om, at fisken osmoregulerer. Når de unge snæbler vandrer
ud i det salte Vadehav, vendes de osmotiske forhold på ho-
vedet. Nu indeholder omgivelserne pludselig flere salte end
fiskens krop, og fisken mister derfor vand samtidig med,
at salte diffunderer ind i fisken. Hvis fisken skal overleve
dette skift, må den omstille sin osmoregulering. I saltvand
genvinder fisken saltbalancen ved at drikke store mæng-
der havvand og udskille salte over gællerne og via urinen.
Mængden af den udskilte koncentrerede urin er sparsom.
Skiftet fra ferskvand til saltvand eller omvendt er en stor
udfordring for fisken, og mange fiskearter er ikke i stand til
at bevæge sig mellem de to miljøer og må blive i det miljø,
de nu engang lever i.
Netop snæblens evne til at vandre fra ferskvand ud i Va-
dehavet, hvor saltholdigheden er omkring 35 ‰, er noget
af det, der gør snæblen unik blandt helt-fiskene. Der findes
mange heltbestande, der vandrer mellem vandløb og søer,
fjorde og brakke områder, men ingen af disse er i stand til
at vandre ud i fuldstyrke saltvand (dvs > 30 ‰) som snæb-
len.
17
Snæblen kan dog ikke klare omstillingen fra fersk-
vand til saltvand, før den når en vis størrelse, og fiskelar-
verne vil gå til, hvis de ankommer til Vadehavet for tidligt
i deres udvikling.
18
Man formoder, at de unge snæbler først
ved en længde på 3-4 cm er i stand til at foretage dette skift
i osmoreguleringen, der tillader dem at vandre fra ferskvand
til saltvand.
19
Snæblen er dog ikke nødsaget til at vandre ud
i et marint miljø for at opnå kønsmodenhed. Dette ved man
fra en bestand i Rhinen, der stammer fra udsætninger af yn-
gel fra Vidåen. Ved hjælp af analyser af det relative indhold
af Strontium og Calcium i fiskeskæl – en metode der kaldes
Laser Ablation Inductively Coupled Plasma Mass Spectro-
metry
(LA-ICP-MS) – er det muligt at bestemme, om en fisk
har befundet sig i ferskvand eller saltvand ved et givet tids-
punkt i dens liv. Ved hjælp af denne metode har man fundet,
at en del af de voksne snæbler, der befandt sig i ferskvands-
søen IJsselmeer, der er en del af Rhindeltaet, aldrig havde
været i saltvand. Da nogle af disse individer var kønsmodne,
betyder det, at snæblen er i stand til at gennemføre hele sin
livscyklus i ferskvand, og ikke er afhængig af at vandre ud
i saltvand. En anden gruppe snæbler var vandret i saltvand
som unge, mens en tredje gruppe først var vandret i saltvand
ved en længde på 25-35 cm.
20
I samme studie analyserede
man to snæbler fra HjortvadÅ, der er en del af Ribe Å syste-
met, og yderligere to snæbler fra Varde Å. Skælanalyserne
afslørede, at alle disse fire danske snæbler var vandret fra
ferskvand til saltvand tidligt i deres liv – formodentlig ved
en længde på 3-4 cm. Den meget lille prøvestørrelse på blot
fire snæbler gør det vanskeligt at konkludere, hvorvidt alle
danske snæbler vandrer ud som unge, eller om en del af
fiskene først vandrer i havet langt senere i livet eller sågar
aldrig forlader det ferske vand. Uanset, hvordan det forhol-
der sig, så indeholder vandringsmønstret hos snæblen nok
en del mere variation, end hvad man tidligere har formodet.
Man har bl.a. observeret, at unge snæbler, der endnu ikke er
kønsmodne, af og til trækker op i de nedre dele af vandlø-
bene om vinteren – på samme vis som de såkaldte grønlæn-
dere, der kendes hos ørreden.
21
Hvilke fødeemner snæblen indtager, når den befinder
sig i saltvand, kender vi ikke så meget til, men bundlevende
orme og krebsdyr udgør formodentlig en del af føden. En
Snæblens yngel måler blot omkring 1 cm i længden, når de klæk-
ker. De små larver er ikke gode svømmere og kan ikke modstå
strømmens pres. De er derfor afhængige af stillestående områder
som f.eks. oversvømmede enge. Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet.
124
