58 / 160
56
”Kære Far og Mor.
Jeg har ikke nogen idé om, hvorvidt I modtager dette brev eller ej,
men jeg håber I vil modtage det meget snart, thi jeg regner med, at
der vil blive genoprettet en rute Esbjerg-Harwich meget snart.
Vi hørte i går, at Danmark igen var frit, og I kan tro vi blev glade,
men vi ligger med skibet fyldt med passagerer, så vi kan ikke rigtigt
holde fest.
Jeg håber I har det godt, og at I ikke har lidt nogen nød under denne
krig, thi jeg har det udmærket, men mit ene øre er stadigvæk dår-
ligt, men jeg håber en specialist kan rette det.
Jeg er ombord i Ø.K.s M/S ”Erria”, og det siges, at vi skal bare gøre
en rejse til, så skal vi hjem til Danmark, og jeg håber så, at se jer alle
i bedste velgående.
Jeg har heldigvis ikke giftet mig her under krigen, men jeg har været
forlovet to gange, men dem er jeg kommet over, så jeg er fuldstæn-
dig fri som en fisk. I kan tro, vi har haft nogle grimme ture her under
krigen, men efter hvad jeg har hørt over radioen, har det vist heller
ikke været særligt fredeligt derhjemme.
Hvordan går det med Klara, Olga og Dagmar
[søstrene]
– er de ble-
vet gift nogen af dem? Er der nogen derhjemmefra, som er arreste-
ret, eller hvordan er det gået alt sammen? I kan tro, vi var spændte,
hver gang vi hørte Radioavisen, for at høre om der var nogle be-
kendte iblandt de arresterede eller myrdede. Jeg er i alt fald glad
ved, at jeg ikke har været hjemme og kigget på tyskerne, jeg ville da
vist snart være blevet arresteret...
Kære far og mor, jeg bliver nødt til at slutte nu, thi lodsen er kom-
met ombord, så jeg vil slutte nu, men jeg håber snart at se jer alle i
Danmark i bedste velgående... jeg håber snart at høre nyt hjemme-
fra, så på gensyn. Laurids”.
26
Da brevet efter syv uger omsider nåede frem til Tistrup, var han
allerede på vej tilbage over Atlanten fra Canada. Familien skynd-
te sig at sende et telegram med besked om, at alle var i god
behold, men uddybende detaljer måtte komme med brev, som
var længe undervejs fra Danmark.
”Kære allesammen
Jeg fik jeres telegram i går, da vi kom tilbage fra Montreal, og jeg
var meget glad for at høre, at I alle har det godt, men brevet har jeg
endnu ikke fået, men det kommer jo nok snart.
Jeg er stadigvæk ombord i M/S ”Erria”, og vi skal have en last hjem
til Danmark, men vi ved endnu ikke, om vi skal have lasten her i Eng-
land, eller om vi skal gå til Canada og tage last derfra, men så snart
vi ved noget bestemt, skal jeg skrive hjem og lade jer det vide, så at I
ved hvornår omtrent, jeg kommer trillende ind af døren.
Jeg har forresten sejlet med Hjalmar Jessen ombord i ”Skjold”. Vi
lavede en rejse op til Island, og løb på grund deroppe, men kom
dog tilbage til England med kareten, og så mønstrede vi ellers af,
og soldede et par dage. Så sejlede man igen.
Jeg har på en måde været heldig her under krigen, for næsten alle
de skibe, jeg har været med har altid fået maskinskade, så vi lå
længe i havn. Men hyren den var jo lidt lille til at ligge længe i havn,
så man brugte jo nogle gange gryn. Men det er dog godt, man ikke
opnåede at blive torpederet. Jeg har bare haft en kollision og en
grundstødning – så man har været heldig.
Min danske afregning fra ”Helene” har jeg forresten aldrig fået, og
det værste er, at jeg har ikke et eneste stykke papir, hvormed jeg kan
bevise, at jeg har pengene til gode, thi vi måtte jo stikke af fra Frank-
rig lidt pludseligt, da ”Adolf” havde travlt dengang, så regnskaberne
fra ”Helene” gik tabt, da de var sendt til en anden by for at gøres op.
Jeg længes meget efter at få jeres brev, thi vi hører ikke andet end
rygter om, hvordan det står til derhjemme, men man ved jo ikke
noget bestemt.
Det er jo ikke meget, vi har hørt fra hinanden her under krigen. Jeg
har hørt jeres Julehilsen over Radioen næsten hvert år, og var meget
glad over at få den, thi så vidste man jo, at I var i live.