Sjæklen

steget markant. Før 1. verdenskrig kostede det således 5.000

kr. at udplante 2 mill. små rødspætter, mens det samme an-

tal i 1957 kostede 100.000 kr. Dette var alvorligt, idet det

bidrog til vanskelighederne med at få omplantningsarbejdet

til at betale sig.

De interne interessekonflikter og de utilfredsstillende

resultater af de havbiologiske undersøgelser fik herefter Fi-

skeriministeriet til indkalde til et fællesmøde med fiskeri-

erhvervets repræsentanter i Århus den 20. november 1957.

Mødet var resultatet af en øget opmærksomhed på, om de

kriterier for fiskeriet, som udgjorde rammen for omplant-

ningerne, blev overholdt, men det blev understreget, at man

i Fiskeriministeriet generelt var omplantningerne meget

venligt stemt, og at den tidligere minister, Chr. Christian-

sen, som havde taget initiativ til at få undersøgt forholdene,

ville have betragtet det som en ulykke for dansk fiskeri, hvis

omplantningerne skulle standses. Ikke desto mindre var den

nye minister, Oluf Pedersen, blevet bekræftet i, at den uro

som var opstået omkring omplantningerne, ikke var helt

ubegrundet, og at erhvervet måtte tage sagen op til drøftelse,

ikke mindst af hensyn til at få gennemført bevillingerne i

Folketinget.

Vedel Tåning redegjorde overfor de fremmødte for en

række fakta vedrørende omplantningerne, og hans resultater

skulle i de følgende måneder komme til at give anledning til

meget stærke meningsudvekslinger inden for fiskeriet.

Ef-

ter krigen, indledte han, havde det været nødvendigt at fore-

tage omplantningerne til Bælthavet med rødspætter fra Nis-

sum Bredning i stedet for rødspætter fra Horns Rev. Dette

gav imidlertid et markant dårligere udbytte for fiskerne, og

for at få bedre viden om dette, var der i perioden 1953-1957

blevet foretaget ganske nøje undersøgelser af hele processen

og de afledte virkninger. For det første måtte det konstateres,

at omplantningernes betydning for det samlede danske fiske-

ris resultat var forsvindende lille og kun måltes i promiller.

Ønskede man så meget som en enkelt procents stigning stig-

ning ved hjælp af øget omplantning, ville det kræve en helt

urealistisk millioninvestering og flere hundrede kvaselaster,

hvilket teknisk ville være umuligt. En øgning på nogle få

havgående kutteres årsfangst i Nordsøen, tilføjede Tåning,

ville give det samlede danske fiskeri mere vækst, hvilket var

et faktum, som netop for fiskerne ved de indre farvande for-

mentlig har lydt som en provokation, idet de i forvejen men-

te, at kutterfiskeriet havde for stor indvirkning på fiskeriets

generelle forhold, modsat indvandsfiskeriet hvor omsætning

og kapital var af en langt mindre størrelsesorden.

Så man dernæst særskilt på Limfjorden, var udbyttet pr.

ton omplantet fisk efter krigen faldet til en fjerdedel af ni-

veauet fra 1910’erne, og det var reelt kun Thisted Bredning,

som havde nettoudbytte. For Bælthavets vedkommende be-

tød skiftet fra Horns Rev- til Nissum Bredning-rødspætter et

fald i udbytte, så det kun i året 1953 havde været rentabelt

at udplante. Rødspætterne fra Nissum Bredning havde ikke

samme levedygtighed i indre farvande som Horns Rev-rød-

spætterne, men det var ikke praktisk muligt at indfiske fra

Horns Rev, fordi der ikke længere var damkuttere i Esbjerg

til rådighed for arbejdet. Pessimismen måtte desværre råde,

sluttede Tåning af, idet der ikke syntes at være mulighed for

at ændre på nogle af de faktorer, som siden krigen havde

betydet et dårligere udbytte af omplantningerne. Dels kunne

der ikke findes andre områder til indfiskningen end Nissum

Bredning, og dels var forskellen i prisniveauet for indfiske-

de omplantningsfisk i forhold til de færdige fangster i indre

farvande blevet for lille.

Herefter fremlagde biolog Ole Bagge, som havde fore-

taget de konkrete undersøgelser, en præsentation af de

mangfoldige faktorer, som skulle gå op i en højere enhed,

for at omplantning skulle lykkes: Fra de rette størrelser af

fisk til de rette temperaturer, saltholdigheder, optimale vil-

kår under transport i dam og hyttefad, naturlige fjender på

udsætningsstederne m.m., og den lange række af saglige be-

grundelser for, at omplantning kun vanskeligt kunne gøres

rentabelt, blev afsluttet med en konstatering, som ikke vakte

begejstring blandt fiskerne: Selv om der så skulle have været

optimale forhold for omplantningerne, og alle fiskene havde

overlevet og var blevet genfanget, så havde det kun bety-

det en øgning på 3,3 % af rødspættefiskeriet i Bælthavet,

idet den lokale rødspættebestand faktisk var i klar bedring

sammenlignet med situationen i 1920’erne. Med andre ord

konkluderede forskerne, at enhver given fisker i Bælthavet