Sjæklen

Religion

Samtlige 16 søfolk, der har bidraget med kilder til denne

undersøgelse, fremstår som kristne. Men hver især opfatter

de kristendommen forskelligt, bruger den forskelligt i deres

hverdag og har sågar lidt hjemmestrikket overtro ved siden

af. Opfattelsen af det at være kristen og Guds rolle i hver

enkelte sømands liv ændrer sig desuden i høj grad gennem

de 150 år, kildematerialet strækker sig over.

I sine optegnelser fra slutningen af 1700-tallet fortæller

den islandske matros og eventyrer, Arní Magnusson om det

at være en god kristen. Hans holdning til at arbejde på hel-

ligdage var, at dette bør undgås, og han går i detaljer med

følgerne:

”…Derfor er saa stor Straf overgaaet Kjøbenhavn, mest

Ildsvaade og Dyrtid. Jeg har ikke hørt, at noget Slot er ble-

vet opbrændt, uden i Kjøbenhavn, og dog har jeg været vidt

om i Verden. Et Jordskælv ødelagde Lissabon, men hvad

skal vi saa sige om Kjøbenhavn? Først brændte Slottet op

og derpaa Staden.”

Arni Magnusson, der ikke selv var et af Guds bedste

børn, men en urolig sjæl, der havde en utrolig evne til at

rode sig ud i uheldige situationer, havde tilsyneladende en

klar holdning til, hvordan man bør opføre sig.

Interessant nok kommer ingen af de øvrige søfolk i kil-

dematerialet med udtalelser omkring søn- og helligdagsar-

bejde. Årsagen er formentlig, at livet på havet var et arbejde

i døgndrift; også på søn- og helligdage. De var nok alle

bekendte med denne kristne lov, men valgte at omgå den i

stilhed. Men ikke Magnusson. Han udbredte sig gerne om

det kristne menneskes forpligtelser, selvom han ikke selv

opfyldte dem.

Mens Magnussons optegnelser indeholder flere forma-

ninger til folk om, hvordan de bedst er gode kristne men-

nesker, havde Cortemünde, skibskirurgen fra 1670’erne op-

mærksomheden rettet mod sin egen fromhed. I hans dagbog

fra Ostindiefaren OLDENBORG vrimler det med lovpris-

ningssange til Gud. Cortemünde viser sig her som en mand,

der kendte sine forpligtelser som kristen. Dagbogen har kun

nogle enkelte generelle beskrivelser af kristne dogmer, men

indeholder i højere grad eksempler på skibskirurgens egen

udøvelse af sin tro. Han var stærkt overbevist om, at hyldest-

sange og bønner til Gud kunne sikre, at rejsen forløb uden

større ulykker. Da skibet i flere dage havde ligget for vind-

stille, og der da endelig kom vind, skrev han:

”Den kære

Gud vilde blot formane os til tålmodighed og bøn.”

En ting

er, at det er Gud, der styrer vind og vejr, men Cortemünde

havde også en egen mulighed som godt kristent menneske

for gennem bøn at kunne påvirke situationen til det bedre.

150 år efter Cortemündes oplevelser på OLDENBORG

ser synet på Guds almagt og det fromme menneskes indfly-

delse på egen skæbne meget anderledes ud. I hvert fald hos

skibsføreren hos Asiatisk Kompagni, O.D.L. Agerbeck. I sine

erindringer, udgivet i 1804, er der ingen tvivl om, hvordan

Gud optrådte i Agerbecks professionelle liv

: ”…hvorledes i

overhængende og næsten uundgåelig Farer og Ulykker, ofte

en god Vilie, uforsagt Mod og sindigt Overlæg, næst Guds Bi-

stand, kan være Middel til at redde både sig og andre flere.”

Guds hjælp var for Agerbeck sekundær i forhold til godt sø-

Københavns brand i 1795. I forgrunden ses Holmens bro og til høj-

re Holmens kirke. Arní Magnusson mente at ilden var Guds straf.

Andre mener at stærk vind, skarps solskin, der gjorde flammerne

svære at se og flere uheldige misforståelser var medvirkende til, at

det kunne gå så galt. Dette til trods for at man havde taget flere

forholdsregler efter den seneste store brand i 1728. Stik af Lahde.