klæring til kompagniets ledelse. Heri bad han om, at Orm
måtte sættes på fri fod, da knivstikkeriet var sket
”udi raseri
13
af ham og aldrig af nogen forsætlig ondskab”
, og da Schaale
for længst
”har tilgivet ham samme ringe forseelse”.
Den 28. april 1749 skrev Orm selv til direktionen for
kompagniet og bønfaldt om at blive sat fri. Han gjorde op-
mærksom på
”min i skibet påkommende svaghed”,
som be-
virkede vildelsen; desuden fremhævede han, at Schaale hav-
de forligt sig med ham; og endelig ville han – som ung og
fattig – gerne være sit fædreland til nytte, for eksempel ved i
den tilstundende sommer at
”erhverve noget ved søfarten til
føde og klæde”.
Selvsamme dag bad kompagniets direktører
om at få sat den unge mand på fri fod fra arresthuset, hvor
han således kom til at sidde godt og vel halvandet år.
Selv om det ikke umiddelbart så ud som en lovende be-
gyndelse på et liv til søs, skal vi i det følgende se, at han
faktisk kom til at gøre endda ganske fin karriere i vestindie-
farten.
Havnepladsen i Christiansted på Sankt Croix. Råsukkeret leveredes fra plantagerne i store tønder, som fra pladsen blev rullet ind på væg-
ten i vejerboden. Det er den lille mørkebrune bygning med de store porte bagerst til venstre i billedet. Efter toldbehandling blev tønderne
prammet ud til de ventende skibe på reden, hvorfra råsukkeret blev sejlet til Danmark til raffinering. Akvarel af H. G. Beenfeldt, 1815.
Rigsarkivet, Kort- og tegningssamlingen, Rentekammeret 337, 211b.
11