Snæblen
– den lange kamp for overlevelse
Af Lasse Fast Jensen, Søren Brandt Poulsen og Jon Christian Svendsen
Snæblen er en fisk, som mange har hørt om, men som de
færreste har set med egne øjne. Fisken har de senere år væ-
ret flittigt omtalt i landets aviser, og Danmarks næststørste
naturgenopretningsprojekt med H.K.H. Prins Joachim som
protektor er dedikeret til netop denne lille fisk. Snæblen er,
som det fremgår af nærværende artikel da også en usæd-
vanlig fisk, der har været meget igennem. Snæblen har en
interessant biologi og livshistorie, og dens placering blandt
andre danske fiskearter har været genstand for heftige
diskussioner. I denne artikel kigges der nærmere på, hvad
snæblen egentlig er for en fisk, og hvad, der var årsagen
til, at snæblen på kort tid gik fra at være udbredt over hele
vadehavsområdet til at være faretruende nær kanten til ud-
døen. Og hvad man i ellevte time fra menneskelig side gjor-
de for at sikre, at snæblen ikke endte på et naturhistorisk
museum side om side med gejrfuglen.
Snæblens evolutionshistorie
Snæblen, der på latin hedder
Coregonus oxyrinchus
, hører
til familien af laksefisk og er derfor beslægtet med mere vel-
kendte arter som atlantisk laks, bækørred og stalling. Inden
for laksefiskene grupperer snæblen sig sammen med bl.a.
helten i den underfamilie, der kaldes Coregoninae – heltene.
De taksomiske og systematiske forhold, altså hvordan de
indbyrdes slægtskab imellem arter forholder sig, inden for
heltene er komplicerede og har længe været genstand for
delte meninger. Inden for slægten
Coregonus
er der stor mor-
fologisk variation, og selv populationer, der lever sammen,
kan afvige fra hinanden i f.eks. antallet af gællegitterstave,
kropsstørrelse, habitatvalg og fødepræference.
1
Dette giver
problemer, når man forsøger at inddele slægten
Coregonus
i arter og populationer inden for arter på baggrund af denne
morfologiske variation.
2
Det fylogenetiske artsbegreb benyt-
tes ofte til at inddele organismer i kasser og placere dem i for-
hold til hinanden. Det fylogenetiske artsbegreb opererer med
at identificere den mindste samling af populationer, der de-
ler såkaldte synapomorfiske karakterer, dvs. karakterer som
stammer fra samme forfader. Man kan med andre ord ikke
bruge karakterer, der f.eks. er et produkt af miljøforholdene.
Og det er netop hér en del af problemerne med heltene opstår.
Flere studier, hvor man har kigget på genetiske mønstre og
morfologiske karakterer samtidigt har nemlig vist, at karak-
terer som f.eks. antallet af gællegitterstave ikke reflekterer
afstamningen (d.v.s. genetikken). De populationer, som grup-
peres sammen ved analyser af antallet af gællegitterstave,
er med andre ord ikke nødvendigvis beslægtede,
3
og denne
morfologiske gruppering er derfor ikke troværdig.
Nogle biologer er gået så vidt at erklære snæblen for ud-
død. I 2005 publicerede Freyhof og Schöter et studie, hvor
den geografiske fordeling af antallet af gællegitterstave hos
snæbler og helt i Europa blev undersøgt.
4
Ud fra antallet af
gællegitterstave blev det konkluderet, at den ægte snæbel,
Coregonus oxyrinchus
, historisk kun har fandtes i Rhinen
og nu er uddød. De snæbler, der lever i Vidåen adskilte sig
ikke nævneværdigt fra de snæbler, der lever i Østersøen, og
undersøgelsen grupperede dem derfor sammen under nav-
net
Coregonus maraena
. Men undersøgelsen lider af at være
baseret på antallet af gællegitterstave, der, som vi lige har
set, ikke nødvendigvis følger genetikken. Antallet af gæl-
legitterstave er en funktionel karakter, der har betydning for
121
