125
flere undersøgelser af effekterne af muslingefiskeri i både
Danmark og Holland i de sidste 20 år, er det blevet doku-
menteret, at en overudnyttelse af bestandene af Blåmusling
og Hjertemusling både lokalt, men også i større udstræk-
ning, kan få betydelige negative følger for bestandene af
rastende og overvintrende fuglearter, der er afhængige af
disse muslinger som en del af deres fødegrundlag under op-
holdet i Vadehavet
32
.
Samtidig står det rimeligt klart, at fiskeriet efter Heste-
rejer i dybene og i de lavvandede havområder udgør en
forstyrrelsesmæssig faktor i forhold til de meget store kon-
centrationer af rastende Ederfugle og Sortænder, som netop
er afhængige af disse dele af Vadehavet. Særligt kritisk er
det formentligt i sensommerperioden, hvor store flokke
af Sortænder benytter områderne umiddelbart vest for
Vadehavet som fældningsområde, og hvor de i nogle uger er
afslåede og ude af stand til at flyve. Sortænderne er i denne
fase meget sårbare og ekstremt sky, og reagerer derfor også
på alle former for forstyrrelser på meget stor afstand.
Fiskeriet i og ved Vadehavet er reguleret på forskellig
vis, både ud fra rent ressourcemæssige forhold, men også
ud fra hensynet til det øvrige dyreliv i Vadehavet. Da der
utvivlsomt er tale om menneskelige aktiviteter, som i visse
tilfælde kan medføre betydelige negative påvirkninger af
bl.a. trækfuglenes forhold i området, må forvaltningen af
fiskeriet betragtes som en nøglefaktor i forhold til trivslen af
en række af de karakteristiske fuglearter i Vadehavet
33
.
Beskyttelsen af fuglene i Vadehavet
Fuglebeskyttelse iVadehavet er et begreb, somhar været kendt
i rigtig mange år, og allerede i 1907 fik den tyske forening
„Verein Jordsand” indført et adgangsforbud til øen Jordsand
i Lister Dyb syd for Rømø. Formålet var at beskytte de store
forekomster af rastende vadefugle og de betydelige kolonier
af ynglende måger og terner, som fandtes på øen. Dette ad-
gangsforbud blev fastholdt af den danske stat efter genfor-
eningen i 1920, og i 1939 blev selve Jordsand, det omgivende
Jordsand Flak og store dele af Lister Dyb tidevandsområde
syd herfor (fra Jordsand til landegrænsen) – i alt ca. 10.500
ha – udlagt som vildtreservat. Et betydningsfuldt rasteområ-
de for svømmeænder øst for Fanø, nemlig Albuebugten med
tilstødende strandenge og rørsumpe, blev samme år også ud-
lagt som vildtreservat, og startskuddet for arbejdet med at
beskytte Vadehavets rige fugleliv var afgivet
34
.
Dog skulle der gå rigtigt mange år, før der igen skete
noget på denne front, og bortset fra et adgangsforbud langs
den nyopførte dæmning til Rømø i 1940’erne, var det først i
1970’erne, at kravene om en bedre beskyttelse af Vadehavets
unikke natur – og især af fuglelivet – voksede betydeligt.
Der var i høj grad fokus på jagten på trækkende vandfugle i
disse år, og sammen med de vedvarende og meget markante
diskussioner om bygningen af Det Fremskudte Dige ved
Højer i kølvandet på stormfloden i 1976, var det formentlig
hovedårsagen til, at det blev besluttet af oprette Danmarks
største vildtreservat i Vadehavet. På trods af højlydte prote-
ster fra især jagtorganisationerne skete dette i 1979, og som
et resultat af protesterne blev indholdet i bestemmelserne for
området – der i øvrigt kun omfattede de dele af Vadehavet,
som ligger uden for havdigerne og uden for forlandskanten
de steder, hvor der ikke findes havdiger – begrænsede. Ud
over at samle de gamle bestemmelser, var hovedindholdet,
at dele af den nye Margrethe Kog bag Det Fremskudte Dige
blev jagtfrie, at landvindingsfelterne omkring Låningsvejen
til Mandø blev behæftet med adgangs- og jagtforbud, samt
at der blev indført begrænsninger for færdsel på og omkring
nogle af de vigtigste rastepladser for Spættet Sæl. Det var
det daværende Landbrugsministeriets Vildtforvaltning, som
administrerede vildtreservatbestemmelserne i Danmark, og
som en følge af etableringen af det største af slagsen, igang-
satte Vildtbiologisk Station også et større forskningsprojekt
vedrørende reservatets funktion for bl.a. vandfuglene i om-
rådet
35
.
Alt imens Miljøministeriet også satte øget fokus på
Vadehavet og arbejdede på at gennemføre en fredning for
området, købte staten størstedelen af Skallingen i 1979
og i 1982 også øen Langli. Indsatsen kulminerede med, at
Vadehavet i 1982 også blev naturfredet, og at området fra
da af hovedsageligt er blevet forvaltet i overensstemmelse
med en samlet bekendtgørelse for Natur- og Vildtreservat
Vadehavet. I forbindelse med fredningen blev der strammet
1...,115,116,117,118,119,120,121,122,123,124 126,127,128,129,130,131,132,133,134,135,...192