Page 125 - Sjæklen2008

125

flere undersøgelser af effekterne af muslingefiskeri i både

Danmark og Holland i de sidste 20 år, er det blevet doku-

menteret, at en overudnyttelse af bestandene af Blåmusling

og Hjertemusling både lokalt, men også i større udstræk-

ning, kan få betydelige negative følger for bestandene af

rastende og overvintrende fuglearter, der er afhængige af

disse muslinger som en del af deres fødegrundlag under op-

holdet i Vadehavet

32

.

Samtidig står det rimeligt klart, at fiskeriet efter Heste-

rejer i dybene og i de lavvandede havområder udgør en

forstyrrelsesmæssig faktor i forhold til de meget store kon-

centrationer af rastende Ederfugle og Sortænder, som netop

er afhængige af disse dele af Vadehavet. Særligt kritisk er

det formentligt i sensommerperioden, hvor store flokke

af Sortænder benytter områderne umiddelbart vest for

Vadehavet som fældningsområde, og hvor de i nogle uger er

afslåede og ude af stand til at flyve. Sortænderne er i denne

fase meget sårbare og ekstremt sky, og reagerer derfor også

på alle former for forstyrrelser på meget stor afstand.

Fiskeriet i og ved Vadehavet er reguleret på forskellig

vis, både ud fra rent ressourcemæssige forhold, men også

ud fra hensynet til det øvrige dyreliv i Vadehavet. Da der

utvivlsomt er tale om menneskelige aktiviteter, som i visse

tilfælde kan medføre betydelige negative påvirkninger af

bl.a. trækfuglenes forhold i området, må forvaltningen af

fiskeriet betragtes som en nøglefaktor i forhold til trivslen af

en række af de karakteristiske fuglearter i Vadehavet

33

.

Beskyttelsen af fuglene i Vadehavet

Fuglebeskyttelse iVadehavet er et begreb, somhar været kendt

i rigtig mange år, og allerede i 1907 fik den tyske forening

„Verein Jordsand” indført et adgangsforbud til øen Jordsand

i Lister Dyb syd for Rømø. Formålet var at beskytte de store

forekomster af rastende vadefugle og de betydelige kolonier

af ynglende måger og terner, som fandtes på øen. Dette ad-

gangsforbud blev fastholdt af den danske stat efter genfor-

eningen i 1920, og i 1939 blev selve Jordsand, det omgivende

Jordsand Flak og store dele af Lister Dyb tidevandsområde

syd herfor (fra Jordsand til landegrænsen) – i alt ca. 10.500

ha – udlagt som vildtreservat. Et betydningsfuldt rasteområ-

de for svømmeænder øst for Fanø, nemlig Albuebugten med

tilstødende strandenge og rørsumpe, blev samme år også ud-

lagt som vildtreservat, og startskuddet for arbejdet med at

beskytte Vadehavets rige fugleliv var afgivet

34

.

Dog skulle der gå rigtigt mange år, før der igen skete

noget på denne front, og bortset fra et adgangsforbud langs

den nyopførte dæmning til Rømø i 1940’erne, var det først i

1970’erne, at kravene om en bedre beskyttelse af Vadehavets

unikke natur – og især af fuglelivet – voksede betydeligt.

Der var i høj grad fokus på jagten på trækkende vandfugle i

disse år, og sammen med de vedvarende og meget markante

diskussioner om bygningen af Det Fremskudte Dige ved

Højer i kølvandet på stormfloden i 1976, var det formentlig

hovedårsagen til, at det blev besluttet af oprette Danmarks

største vildtreservat i Vadehavet. På trods af højlydte prote-

ster fra især jagtorganisationerne skete dette i 1979, og som

et resultat af protesterne blev indholdet i bestemmelserne for

området – der i øvrigt kun omfattede de dele af Vadehavet,

som ligger uden for havdigerne og uden for forlandskanten

de steder, hvor der ikke findes havdiger – begrænsede. Ud

over at samle de gamle bestemmelser, var hovedindholdet,

at dele af den nye Margrethe Kog bag Det Fremskudte Dige

blev jagtfrie, at landvindingsfelterne omkring Låningsvejen

til Mandø blev behæftet med adgangs- og jagtforbud, samt

at der blev indført begrænsninger for færdsel på og omkring

nogle af de vigtigste rastepladser for Spættet Sæl. Det var

det daværende Landbrugsministeriets Vildtforvaltning, som

administrerede vildtreservatbestemmelserne i Danmark, og

som en følge af etableringen af det største af slagsen, igang-

satte Vildtbiologisk Station også et større forskningsprojekt

vedrørende reservatets funktion for bl.a. vandfuglene i om-

rådet

35

.

Alt imens Miljøministeriet også satte øget fokus på

Vadehavet og arbejdede på at gennemføre en fredning for

området, købte staten størstedelen af Skallingen i 1979

og i 1982 også øen Langli. Indsatsen kulminerede med, at

Vadehavet i 1982 også blev naturfredet, og at området fra

da af hovedsageligt er blevet forvaltet i overensstemmelse

med en samlet bekendtgørelse for Natur- og Vildtreservat

Vadehavet. I forbindelse med fredningen blev der strammet