Sjæklen

var fuldt overbevist om, var den rigtige politik. Han kritise-

rede sine modstandere for uden noget sagligt belæg at ville

”handle stik imod naturens orden for statens penge”

, og til-

føjede med adresse til de fiskere, som ifølge dem selv havde

nydt godt af statens fiskeri af yngel, men som ikke længere

kunne dokumentere et udbytte af det:

”Det kan ikke være

Fiskeriministeriets opgave at myrde rødspætterne inden de

når den størrelse, som er fastsat i fredningsloven”

Og for at

understrege, at der nu ikke længere var tale om, at staten ret-

færdigvis kunne give særlige privilegier til indvandsfiskerne

ved Limfjorden, som gentagne gange blev omtalt som de

vanskeligst stillede fiskere, sluttede ministeren af med at slå

fast, at fiskerne var selvstændige næringsdrivende, som ikke

skulle nyde særbehandling fra statens side. Omplantnin-

gerne til Limfjorden kunne for ministeren gerne fortsætte,

såfremt private interesser fandt det rentabelt, men statens

ansvar for sagen ophørte hermed:

”Det kan ikke være Sta-

tens opgave at fange fisken og sætte den hen foran den fisker,

der skal fange den. Det må være fiskerne, der skal hente

fisken. Anderledes kan det ikke være.”

Men på dette tidspunkt havde rødspætteomplantningerne

udviklet sig til en så uhåndterlig sag for regeringen, at ikke

kun erhvervsfiskeriet, men også den landsdækkende presse

havde fået øje på det. Først ved den 3. afstemning i salen

lykkedes det ved statsminister H.C. Hansens mellemkomst

at få tingets medlemmer til at fordele sig på en måde, så

fiskeriministerens forslag kunne vedtages, og i nederlagets

stund var det ikke uden en vis sarkasme, at Fiskeritidende

kunne referere de store avisers hovedrystende dækning af

begivenhederne:

”

Berlingske Aftenavis

: Nogen højnelse af Folketingets

anseelse skete der ikke, da man måtte igennem én almin-

delig og to afstemninger ved navneopråb for at kunne få

afgjort, om fiskeriminister Oluf Pedersen skulle have tilslut-

ning til sit forslag om at standse omplantningen af rødspæt-

ter. Det var ved at få karakter af en farce”

”

Berlingske Tidende:

Det vakte megen opsigt på Chri-

stiansborg, at Folketingets formand, Gustav Pedersen, af-

brød mødet midt under afstemningen om rødspætte-bevillin-

gerne. At et folketingsmøde afbrydes, er ikke usædvanligt,

men det menes at være første gang, der er sket afbrydelse

under en afstemning”

”

Politiken:

Der kan altså i Folketinget stemmes for el-

ler imod, man kan undlade at stemme, og man kan forlade

salen, mens der stemmes. Denne sidste udvej er ikke særlig

pyntelig. Det underbygger heller ikke tingets prestige, at

man skal have et sådant kludder med en afstemning. Kan

formanden og sekretærerne ikke tælle til 179, er det på tide

at man får indført elektrisk afstemning i Folketinget som i

adskillige andre parlamenter.”

Men Fiskeriministerens udmeldinger var ikke til at mis-

forstå, og limfjordsfisker A.A. Andersen, Glyngøre, opsum-

merede formentlig meget godt fiskerierhvervets holdning

til afslutningen på rødspætteomplantningerne, da han i et

indlæg i samme nummer af Fiskeritidende skrev, at det

måtte vække til eftertanke og fremkalde dyb bekymring

blandt fiskerne, at et så forholdsvis lille beløb, som bevil-

lingen til rødspætteomplantning, blev strøget med så store

politiske omkostninger, som der tilsyneladende var tale om.

Det var med andre ord måske ved at gå op for fiskerne, at

”fiskerierhvervets egen minister” og den statslige viden-

skabelige sagkundskab ikke først og fremmest havde til

opgave at varetage fiskeriets særinteresser, men snarere at

tjene et overordnet samfundsmæssigt formål. Ikke desto

mindre fortsatte kritikken efter afstemningen i Folketinget.

Fra tingets talerstol havde der lydt uforstående indlæg fra

folketingsmedlemmer, der ikke forstod hvorfor ministeren

ikke bare lyttede til de praktiske folk, der arbejdede med

omplantningerne, og fiskerne, som nu ikke havde mere at

tabe i forhold til ”deres” minister, stod nærmest i kø for at

undsige ham, som for eksempel Centralforeningen for Sjæl-

land, der i forlængelse af folketingsafstemningen udsendte

et decideret mistillidsvotum til ministeren.

Sympatitilkendegivelser fra andre interesser inden for

fiskerisektoren dukkede op i den følgende tid, herunder

formanden for detailfiskehandlerne i København, som be-

stemt ikke lagde skjul på sit syn på sagen:

”Det er både

sørgeligt og katastrofalt, at det er gået sådan. […] Hvor

ville jeg ønske, at hele det samlede fiskerierhverv ville rejse

sig og tilstille statsministeren en henvendelse med krav om