vandløbsvedligeholdelse i de områder, hvor snæblen fand-
        
        
          tes.  For at skabe egnede gydeområder udlagde man granris,
        
        
          hvor snæblens æg kunne finde hæfte,
        
        
          31
        
        
          og opdræt og ud-
        
        
          sætning af yngel fandt sted. De første år, dvs. fra 1982 til
        
        
          1986, var udsætningerne stærkt begrænsede af antallet af
        
        
          tilgængelige moderfisk, få midler og mangel på ekspertise.
        
        
          Blot omkring 10.000 stk. yngel blev udsat over perioden.
        
        
          Fra 1987 tog udsætningsprogrammet fart, og frem til dets
        
        
          afslutning i 1992 blev i alt 1,7 millioner stk. yngel udsat i
        
        
          Vidåen, Ribe Å, Brede Å, Kongeå, Varde Å og Sneum Å.
        
        
          Udsætningerne i Ribe Å blev dog indstillet i 1990. Udsæt-
        
        
          ningerne led imidlertid fortsat af manglen på et tilstrække-
        
        
          ligt antal moderfisk, og derfor blev der etableret en perma-
        
        
          nent genbank, hvor opfiskede moderfisk blev holdt i flere
        
        
          år. Udsætningerne havde utvivlsomt en positiv effekt, og i
        
        
          1992-1994 vurderede man, at den samlede bestand af gyde-
        
        
          modne snæbel måske var så meget som mellem 75.000 og
        
        
          100.000 individer.
        
        
          32
        
        
          Dette tal er dog, når man ser på fangst-
        
        
          genfangst data, formodentligt højt sat.
        
        
          De massive udsætninger af yngel havde altså en positiv
        
        
          effekt, og det blev klart, at snæblens mest alvorlige proble-
        
        
          mer sandsynligvis skulle findes i de tidlige livsstadier, og
        
        
          altså i de fysiske forhold som ynglen mødte i vandløbene.
        
        
          Dette blev særligt tydeligt, da man i 1992 indstillede ud-
        
        
          sætningsprogrammet. I løbet af få år dalede bestandene
        
        
          igen, og der var en slående mangel på rekruttering af nye
        
        
          generationer. Bestandene kom med andre ord til primært at
        
        
          bestå af ældre fisk, der stammede fra udsætningerne. I 2003
        
        
          udgav Skov- og Naturstyrelsen og de daværende Ribe og
        
        
          Sønderjyllands amter en national forvaltningsplan for snæ-
        
        
          bel, der indeholdt en række forslag til, hvordan forholdene
        
        
          for snæblen kunne forbedres, og i 2005 indledte Natursty-
        
        
          relsen et storstilet naturgenopretningsprojekt med støtte fra
        
        
          EU-LIFE med det formål, at give snæblen sine gyde- og op-
        
        
          vækstpladser tilbage. Snæbelprojektet, som det blev navn-
        
        
          givet, var med et samlet budget på omkring 100 millioner
        
        
          kroner det næststørste restaureringsprojekt herhjemme kun
        
        
          overgået af genslyngningen af Skjern å. Gennem Snæbel-
        
        
          
            Mange tiltag er fundet sted i bestræbelserne på at redde snæblen. Snæbelprojektet, der blev skudt i gang i 2005, havde bl.a. til hensigt at
          
        
        
          
            genoprette opvækstområder for snæblens yngel. Etableringen af et nyt vådområde ved Nørresø i Vidåen er et af Snæbelprojektets afkast.
          
        
        
          
            Foto: Hans Ole Hansen, Naturstyrelsen.
          
        
        
          127