Sjæklen

en ny fiskeriminister, som havde noget mere indsigt i og in-

teresse for fiskerierhvervenes arbejde og

ønsker.”

Også

i Esbjerg, hvor man tilhørte Vestjysk Fiskeriforening og i

mange sammenhænge ikke havde interessefællesskab med

fiskerne i indre farvande, var den lokale socialdemokrati-

ske avis,

Vestjyden

, skeptisk overfor den socialdemokratisk

ledede regerings fiskeriminister:

”Der er ingen tvivl om, at

fiskeriministeren havde stået sig ved at lytte lidt mindre til

videnskaben og lidt mere til de praktiske fiskere, før han tog

sit standpunkt. Det er ikke alting, man kan gøre op i kroner

og øre […] Han burde også have tænkt på, at det er den

vanskeligst stillede del af fiskerne, der har nydt godt af ud-

plantningen, og at de vil blive ramt uforholdsmæssigt hårdt

ved at få deres erhvervsmuligheder forringet.”

Men rødspætteomplantningerne var nu fortid, og Vedel

Tåning gjorde i maj 1958 endnu et behjertet forsøg på

med saglige argumenter at forklare, hvorfor beslutningen

var fornuftig. At omplante til de mest lukkede dele af

Limfjorden var stadig moderat rentabelt, men det var et pro-

blem, at der ikke kunne fanges brugbar yngel andre steder

end i Nissum Bredning, hvor bestanden af rødspætter var for

nedadgående. Ligeledes var det – heller ikke i forgængeren

Harald Blegvads tid – nogen brugbar løsning at omplante

rødspætter fra Nissum Bredning til Bælthavet, og de posi-

tive resultater, som i de forudgående årtier havde været om-

talt, var ikke længere mulige at genskabe, blandt andet på

grund af manglen på damkuttere i Esbjerg. Til gengæld hav-

de den lokale rødspættestamme i Bælthavet fået det meget

bedre end i Blegvads tid, hvilket jo var en glædelig nyhed,

som de oprørte fiskere til Tånings undren slet ikke syntes

at påskønne. Men som han konkluderede, så var

”indplant-

ning af nordsørødspætter til Bælthavet i dag hverken nød-

vendig eller gavnlig for den fortsatte gode udvikling. Det

styrer naturen.”

Set i bakspejlet synes hele forløbet om-

kring fiskernes syn på den biologiske sagkundskabs rolle at

være et forvarsel om, hvordan forholdet mellem fiskere og

biologer i fremtiden ville komme til i højere grad at være

præget af forskellige opfattelser og vurderinger af forholdet

mellem fiskebestande og fiskeri samt begreber om bæredyg-

tighed og rentabel udnyttelse af havets ressourcer. Fremti-

dens fiskeriregulering skulle i lighed med diskussionen om

rødspætteomplantninger ofte komme til at blive taget op til

debat ud fra et spørgsmål om tillid og troværdighed eller

mangel på samme i forholdet mellem fiskere og den fiskeri-

biologiske sagkundskab.

En interessant krølle på den ophedede debat kunne i

øvrigt senere udledes af beretningen på Dansk Fiskeri-

forenings kongres i juli 1958, hvor det forudgående – og

altså sidste – års udsætning af rødspætteyngel blev opgjort

og fremlagt. Til Thisted og Løgstør bredninger var der i alt

omplantet 128.000 kg, hvilket var betydeligt lavere end de

planlagte 184.000 kg, men på grund af manglende tilslut-

ning fra fiskernes side, var den endelige mængde noget min-

dre. Tilsvarende var der i alt i Bælthavet fra Århus bugt til

Smålandsfarvandet omplantet 60.000 kg, medens der havde

været planlagt omplantning af 72.000 kg. Alle rødspætterne

var fanget i Nissum Bredning, og de i alt 188.000 kg sva-

rede til ca. 2,8 mill. rødspætter. Omplantningen havde fun-

det sted, inden diskussionerne om emnet havde taget fart i

efteråret 1957, og man hæfter sig ved, at der blev omplantet

i alt 25% færre rødspætter end planlagt og finansieret, og at

grunden hertil var manglende tilslutning fra fiskernes side.

Eftertidens syn på omplantninger

Som det fremgår med al tydelighed i det foregående, var

fiskeriminister Oluf Pedersen i den grad på kollisionskurs

med det erhverv, han som minister skulle samarbejde med,

dengang han besluttede, at der ikke længere skulle foreta-

ges rødspætteomplantninger med statstilskud i de danske

farvande. Så meget desto mere iøjnefaldende er det at læse

Dansk Fiskeritidende

12 år senere, på det tidspunkt hvor

biolog Ole Bagges resultater fra undersøgelserne i 1953-

1957 langt om længe blev udgivet i form af en doktoraf-

handling.

I 1970 havde tiden tilsyneladende læget alle sår,

og Ole Bagges doktorafhandling om rødspætteomplantnin-

gerne blev kun omtalt i en kort notits. Det virkede for bla-

dets redaktør allerede nu lidt kuriøst, at man tidligere havde

foretaget disse omplantninger ved at flytte rødspætterne til

områder,

”hvor der var mere plads, så man måske kunne

få dem til at vokse bedre”

, som det udtrykkes. Ole Bagges