Sjæklen 2016

at gå med en konvoj ned mellem Ålandsøerne. Konvojen var dog

kun med et lille stykke.

Den næste dag, altså Stalins fødselsdag, var vi på vej gennem skær-

gården. Jeg var ved at male nationalitetsmærkerne op, da jeg hørte

en hvinen i luften. Jeg vendte hovedet i den retning og så en søjle af

jord rejse sig på et af skærene et par hundrede meter borte, efter-

fulgt af et brag. Jeg så op, og fik øje på ni russiske bombemaskiner,

som kom farende hen gennem luften. Der faldt kun den ene bombe,

og jeg kunne ikke se, hvad den var kastet efter.

Jeg tør altså sværge på, at hvert ord er sandt, hvad der står i dette

brev, så vi har jo da mærket, at det langt fra er uden risiko, at sejle

dér, hvor russerne huserer...”.

I næste brev overvejede Laurids sin fremtid på “Helene”:

”... Her-

fra skal vi til København efter bunkerskul, og så skal vi vist have

fire nye matroser, fordi de vi har nu, har sagt op. Måske kommer

vi til at ligge og vente i København, før vi får nogle nye folk, thi det

er vanskeligt at få matroser til bådene nu i krigens tid. Der ligger

mange dampere i København i disse dage, som mangler folk, så

hvis jeg siger op i København, kan jeg komme med en anden samme

dag, men jeg ved endnu ikke, om jeg vil mønstre af nu, eller om jeg

skal vente lidt.

Jeg har købt mig en radio af en af de, der mønstrer af, og jeg gav

200 kr. for den. Det er et meget kraftigt apparat, så der skal ordent-

ligt spilles. Jeg skal flyve fra den ene station til den anden, og finde

det ene jazzorkester bedre end det andet. Vi ved endnu ikke, om vi

skal gå nord om Skotland, eller om vi skal gennem Kanalen, jeg er

også lige glad, thi der findes miner alle steder. På sejlturen hertil

fra Ystad, kom vi forbi ikke mindre end to vrag af dampere, der

var minesprængt. De lå på helt grundt vand, og kunne tydeligt ses.

Russerne har vel nok fået sig en ordentlig gang klø af finnerne indtil

nu, og jeg håber, de skal få endnu mere, thi de har godt af dem...”.

Laurids havde altså mulighed for at afmønstre i København,

men blev om bord og rejsen fortsatte til Sortehavet. På vejen

dertil sendte Laurids fra Genua et brev hjem til familien. Det blev

det sidste, de hørte fra ham, inden Danmark blev besat:

”... Jeg

læste, at der er grund til at være urolig, og jeg har jo også selv hørt

Radioavisen, så jeg ved jo, at der er gået mange danske skibe ned,

og nu har Hitler jo erklæret uindskrænket u-bådskrig, så nu bliver

det jo nok værre.

I kan ellers tro, vi har haft en dårlig rejse. Vi gik først indenskærs helt

op til Bergen, og vi havde så godt vejr, indtil vi kom op til Skotland,

hvor vi blev stoppet af en engelsk trawler og slæbt ind til Kirkwall.

Vi fik dog lov at sejle igen med det samme, men da vi kom klar af

kysten, fik vi en sydlig storm, som forsinkede os en del. Den ene red-

ningsbåd blev knust, og den agterste flåde, som stod oppe på lugen,

blev slynget ned på dæk. Stormen varede fem døgn, og efter den tid

havde vi godt vejr, og kom så lidt fremad. Vi gik ind til Gibraltar og

fik bunkerskul, og sejlede derefter til Valencia, hvor vi ankom lørdag

eftermiddag, og sejlede igen mandag eftermiddag, og havde altså

hele dagen til at se på byen i. Den ser farlig ud. Der er fuldt af ruiner

endnu efter borgerkrigen, og i havnen ligger mange sænkede skibe.

Barcelona ser meget bedre ud. Dér ankom vi tirsdag eftermiddag

og sejlede igen fredag eftermiddag. Jeg fik en hel fridag om tors-

dagen, og havde altså dagen til at glo på staden i. Barcelona er en

virkelig pæn by. Vi ankom her til Genua i eftermiddags, og når vi er

færdige her, skal vi til Sortehavet og laste noget til Danmark.

Vi fik jo næsten en hel ny besætning i København, og det var gemyt-

lige folk, som kom ombord, så jeg er blevet glad for at være her nu.

Har der ikke været nogle breve til mig fra Skotland endnu, for så

må I bede Dagmar

[søster]

sende mig dem, thi jeg længes efter at

høre derovre fra.

Jeg takker så meget for den pakke, jeg fik i København, men vort

ophold dér, blev desværre så kort, at vi ikke fik tid til at svare jer...”.

I fransk tjeneste

“Helene” kom til Bulgarien og tog en last soyabønner, som skul-

le til Danmark, men skibet blev opbragt i Biscayen af den fran-

ske flåde den 9. april om morgenen og ført til Brest på Bretag-

nes spids.