af desperation, siden han ikke sin demission kunne erholde.
Nu ellers, da han var kommen til sig selv igen, fortrød han
hjertelig denne gerning og ønskede, at det aldrig var sket”.
Bort med skibet sejlede nu hans køjeklæder, en blå frak-
ke med tilhørende vest, en blåstribet busseronne, en sejl-
dugstrøje og bukser – foruden en kiste, hvori var 12 rigs-
daler i rede penge, et par sko og et par knæspænder samt et
halsspænde af sølv, endvidere et par blå klædesbukser, en
damaskes vest, fem skjorter og et par silkestrømper samt et
par støvler, et par sko og fire par strømper. Selv om dette,
sammen med det tøj, han var iklædt, udgjorde alt, hvad han
ejede og havde, må vi sige, at i sammenligning med, hvad
mange andre matroser på tidens langfarter medbragte, var
Cordt Gylves Orm ganske velforsynet. Efter garderoben at
dømme var han ikke nogen helt almindelig matros.
Dér stod nu byen Helsingør med en dem uvedkommen-
de arrestant. Efter stiftsbefalingsmandens råd skrev bystyret
den 26. september 1747 til Vestindisk-guineisk Kompagni i
København og spurgte, om de selv ville afhente delinkven-
ten, eller om byen skulle sørge for at få ham transporteret til
hovedstaden.
6
Resultatet blev, at kompagniet udvirkede, at
Orm den 9. oktober 1747 blev overført fra byens arrest til
det kongelige vagtskib i Sundet ud for Helsingør. Regningen
for de tre uger og to dage i byens arrest for forplejning og
halm til at ligge på blev på 2 rigsdaler 2 mark 14 skilling,
idet magistraten var storsindet nok til hverken at tage sig be-
talt for andre udgifter i forbindelse med arrestopholdet eller
for afholdelsen af ekstraretsmødet.
Søløjtnant G. J. Dilleben
7
havde så Orm i arrest på vagt-
skibet, som var orlogsfregatten RÅEN. Men allerede efter
en uges tid var arrestanten sendt til København, sandsynlig-
vis per skib, og Vestindisk-guineisk Kompagni anmodede
byfoged Lorentz Fischer om at lade Orm hensidde i hoved-
stadens arresthus, indtil sagen mod ham kunne afgøres.
Det har ikke været rart for den unge mand at tænke på,
hvad skibsartiklerne sagde om straffen for knivstikkeri.
8
”Hvem der ombord på kompagniets skibe drager kniv el-
ler værge med vred hu at gøre sin næste nogen skade, om-
endskønt ingen skade gøres, da skal den samme med kniven
slåes igennem hånden til masten, og skal han stå så længe,
indtil han drager kniven igennem hånden, og derforuden
have forbrudt to måneders gage. – Sårer han nogen, da skal
han drages under kølen, og derforuden have forbrudt seks
måneders gage... Dette holdes for livsstraf”.
9
Uheldigvis blev PRINSESSE SOPHIA MAGDALENAs
trekantrejse langvarig, selv om skibet var helt nybygget på
Andreas Bjørns værft på Christianshavn. Fregatten var på
96 kommercelæster (cirka 250 tons) og havde en længde af
93 fod (29 meter).
10
Man hentede en slaveladning i Guinea,
hvorfra skibet afsejlede den 23. maj 1748, og efter at have
afleveret slaverne og indtaget en returladning i Dansk Vest-
indien, måtte man på hjemvejen gå i havn i Norge fra den 12.
december 1748. Først den 14. april 1749 stod skibet Øresund
ind, og tre dage efter ankom man til København med en last
råsukker.
11
I alt havde rejsen således varet næsten 20 måne-
der – lidt længere end det sædvanlige halvandet år.
12
To dage efter hjemkomsten indgav Johannes Johannesøn
Schaale, som var ham, der var bleven stukket, en skriftlig er-
En typisk dansk vestindiefarer var FRIDERICA på 102 kommer-
celæster og ejet af rederiet Fabritius & Wever i København. Huk-
kerten foretog 12 rejser direkte til Dansk Vestindien 1757-1772.
Derpå anskaffede rederiet et nyt skib med samme navn, som gjorde
11 vestindietogter 1773-1783, fortrinsvis til Sankt Croix. Gouache
af Frederik Wessel Munck, omkring 1780. M/S Museet for Søfart.
10