Sjæklen

at forsøge sig med oliefarver endelig blev truffet, blev før-

ste forsøg et billede af en lille skonnert med solnedgangen

som baggrund. Der er nok kommet lidt ekstra blus på solen,

for da Landt viste billedet til sin kollega Viggo Olsen, var

hans umiddelbare kommentar:

”Det ligner sgu indgangen

til Dantes helvede!”

I årene som aspirant havde talentet for marinemaleri så-

ledes ikke været dyrket, men skitsebøgerne fra langfarterne

var omhyggeligt gemt, og med Orlogsværftets tilladelse

kunne han frekventere værftets store modelsamling for at

tegne skitser af de gamle orlogsskibe.

Landt blev snart kendt som den lods, der ankom med

staffeli, malekasse og skitseblok i lodsbåden, der førte ham

ud til de skibe, som skulle lodses ind til København eller

gennem vanskeligt farvand. Skitsebøgerne suppleredes også

med tegninger af de mærker, som skulle holdes ved lodsning

gennem snævre løb. En bestemt fabriksskorsten over et med

et kirketårn osv. Også hjemme på adressen i Solvænget på

Østerbro, havde Landt oppe på loftet indrettet sig med et

lille atelier, lige som han havde en malekasse parat på sit

lodskontor, hvor der kunne være en hel del ventetid.

Inspiration og hjælp

Med tidens store marinemalere somVilhelmArnesen (1865-

1948), Chr. Mølsted (1862-1930) og Chr. Benjamin Olsen

(1873-1935) på banen skulle der virkelig massiv kraft og

talent til at presse sig ind på marinemaleriets banehalvdel.

Fr. Landt tog mod til sig og opsøgte Vilhelm Arnesen

for at udbede sig hans råd og kommentarer. Arnesen tog

godt imod ham:

”Tja! Der kommer så mange her mellem år

og dag og vil være mine elever. Nogle af dem bliver det jo

også, men de fleste bliver det ikke. Jeg siger nemlig altid det

samme, som jeg nu siger til Dem: Tag en skitsebog, gå ned

til havnen og tegn, hvad De ser, og kom så igen i morgen!”

Den unge lods skyndte sig ned på Frihavnen, hvor han

satte sig på molen med sin skitseblok, og næste dag blev re-

sultatet præsenteret for Arnesen.

”Det var pokkers!”

sagde

maleren.

”Ja, De kan sgu! Men sig mig, hvor meget har De

tænkt Dem at ofre på dette her, for De er jo nok klar over, at

skal jeg undervise Dem, så er det dyrt, men vil De købe Dem

en malerkasse og selv prøve Dem frem og komme her og få

lidt gode råd, så vær så god!”

Det var en opløftet Landt, der skyndte sig ned på Kultor-

vet, for at købe farver.

”Jeg vil have det, som marinemaler

Arnesen plejer at få!”

Damen rakte Landt otte-ti tuber. Han

kiggede lidt på tuberne og forlangte flere,

”Godt med mel-

lemfarver!”

Tuberne med mellemfarverne blev dog hurtigt

kasseret, for mens Landt prøvede sig frem, blev det klart for

ham, at mellemfarver var noget, man selv skulle blande på

paletten.

Gennem nogle år modtog Landt regelmæssigt gode råd

af den gamle mester, og det smittede af. Ofte kom der på

Landts lærreder motiver og teknikker, som lå så tæt op ad

Arnesens, at det gav nogen mening at betragte ham som

Arnesens epigon. Mange billeder blev mere identiske, end

Arnesen brød sig om, og end Landt ville vedkende sig. Var

der ikke signatur på de to maleres billeder, kunne det til tider

være svært med sikkerhed at udpege ophavsmanden.

Når de billeder, som blev malt den første halve snes år, si-

den kom under hammeren i auktionshusene findes de ofte ka-

talogiserede som ”Marine med flere sejlskibe”. Det var netop

sejlskibene, Landt fandt interessante, og jo større jo bedre.

Danmarks første statsisbryder ISBJØRN kom straks på arbejde

i Københavns Havn efter sin aflevering 1923 fra Københavns

Flydedok. Frants Landts billede er dateret 1924 og viser, hvor

omhyggelig Landt var i sine første år, også med detaljer som den

københavnske byprofil. Privateje.