Sjæklen

Identiteter i flåden

- en undersøgelse af verdens- og selvopfattelsen hos danske søfolk i perioden 1670-1820

Af Ida Christine Jørgensen

Livet til søs var hårdt arbejde og forbundet med stor fare.

For kongerigets og dets koloniers opretholdelse, for eks-

porten og importen og ikke mindst for at tjene til livet har

tusinder og atter tusinder af mænd gennem tiden tjent i or-

logs- og handelsflåden med risiko for liv og lemmer, men

også med chancen for at opleve deres livs eventyr. Når de

vendte hjem, flokkedes folk omkring dem for at høre nyt fra

den store verden og spændende historier om fremmede ste-

der. I denne artikel belyses søfolkene og deres verdens- og

selvopfattelse. Artiklen er et resultat af en analyse af egodo-

kumenter fra 16 forskellige søfolk fra Danmark-Norge som

et led i et speciale afleveret på Københavns Universitet i

sommeren 2014.

Indledning

”Som eksempel kan nævnes, at et af de nederlandske re-

turskibe anno 1624 fangede en haj, som var 6 favne lang.

Den havde i sin vom følgende forråd: 3 menneskeben, én

drengefod, ét ben med læg uden fod, én arm med hånd og

skulder, én menneskekrop, 9 bukkefødder, ét bukkeskind, 10

stokfisk, nogle alen rødt lærred og ét lille anker brændevin.

… Jeg må sige, at den hermed havde sørget for at have noget

til knappe tider.”

Sådan fortæller skibslægen Johan Petri Cortemünde, da

han i 1672 befandt sig på skibet OLDENBORG med kurs

mod Ostindien. Undervejs førte han dagbog, hvori han be-

rettede om alt, hvad han så og oplevede. I denne dagbog, der

i dag findes transskriberet og udgivet, beretter Cortemünde

således om udfordringerne med vind og vejr på havet, de

fremmede lande og kulturer han mødte, og de spændende

og utrolige historier, som han fik fortalt. Dette er blot et en-

kelt eksempel på, hvordan beretninger fra flådens skibe kan

se ud. Cortemündes dagbog bærer præg af at være blevet

skrevet spontant og med den øjeblikkelige overraskelse og

fascination som drivmiddel. Hos andre sømænd finder vi

egodokumenter, der er skrevet mindre spontant, mere vel-

overvejet og i nogle situationer ligefrem retrospektivt.

Begrebet egodokument blev defineret i 1955 af histori-

keren Jacques Presser som en tekst hvor ”jeget” konstant er

til stede som skrivende og beskrivende subjekt. Med andre

ord får vi gennem et egodokument en beskrivelse af forfat-

teren, om forfatteren og gennem forfatterens optik. Disse

tekster kan således være dagbøger, breve, erindringer eller

selvbiografier.

Flådens folk bliver ofte samlet under én hat og under

betegnelsen mandskabet, besætningen eller sømænd, må

de finde sig i alle at blive redt over én kam. Men som alle

andre mennesker er de forskellige. Egodokumenterne er en

guldgrube af kilder, når formålet med analysen er at forstå

et individ. Ingen andre tekster kan bringe os så tæt på forfat-

teren som et egodokument, og indholdet og ordvalget kan

være med til at karakterisere forfatterens personlighed. I lige

så høj grad vidner udeladelser i teksten om prioriteringer og

idealer.

Formålet med denne artikel er ikke at finde frem til en

historisk sandhed, men at fremhæve forskellighederne og de

personlige træk hos søfolkene. Det er klart, at teksterne som

alle andre historiske kilder må behandles kritisk, men denne

kritik er tillige en måde at tolke forfatteren ud fra bevæg-

grunde og skjulte dagsordner.