undersøgelse af nyligt udvandrede snæbel, der målte mel-
lem 7 og 9 cm, viste, at slikkrebs udgjorde størstedelen af
føden, men også børsteorme og sågar strandfluer var at fin-
de i maveindholdet.
22
Efter to til fire år i Vadehavet, og når snæblen måler 30-
45 cm, bliver den kønsmoden. De to køn hos snæblen køns-
modner dog ikke samtidigt, idet hannerne allerede bliver
kønsmodne i en alder af to til tre år, mens hunnerne først
kønsmodner, når de er tre til fire år gamle. De kønsmodne
fisk vandrer om efteråret og vinteren op i vandløbene for at
gyde. Snæblen finder oftest tilbage til det samme vandløb,
som den forlod som ung, men nogle få individer trækker
op i andre vandløb, end hvor de stammer fra.
23
Den voksne
snæbel er sammenlignet med ørreden og laksen ikke nogen
god svømmer, og den er ikke i stand til at passere selv min-
dre barrierer i vandløbet. Snæblen kan heller ikke passere de
fisketrapper, der flere steder er etableret i forbindelse med
opstemninger.
24
Snæblen er derfor meget afhængig af fri ad-
gang til gydeområderne uden nogen form for forhindringer.
Gydningen finder sted over en ganske kort periode fra
midten af november til midten af december. Man formoder,
at snæblen foretrækker at gyde på strækninger, hvor vandlø-
bet er relativt bredt (4-10 meter) og strømmen frisk. Bunden
på snæblens gydepladser består oftest af grus, sten og vin-
tergrønne vandplanter.
25
På gydepladserne er der flest han-
ner. Typisk er der omkring fem hanner for hver hun. Dette
skyldes sandsynligvis det forhold, at hannerne kønsmodner
tidligere end hunnerne, og at hanner formodentlig opholder
sig på gydepladserne i længere tid end hunnerne.
26
Snæblen
gyder sine æg frit i vandet. Snæblens æg er sammenlignet
med ørredens små, og en hun gyder typisk mellem 20.000
og 30.000 æg for hvert kilo, hun vejer. Til sammenligning
gyder en ørred blot 2000-3000 æg per kilo kropsvægt. Me-
get tyder på, at overlevelsen hos de voksne snæbler er gan-
ske høj – måske helt op mod 80 % fra et år til det næste.
27
Den enkelte snæbel kan derfor over sin levetid på op til 12
år deltage i gydningen adskillige gange. Når snæblen har
gydt, trækker den ned i de nedre dele af vandløbet for om
foråret at vandre tilbage til Vadehavet.
28
Her opholder den
sig, til det atter bliver efterår og tid til næste gydesæson.
Snæblens deroute og redning
Snæblen var historisk set udbredt over hele Vadehavsområ-
det, der afgrænses af hollandske Den Helder i syd og danske
Skallingen i nord, og noget tyder på, at den har været for-
holdsvis talrig. En lang række problemer for snæblen betød
dog, at den i 1970´erne og 80´erne var forsvundet fra de
fleste vandløb i både Holland, Tyskland og Danmark. Kun
i Vidåen i det sydlige Danmark overlevede en lille bestand.
Årsagen til snæblens voldsomme tilbagegang skal findes i
en kombination af flere faktorer.
29
Den industrialisering af
samfundet, der fandt sted i midten af 1800-tallet gav ad-
gang til maskinkraft, der ikke tidligere havde været tilgæn-
gelig. Nu var det pludselig muligt med maskinernes hjælp
at tæmme naturen og hindre de årlige oversvømmelser af
marsken ved at bygge diger og etablere sluser. Samtidigt
vandt man endnu mere jord ved udretning af vandløbene,
der samtidigt blev gravet både dybere og bredere, så de ikke
fremover ville gå over deres breder og give oversvømmelse.
For at sikre afvandingen blev vandløbene hårdhændet vedli-
geholdt med opgravning af grus og sten samt bortskæring af
grøden. Udretningen og den hårdhændede vedligeholdelse
førte til udpræget sandvandring i vandløbene og en favori-
sering af plantearter, der visner bort om vinteren. Med disse
tiltag blev snæblens gydepladser i vandløbene ødelagt, og
opvækstområderne i marsken og engene, der tidligere stod
under vand i vinter og forårsmånederne, forsvandt.
De voksne fisks adgang til vandløbene blev ydermere
besværliggjort ved etableringen af opstemninger i forbin-
delse med vandmøller, dambrug og engvandingsanlæg. Med
introduktionen af kunstgødning blev gødningen af engene
ved hjælp af engvanding overflødig, men opstemninger ved
møller og dambrug er fortsat den dag i dag en hindring for
den fri faunapassage i vandløbene. Særligt for snæblen, der
end ikke kan passere de mindste spærringer, var etablerin-
gen af opstemningerne et hårdt slag.
Vandkvaliteten i vandløbene var frem til, at man i
1980´erne og 1990´erne opførte rensningsanlæg, præget
af udledning af urenset spildevand fra byerne. Samtidigt
udledte dambrug store mængder organisk materiale, der
forbrugte ilten i vandet. Udretningen af vandløbene og
125
