Sjæklen

mandsskab. Under en storm, hvor mandskabet gav sig til at

bede højt på dækket, gjorde Agerbeck det klart, hvordan han

så på den slags, når det gode sømandskab samtidigt udeblev:

”...spurgte om de meente, at Gud var døv, siden de skre-

ge saa højt, og skammede dem ud for deres Feighed, da Gud

veed at jeg paa samme Tid føelte en ubeskrivelig Angest,

men man maae skjule det for den gemene Mand, og i dets

Sted sætte Mod i dem, thi hvis Mandskabet først bliver mod-

løst, hvilket snarest skeer, naar de see Officererne mangle

samme, saa er intet mere haab om Redning i slige Ulykker.”

For Agerbeck var den altseende Gud til stede og kendte

til hans følelser, men modsat Cortemünde valgte Agerbeck

det verdslige arbejde som redning frem for den gejstlige bøn.

Hvor Gud igennem mange århundreder har været opfat-

tet som den ansvarlige for de klassiske hændelser: krig, ka-

tastrofer og vejret

, falder denne opfattelse gennem tiden så

småt bort, og ansvaret blev placeret hos de jordiske aktører

i stedet. Søofficeren Peter Schiønning beskrev Københavns

Bombardement i 1807 i sin dagbog således:

”… og med deres Magt ville Anfaldet saa vidt som vides

en fredelig og ubevæbnet Nation, og uden Møye erobre et

næsten helt Kongerige, og en hel Flaade dets Herlighed og

Forsvar, for at kunne have noget at skyde Victorie for i Lon-

don, englændernes sædvanlige lumske Politik.”

I dette eksempel bliver Gud slet ikke nævnt, hverken som

ansvarlig for den ulykke, der regnede ned over København

denne efterårsdag i 1807 eller med bønner for at få ulykken

til at stoppe igen. Derimod bliver englænderne omtalt med

foragt.

Hos nogle søfolk er opfattelsen dog, at Gud kan meget

mere end at styre vind og vejr, krig og katastrofer. I hvert

fald hvis man spørger den norske matros Niels Trosner, der

under sin deltagelse i Store Nordiske Krig 1709-1714 førte

en dagbog. Trosner giver udtryk for en tro på, at Gud havde

skabt krigen og også den pestepidemi, der samtidig rammer

først i Helsingør og senere i København, for at straffe folk

for deres synder. På samme tid har Trosners kristne tro et

islæt af noget folkelig overtro, og han fortæller den ene hi-

storie efter den anden, hvor folk vågner fra de døde eller på

anden mystisk vis tager kontakt fra det hinsides. Han skriver

således i sin dagbog d. 10/5 1710:

”...at der var forgangen uge; to gamle sællands bønder

gik en aften paa veyen til byen. Da kom der nogit rulled

for deris ben som et nyste. Siden blev det til en gl. mand og

han sagde til dem: ”Hør, gamle mænder! Jeg vil forkjønde

eder en ting, som I skal kongjøre for alle folk som er, at her

vil blive en stor krig; mens naar krigen er aller størst da

skal der komme saadan en død, at de skal kjøbe en skjeppe

Jordskælvet i Lissabon, som Arní Magnusson taler om, er højest sandsynligt det, der ramte byen i 1755. Det og de efter følgende brande

og tsunami dræbte omkring 60.000 mennesker. Det fik folk til at sætte spørgsmålstegn ved oplysningstidens spirende optimisme og ved den

traditionelle gudstro. The Collection of the Museum of Lisbon.