der blev taget i land. Under den besværlige rejse havde man
måttet kaste ca. 700 tønder petroleum over bord af de 3.182
tønder, der var taget ombord i Philadelphia
17
.
Dunke – Case Oil
Tønder var ikke altid den mest hensigtsmæssige emballage
for petroleum. De blev utætte og lækkede af indholdet, lige-
som den enkelte tønde var tung, uhåndterlig, svær at laste og
losse og dertil kostbar i anskaffelse og vedligehold. En tysk
idemand skabte i 1865 for en olieraffinaderiejer en ny trans-
portbeholder. En rektangulær dunk (kasse) med et standar-
diseret indhold på 5 gallon (23,51 danske potter). Dunkene
blev produceret i meget store tal. Ved stuvning pakkedes
normalt to dunke i én trækasse, men nogle kasser rummede
fire dunke.
Kasserne var nemmere at stuve i et skib, emballagevæg-
ten mindre, og dunkene så tætte, at der næsten aldrig læk-
kede den mindste smule af det raffinerede produkt. Dunkene
blev anset for at være mere brugervenlige. I året 1878 blev
der fra USA til pladser i Indien, Indonesien, Burma, Singa-
pore m.v. udskibet 3.745.120 cases (dunke). Året efter var
antallet 5.378.794. Dunke ses flere steder fremstillet som
”link” mellem oliens tønde- og den egentlige tankskibs-
transport. Det er ikke hele sandheden. Tønder var fortsat
den emballage, der anvendtes ved transport til især det nord-
lige Europa (fra den franske Atlanterhavskyst og nordover),
mens dunkene blev den foretrukne emballage til markederne
i Sydamerika, Østasien, Stillehavet og Det Indiske Ocean.
Den danske Generalkonsul i New York skrev i 1895, at
export af olie i kasser – (
var
) en væsentlig artikel for skibe
i langfart.
(Den)
kontrolleres fuldstændigt af Standard Oil
Co, og Markedet er således i det hele taget til en vis Grad
afhængig af dette Kompagni.
Året efter meldte Generalkonsulen, at det lokale marked
havde været roligt med tilstrækkelige tilbud af tonnage i før-
ste halvår. Derefter var indtrådt knaphed og fragterne steg
med god efterspørgsel for skibe til Ostindien med
Petroleum
i Kasser.
18
Flere Fanø-skibe havde rejser i denne fart, blandt andre
PRINSESSE MARIE (1.408 tons), der i 1899 medbragte
55.800 kasser (kaldet kister) fra Philadelphia til Nagasaki i
Japan. I 1900 var det SERAPIS (1.037 tons), som fragtede
38.876 kister fra NewYork til Saigon. LENITA på 451 tons
havde i 1900 14.550 kister med fra New York til Moluk-
kerne. Søren Abrahamsens SØRINE på 398 tons sejlede i
1905 en ladning Case-oil fra New York til Townswille på
Tasmanien. Også andre Nordby-skibe som f.eks. THORA,
HANS og EMILIE sejlede Case-Oil ud af New York til de-
stinationer i Stillehavet.
Den store forskel mellem petroleumsfarten til Europa og
de oversøiske destinationer var, at sejlskibene næsten altid
kunne få returladning af tomme tønder fra Europa, men kun
sjældent nogen anden form for ladning beregnet til USA.
Derimod ses ikke ét eneste skib at have transporteret tomme
dunke retur til USA fra destinationer i Østen eller andet-
steds. Når metaldunkene var tømt for indhold, fandt embal-
lagen lokal anvendelse som tagbeklædning af mere ydmyge
boliger eller på anden vis nyttiggjorte. Dertil kom, at de fle-
ste anløbspladser i Stillehavet havde udgående ladninger af
betydeligt større værdi end tomme blikdunke.
Det sidste store danske sejlskib, der havde case-oil som
ladning, var barkskibet BONOVENTO af Aalborg på 1.341
tons. Skibet ankom til NewYork i juli 1918 og fik her en last
petroleum i dunke til Cape Town.
19
Dunke – cases – blev formentlig anvendt som emballage
ved de tidligste benzinlaster. Under 2. Verdenskrig havde
dunkene – hvoraf nogle kom i mere praktiske udgaver som
”jerry-cans” – stor praktisk anvendelse ved levering og op-
bevaring af brændstof på de forskellige krigsskuepladser.
Eksempelvis indrettedes den danske damper LARS KRUSE
på 1.807 bruttotons som transportskib for olie af sin britiske
krigstids-reder, og med sådan en ladning ombord tog det del
i den allierede landgang på Sicilien, hvor det blev bombet og
brændt, hvorved 19 mand omkom.
20
Russisk olie
Københavner-skonnerten NANCY på 141 tons afgik fra
NewYork i august 1870 med en last petroleum til Riga, der
på dette tidspunkt var en del af Czarens Rusland. Kun fire
danske sejlskibe er set forlade Amerika med petroleum til en
67