54 / 160
52
”Man kan sgu ikke lave omelet uden at slå æggene i stykker!” lød
førstemesterens kommentar. Hammerstøjen var frygtelig ener-
verende, og der skulle ingenting til for at udløse et raserianfald.
Det var ikke støjen i sig selv, der plagede os. Men mukkertslagene
virkede som et kalde- eller lokkesignal: ”Bank, bank, bank, her ligger
et forsvarsløst skib og kan ikke røre sig ud af stedet, værsgo og fyr!”
Denne rædsel blev endnu stærkere et par timer senere, da eskor-
teskibet lakonisk meddelte, at deres nærværelse ved konvojen var
påkrævet. Good luck and God bless you. Nu vidste vi, at fanden var
løs i Laksegade, når først Gud skulle med i billedet. Vi var ikke alene
konvojløse, men også eskorteløse, helt overladt til os selv, fuldstæn-
dig afhængige af syv hårdt arbejdende maskinfolk dernede i dybet.
Man forsøgte at vikle klude om værktøjet for at dæmpe støjen, men
det hjalp ikke stort.
Ingen om bord sov den nat. Alle våben var bemandede, alle holdt
udkig til alle sider. Tågen kom i banker og gav gode muligheder
for at forestille sig fantom u-både. Den mindste krusning på vandet
kunne opfattes som et periskop skærende gennem vandspejlet eller
en torpedo piskende gennem søerne, alt sammen akkompagneret
og accentueret af de uregelmæssige og staccato, næsten morse-
agtige bankelyde.
Kabyspersonalet forsynede besætningen med spandevis af kaffe og
te og stakkevis af mellemmadder. Da der blev efterlyst frivillige til at
bringe mad og drikke ned i maskinrummet til dramaets hovedaktø-
rer, følte jeg mig nødsaget til at melde mig for at bevise for mig selv
og de andre, at jeg godt turde. Her fandt jeg ud af, hvad det vil sige
at skyde hjertet op i livet: Jeg var lige ved at få det i den gale hals.
Det var nok også her, jeg erkendte, at mod blot er tøjlet – behersket,
om end ikke overstået – angst.
Pulsen hamrede af sted, og koldsveden fossede af mig ved nedstig-
ningen til skibets underverden, og det gav et spjæt i mig ved hver
høj bankelyd. Jeg fik meget hurtigt afleveret kaffen, teen og mad-
derne, da en af dem siger:
”Du har da så travlt, bliv da lige og få en smøg. Der er da meget
hyggeligere hernede end oppe i tågen og kulden, og der må du hel-
ler ikke ryge.”
Under de sidste sætninger var jeg allerede et godt stykke oppe ad
lejderen i fuld firspring...
Maskinstoppet varede næsten et døgn, og vores konvoj var over alle
tågebanker. Det føltes trygt igen at fornemme maskinens durren og
høre stævnvandet plaske til siderne, indtil det gik op for os, at nu
kunne u-bådene endnu bedre lytte sig frem til os.
Men hvad nu? Eskorten var væk, konvojen var væk...
Efter at have levet en lille uge uden horisont var det velgørende efter
en frivagt nede i køjefimsen pludselig at kunne skelne himmel fra
hav, at kunne se vores egen formast igen, ikke blot at høre bovvan-
det, men også se både det og kølvandsstriben. Morgenvagten kun-
ne fortælle os, at vi havde haft besøg af et amerikansk kystvagtskib,
der havde givet os ordre til at sætte kursen mod Island ...”
Her kom skibet med en ny konvoj til de britiske øer:
”... Vi havde
på turen over Atlanten oparbejdet en kraftig styrbords slagside, for-
di vinden fortrinsvis var kommet ind fra den side, med det resultat
at papirmassen om styrbord havde suget så meget vand, at skippe-
ren overvejede at cutte surringerne til dækslasten, som så ville gå
tabt. Derfor undrede det os også, da vi fik ordre til at gå nord om
Skotland og ned langs den farlige Østkyst helt til London i en sårbar
enkeltrække konvoj. Ydermere bevirkede den stærke slagside, at ski-
bet var svært at styre.
Vi rundede Cape Wrath, Kap Vrede, i et vejr der svarede til navnet, for
umiddelbart efter at ryge ind i en tåge, som kunne konkurrere med
New Foundlandtågen. Vi kolliderede med et skib fra konvojen, men
begge skibe kunne fortsætte sejladsen med et par bøjede spanter.
Da vi kom om på østkysten lod tyskerne høre fra sig, om dagen
med flyangreb, om natten med angreb fra de hurtiggående motor-
torpedobåde, e-både. Sådan en langstrakt en-række-konvoj var et