Sjæklen

betragtning, såfremt jeg kan erholde mit styrmandspatent,

hvorfor jeg ansøger om at måtte få dispensationen”.

Det tog

ikke lang tid for magistraten i København at behandle ansøg-

ningen. Allerede 6. marts havde Landt fået sin dispensation,

og vejen til at søge optagelse som lodsaspirant lå åben.

Det dobbelte valg

I 1909 blev Landt optaget som aspirant ved Københavns

Lodseri, som havde et distrikt, der udgjorde hele havnen

og Øresund fra Svinbådan fyrskib ved Høganæs i nord til

Falsterbo fyrskib i syd. Det var et stærkt trafikeret område,

som skulle gennemsejles på de vanskelige steder som f.eks.

Drogdens gravede rende, hvor de store skibe skulle listes

igennem med kun seks tommers

”underkeel clearence”

. Ser

man på Landts senere produktion, opnår netop området med

Drogden fyrskib og fra 1937 Drogdens faste båke en særlig

fortrolighed i Fr. Landts dobbeltliv som lods og marinemaler.

Aspiranttiden var nogle økonomisk seje år at komme

igennem. Indtjeningen var lille, og det kneb gevaldigt med

at have overskud til at klare alt det nødvendige, så foreløbig

kunne der ikke blive tale om at gifte sig. I de stramme øko-

nomiske tider blev det endnu en gang den gamle ven, lods

Frederik Larsen hjemme i Nysted, som kom til hjælp, idet

han opfordrede Landt til at sende alle regninger ned til ham,

så ville han betale dem og vente med at få de udlagte penge

igen, indtil den unge aspirant havde fået mere sikre vilkår i

tilværelsen.

Københavns Lodseri var organiseret således, at arbejdet

var på en slags anparter, som kunne erhverves sideløbende

med ansættelsen. Det kunne vare op til otte år at komme op

på at have fuld andel i virksomheden, som også havde sit

eget pensionssystem, således at lodserne kunne pensioneres

over driften. For Fr. Landt var det i 1910 kommet så vidt, at

det var muligt for ham at hente Alma op til København og

gifte sig med hende. Det skete 22. oktober, men der skulle

gå endnu godt et år, inden der kunne blive tale om fastan-

sættelse ved Københavns Lodseri. Det skete pr. 1. januar

1912. Den sikkerhed i tilværelsen, som den faste ansættelse

gav, betød dog ikke at en undertrykt drøm om at blive ma-

rinemaler blev opgivet – snarere tværtimod. Det er stort set

samtidig med sin fastansættelse, at Landt beslutter sig for et

”både-og” i en vaklen mellem en tilværelse med søfart og et

forsøg på at leve som marinemaler.

Ved et avisinterview i 1925 blev Landt spurgt, om det

ikke havde hæmmet ham som kunstner, at han var stået til

søs.

”Nej, det synes jeg egentlig ikke, det har. Jeg skal sige

Dem. Jeg er to mennesker. Har to naturer i mig. Jeg er sø-

mand med liv og sjæl. Jeg elsker at føle det duvende skibs-

dæk under fødderne. Jeg elsker den friske salte blæst lige i

ansigtet. Jeg elsker at stå på broen, hvad enten solen skin-

ner eller stormen tuder! – Men jeg elsker også at tegne og

male, og hver en stund min gerning på de salte bølger ikke

lægger beslag på mig, tilbringer jeg med blyant og pensel i

hånden!”

Blev Landt bedt om at sætte årstal på sin debut som ma-

ler, svarede han altid 1912, og at det faldt sammen med hans

fastansættelse i lodsvæsenet. Oplevelsen med hurtigtegne-

ren i London lå nogle år forud, men havde dog ansporet

Landt til at tænke på at udnytte sit talent. De første forsøg

blev nogle små pasteltegninger. At give sig i kast med olie-

maleriet, var han noget bange for.

”Jeg kendte jo ikke det

mindste til behandling af farverne”

. Da beslutningen om

En norsk bark som braser bak for at tage lods om bord ud for

Drogden fyrskib. Med det store sejlskib, lodsbåden med den røde

stribe i sejlet og fyrskibet ved Drogden har Landt i ét billede fået

samlet tre af sine yndlingselementer. Privateje, her gengivet efter

”Jul på havet” 1966.