Sjæklen

Petroleumsfart under sejl

Af Holger Munchaus Petersen

Olie til belysning og andre formål har været kendt i uminde-

lige tider. Men først da det i 1859 lykkedes at udvinde større

mængder af dette råstof, slog den mineralske olie igennem

som først belysnings- og siden også energikilde. Olie blev

snart et emne for eksport og dermed transport. Formålet

med denne artikel er at belyse den del af den tidlige olie-

fragt, der foregik med danske sejlskibe til destinationer i

bl.a. Danmark.

Petroleum

I året 347 før vor tidsregning beskrives klipper, hvorfra der

sivede væske. Væsken kaldtes petroleum, et ord sammensat

af ordene Petra = sten og Oleum = olie. Stenolie fandtes

mange steder, men blev kun anvendt lokalt til opvarmning,

belysning eller medicinsk brug. Europæiske og nordameri-

kanske hjem og byers oplysning blev tidligere klaret med

tælle eller tran, udvundet fra kreaturer og havets store pat-

tedyr. Midt i 1800-tallet indførtes belysning med gas som

kilde i tætbeboede byer. På landet og i mindre byer var det

fortsat tran og tælle, der sørgede for oplysning. 1849 lyk-

kedes det at destillere stenolie til et produkt, der viste sig

velegnet som afløsning af den animalske olie til belysnings-

formål. Næste milepæl indtraf 1857, hvor der blev taget

patent på en lampe, der på basis af destilleret mineralolie

frembragte et klart skinnende lys. Endelig i august 1859

lykkedes det den amerikanske oberst Edwin Drake at frem-

skaffe olie i større mængder, da han ved boring bragte 25

tønder jord-olie op til jordens overflade nær byen Titusville

i staten Pennsylvania, USA. Olie som ved enkel raffinering

blev til petroleum.

Opdagelsen og udnyttelsen af mineralsk olie mindskede

hurtigt jagtpresset på bestandene af sæler og hvaler. Allere-

de i 1860 konstaterede et californisk tidsskrift,

at havde det

ikke været for opdagelsen af kul-olie, ville hvalerne snart

være udryddet.

Tran og anden animalsk olie blev herefter

gradvist udskiftet med olie, jordolie, stenolie, bjergolie,

kulolie, nafta eller en af de andre betegnelser på det færdige

resultat af raffineret mineralsk olie – petroleum.

Transport over land

Transporten af olie fra Titusville og andre oliekilder til raf-

finaderi og videre til forhandler og endelig forbruger voldte

store udfordringer. Olien blev emballeret i tønder af træ.

Tønderne transporteredes videre på vogne trukket af æs-

ler ad primitive hjulspor til en flod, hvor den næste del af

transporten var overladt en flåde af lægtere. Utætte tønder,

manglende omhu ved lastning og overlastede lægtere betød

et stort spild. Trods alle vanskeligheder nåede olie i stort

omfang frem til byerne på den amerikanske østkyst, først

og fremmest Philadelphia, Baltimore, NewYork og Boston.

Senere kom jernbane og den endelige løsning i form af en

rørledning – pipeline, der fra 1865 sørgede for kontinuitet i

oliestrømmen. Omstillingen skete under enorme vanskelig-

heder – bl.a. sabotage fra nogle af de mennesker, der havde

haft deres levebrød et sted på den lange transportvej. Sabo-

tørerne bekæmpedes af en ny gruppe, som med våben i hånd

havde ret til at skyde for at forsvare rørledningerne.

Når olien kom frem til raffinaderi og udskibningshavn

skulle der findes aftagere til det færdige produkt. På det

amerikanske marked var prisen for en tønde olie i 1859 16