

hvalbåden THORARINN var den mest succesrige på hele

ekspeditionen.

Når udkiggen på hvalbåden fik øje på en blåst ude over

havet, gik meldingen øjeblikkeligt ned til skytten, som tog

bestik af afstanden for derefter at løbe hen over gangbroen

fra styrehuset direkte til den ladte harpunkanon i forstæv-

nen. Siden 2. Verdenskrig havde hvalbådene taget et nyt

redskab i brug, ASDIC,

som egentlig var udviklet under

krigen til lokalisering af u-både, men som også egnede sig

til hvalfangsten. ASDIC kunne ikke alene lokalisere hvaler i

det dybe vand, lydbølgerne påvirkede også de store dyrs hø-

relse og skræmte dem til at bevæge sig op i havoverfladen,

hvorved de blev synlige fra hvalbåden og for skytten.

På

de seks hvalbåde var der således et tæt samarbejde mellem

ASDIC-operatøren, udkiggen og skytten, og når hvalen var

inden for skudhold, lod skytten skuddet gå, og harpunen

med granathovedet for afsted mod sit mål.

Når harpunen ramte hvalen, eksploderede granaten og

spredte modhagerne ud, hvorved den sårede hval blev for-

ankret til harpunlinen. Linen var fastgjort til nogle kraftige

fjedre i bunden af hvalbåden, så fartøjet kunne give efter for

eventuelle ryk fra den anskudte hval. Når en hval på denne

måde var fanget ind, fortæller Kristian Thomsen, gik selve

aflivningen i gang. Den foregik i princippet ved, at der blev

sendt flere granater afsted mod hvalen, men om dette rent

faktisk var i stand til at slå dyret ihjel, er et omdiskuteret

spørgsmål. I faglitteraturen omtales harpunering ved hjælp

af harpunkanon og granater som selve aflivningsmetoden,

Kristian Thomsen (tv.) og en kammerat, John, poserer med flæn-

seknive foran en død finhval på flænsedækket af THORSHØVDI.

Privatfoto, Kristian Thomsen.