Sjæklen

undersøgelser viste, at der ikke var nogen økonomisk renta-

bilitet ved aktiviteterne. Synet på ministeren fra erhvervets

side var nærmest, at han var ved at gøre sig skyldig i for-

ræderi mod det hverv, han var sat til at bestride, men Oluf

Pedersen fastholdt sin og regeringens pligt til at varetage,

at statens penge blev brugt så godt som muligt, og at det

selvfølgelig skulle kunne betale sig samfundsøkonomisk at

omplante rødspætter.

Som det allerede lå i luften, besluttede ministeren sig

endegyldigt efter et par måneders betænkningstid til at ind-

stille rødspætteomplantningerne. I sin argumentation læne-

de han sig op af Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelsers

resultater, herunder det faktum at der i de seneste år ikke

havde været mange omplantningsrødspætter til rådighed,

samt at fiskeriforeningerne øst for Oddesund havde udtrykt

kritik af indfiskningen fra Nissum Bredning.

Beslutningen

mødte øjeblikkelig kritik fra flere sider, herunder den tidli-

gere minister, Chr. Christiansen, som kritiserede

”biologer-

nes færdigsyede meninger og rådede dem til at regne om

igen”

, og både fiskere og tidligere embedsmænd fra Fiske-

rikontrollen tog til orde med kraftige tilbagevisninger af bio-

logernes resultater. Selv direktør Claus Sørensen, Esbjerg,

som ikke selv havde nogen andel i indre farvandsfiskeriet,

manede til forsigtighed hos ministeren med hensyn til at til-

lægge sine fiskeribiologer så stor vægt og i øvrigt huske, ”

i Danmark er det, hvad angår forsøgsfiskeri, de virkelige

fiskere, der kommer ind med de praktiske resultater”

Men

Oluf Pedersen stod fast på, at han ikke overfor Folketinget

kunne tage ansvaret for en underskudsforretning.

Der opstod i Folketinget den usædvanlige situation, at

ministeren i februar 1958 overfor Finansudvalget måtte gå

imod sine egne regeringsfæller fra Socialdemokratiet, idet

disse i lighed med et Venstre-medlem ønskede bevillingen

til årets rødspætteomplantninger gennemført som planlagt.

Ministeren stod imidlertid fast og meddelte, at det måtte

være hans ansvar, om han anså det for fornødent at bruge

pengene.

Situationen viste, at politisk opbakning til om-

plantninger nu blev opfattet som en decideret støtte til den

del af fiskerbefolkningen, som især Socialdemokratiet anså

for at være en relevant gruppe at støtte, og det understre-

gede, hvordan ministerens beslutning set fra Dansk Fiske-

riforenings side måtte se besynderlig ud. Ministeren kunne

med opbakning fra både venner og fjender have fortsat be-

villingerne til omplantning, men han valgte at læne sig op

ad Fiskeri- og Havundersøgelserne og Vedel Tåning, når

denne udtrykte sin beklagelse over de videnskabelige resul-

tater, som ikke desto mindre fastslog, at

”sagens kerne er, at

vi ikke kan konkurrere med naturen”

og samtidig at

”man

glemmer helt, at Fiskeri- og Havundersøgelserne selv gen-

nem mange år har håbet på, at denne metode til forøgelse af

udbyttet af rødspættefiskeriet i Bælthavet skulle blive en god

sag, og skuffelsen over udviklingens forløb er ikke mindre

på vor side end på fiskernes”

Dette fik ikke fiskerne til at ændre holdning, og de

mente, at man måtte gøre alt for at finde en måde, hvorpå

omplantning kunne gennemføres og gøres til gavn for de

trængte indvandsfiskere. Man længtes demonstrativt tilba-

ge til dengang, dr. Blegvad med sin gode forståelse for det

praktiske fiskerierhverv var i spidsen for fiskeriundersøgel-

serne, og få uger inden den endelige afstemning i Folke-

tinget sendtes en resolution til folketing og regering, hvori

repræsentanter fra 23 lokalforeninger ved Jyllands østkyst

med i alt 1.000 medlemmer på det kraftigste protesterede

mod stoppet for omplantninger:

”Der er ved denne afgørel-

se ikke taget noget som helst hensyn til de udøvende fiskeres

gennem mange år indvundne erfaringer om værdien af disse

omplantninger og den betydning, de har for vort indvands-

fiskeri”

Læserindlæggene mod ministeren fyldte godt op i

Fiskeritidende i disse måneder, og selv limfjordsfiskerne øst

for Oddesund bidrog med kritik af stoppet for omplantnin-

ger, idet de tydeligvis følte sig ubehageligt til mode over at

være blevet anset for at være en del af ministerens påskud

for at gennemføre sin mission.

Stop for bevillinger til omplantning

I begyndelsen af april 1958 kom spørgsmålet om gennemfø-

relsen af bevilling til rødspætteomplantninger til afstemning

i Folketingssalen. Fiskeriminister Oluf Pedersen havde ef-

terhånden taget fløjlshandskerne af og forsvarede nu uden at

lægge fingrene imellem den beslutning, som han tydeligvis