Sjæklen

blandt andet Rømø deltog i 1600- og 1700-tallets hvalfangst

fra Hamborg og Nederlandene. Op gennem 1800-tallet var

britiske og ikke mindst nordamerikanske hvalfangere domi-

nerende på verdenshavene og på verdensmarkedet. Hvalolie

udvundet fra dyrenes spæklag var eftertragtet til mange

formål, blandt andet belysning og smøring, og barderne an-

vendtes til en række produkter, fra korsetter og parasoller til

fiskestænger og møbelfremstilling.

Oceangående hvalfangerskibe fangede de store rethva-

ler og kaskelothvaler ved hjælp af harpunering fra mindre

både udsat fra hvalfangerskibet, og fangst til havs var for-

bundet med betydelig risiko for besætningen, når jagten på

en skudt hval gik løs hen over vandet. Norsk hvalfangst var i

1800-tallet koncentreret til de arktiske farvande ud for Finn-

marken, men sidst i århundredet skete en udvikling, som

førte til en markant ændring i nordmændenes rolle i den

globale hvalfangst. I 1860’erne udviklede den norske hval-

entreprenør Svend Foyn en harpunkanon med en spræng-

ladning i harpunhovedet. Harpunkanonen kunne affyres fra

stævnen af et skib med tilstrækkelig kraft til, at en ramt hval

kunne fastholdes og bjærges ind til skibet uden brug af de

små hvalfangerbåde til at sejle efter den ramte hval. Foyns

opfindelse førte til en kraftig vækst i norsk hvalfangst, og

mod slutningen af 1800-tallet var bestanden af hvaler i far-

vandene ud for Norge så hårdt udnyttet, at der indførtes for-

bud mod hvalfangst ud for Finnmarken, og nordmændene

begyndte at se sig om efter nye fangstområder. Fokus blev

nu rettet mod især det sydlige Atlanterhav og de øvrige far-

vande ved Antarktis, til sammen kaldet Sydhavet, hvor Jor-

dens største forekomster af store hvaler fandtes. Fra 1904

drev nordmændene landbaserede hvalstationer på øerne i

Sydhavet til fremstilling af hvalolie, og i de følgende to-

tre årtier udgjorde disse stationer, først og fremmest på øen

South Georgia, en profitabel forretning takket være talrige

norske hvalfangeres leverancer af store hvaler.

Farvandene omkring de landbaserede stationer blev

hårdt udnyttet af hvalfangerne, og efterhånden som man

skulle sejle længere væk for at finde dyrene, blev der pro-

blemer med kvaliteten af den færdige olie. Hvaler som var

blevet skudt så langt væk, at det tog flere døgn, før de kunne

landes til forarbejdning, gav ikke så god en kvalitet olie, og

den norske hvalindustri begyndte i stedet at satse på flyden-

de fabrikker, hvalkogere. Fabriksskibene kunne sendes til

Antarktis sammen med et følge af tilhørende hvalfangerbå-

de, der så leverede de døde hvaler direkte til skibet. Fabriks-

skibene var effektive og fleksible, og allerede i slutningen af

1920’erne stod de for langt størstedelen af forarbejdningen

af de mange store hvaler.

Ved udbruddet af 2. Verdenskrig var hvalfangsten mere

omfattende end nogensinde tidligere, og Norge stod sam-

THORSHØVDI løber af stablen på Burmeister & Wain i april

1948. Skibet deltog frem til 1965 hvert år i hvalfangsten ved Ant-

arktis. Foto: M/S Museet for Søfart.