Sjæklen

Limfjorden og de indre farvandes vedkommende begyndte

undersøgelser at vise et andet billede af omplantningernes

nytteværdi, end det der hidtil havde været fremherskende.

I 1953 lød der således for første gang fra sagkundskabens

side skeptiske røster, da den nye direktør for Danmarks

Fiskeri- og Havundersøgelser, A. Vedel Tåning, refererede

fra de nyeste undersøgelser om skuffende genfangster af

omplantningsrødspætter.

Selv om der så sent som i 1955

blev udtrykt uforbeholden støtte fra fiskeriforskningen til en

forøget omplantning i de mest egnede dele af Limfjorden,

kunne det ikke skjules, at den danske omplantning generelt

i det lange løb så ud til at være urentabel.

To af de aktører, for hvem rødspætteomplantningerne sy-

nes at have været en mærkesag, var fra 1957 ikke længere

med i beslutningerne omkring dansk fiskeri og fiskeriregule-

ring. Direktøren for Biologisk Station, Harald Blegvad, som

døde i 1951, mens han stadig var i tjenesten, og socialdemo-

kraten Chr. Christiansen, som havde været fiskeriminister i

to perioder, 1947-50 og 1953-57 og dertil Danmarks første

fiskeriminister, blev begge afløst af folk, som havde et an-

derledes syn på sagen. Chr. Christiansen havde ved flere lej-

ligheder i offentligheden ytret sin varme støtte til rødspætte-

omplantningerne, og i 1952 anbefalede han tilmed en kraftig

forøgelse af disse. Hans holdning støttede sig ikke mindst til

Blegvad og dennes forgængeres tilslutning til metoden gen-

nem de foregående årtier:

”Der er fuld overensstemmelse

blandt fiskerne om rødspætteomplantningernes nødvendig-

hed, og fiskeribiologerne har gentagne gange erklæret, at

omplantningerne ikke alene er biologisk forsvarlige, men at

de tillige giver et betydeligt økonomisk resultat både for fi-

skeriet og samfundet […] Der er derfor al grund til at rejse

krav om en langt større omplantning end den planlagte. En

udvidelse til mere end det dobbelte ville slet ikke være for

meget.”

En af pointerne i Christiansens og Dansk Fiskerifor-

enings holdning til omplantningerne kom til udtryk senere i

indlægget, hvor den tidligere minister fremhævede målgrup-

pen for omplantningerne:

”Det bør også fremhæves, at om-

plantningerne i første række netop kommer de vanskeligstil-

lede indvandsfiskere til gode og giver dem større mulighed

for at klare sig ved deres fiskeri. Fra fiskernes side er der

ofte blevet sagt, at statens støtte til landbrugets grundfor-

bedringsarbejder o.l. måtte berettige fiskeriet til en lignende

støtte fra statens side til gennemførelse af fiskeomplantnin-

gen. Og dette synspunkt lader sig heller ikke afvise.”

Efter-

krigstidens erhvervsfiskeri var udfordret på mange fronter,

og fiskeriets aktører anede, at den øgede industrialisering og

de krav til investering og lønsomhed, som lå i tidens for-

ventninger til fremtiden, ville blive vanskelige at opnå for

de mange fiskere ved de indre danske farvande, ikke mindst

i konkurrence med det ekspanderende nordsøfiskeri fra de

store jyske fiskerihavne. Imidlertid måtte Chr. Christiansen

sammen med fiskerne mod slutningen af 1957 konstatere,

at den nye fiskeriminister, Oluf Pedersen fra partiet Retsfor-

bundet, samt Blegvads afløser, A. Vedel Tåning, ønskede at

tage omplantningerne op til kritisk eftersyn. Omplantnin-

gerne skulle kun bibeholdes, såfremt der var videnskabeligt

belæg for deres effekt, og ikke blot fordi der politisk var et

ønske om at tækkes en del af fiskerierhvervet.

Ikke længere rentabelt

På Dansk Fiskeriforenings kongres i sommeren 1957 kunne

man ifølge referatet i Dansk Fiskeritidende overvære en ret

kraftig meningsudveksling mellem limfjordsfiskere fra for-

skellige dele af fjorden, som havde vidt forskelligt udbytte/

belastning af rødspætteomplantningerne. En fisker fra Struer

citeredes for, at

”omplantningsarbejdet var ved at gå over

gevind. Vi har intet imod, at man tager rødspætter fra den

vestlige Limfjord, blot der er noget at tage af. De, der får

[gavn af] omplantningen, ser den gerne, men prøv engang

at vende bøtten om. Vi har intet imod omplantning, men der

er ikke fisk nok.”

Samme holdning kom til udtryk hos fi-

skerne fra Jegindø og Humlum, og de stod stejlt overfor fi-

skerne fra længere inde i Limfjorden, hvor omplantningerne

var særdeles populære. Dette fik departementschef Dinesen

fra Fiskeriministeriet til at gå på talerstolen og beklage, at

fiskerne internt havde så divergerende standpunkter, idet

Folketingets finansudvalg under de omstændigheder kunne

få betænkeligheder med bevillingen.

Fra kongressens ta-

lerstol påpegede desuden Vedel Tåning fra Danmarks Fiske-

ri- og Havundersøgelser, at udgifterne til omplantning var